Arbejdskraftens frie bevægelighed: Rumænere lænsede stjålne dankort for over én million kroner
Tre rumænere har i løbet af de sidste års tid haft mulighed for at føre en luksustilværelse i Danmark ved hjælp af stjålne dankort, som de via tricktyverier har fået fravristet ældre og svagelige medborgere.
I november sidste år blev således en rumænsk mand ved Retten i Sønderborg ifølge ritzau idømt to års fængsel og udvisning for at have stjålet dankort fra 20 ældre kvinder, som det lykkedes ham at lænse for tilsammen 540.000 kroner, inden han blev anholdt.
Nu gentager historien sig ved Retten i Lyngby, hvor en rumænsk mand og kvinde er tiltalt for at have hævet op imod 600.000 kroner på stjålne dankort.
Anklageskrift med over 200 forhold
Ifølge ritzau er der tale om et ret omfattende anklageskrift, hvor det rumænske par er tiltalt for over 200 forhold, der især omfatter tricktyveri og dankortbedrageri.
Tricktyverierne har alle kørt efter det velkendte mønster med ældre og svagelige som ofre, som i supermarkeder får afluret deres pinkoder af tricktyve, når de betaler ved kassen.
Herefter følger tricket med pengesedlen, som ofret ifølge tricktyvene skulle have tabt og pænt tager imod med tak. Uden for supermarkedet forlanger tricktyvene imidlertid deres pengeseddel tilbage, og i den forvirring, der opstår, bliver dankortet snuppet fra den efterhånden konfuse ældre.
Huserede i det meste af landet
Fremgangsmåden har ifølge ritzau herefter været den, at det rumænske par i første omgang hævede 15.000 kroner i en pengeautomat hos den bank, der havde udstedt kortet, og straks efter 2.000 kroner i en anden bank.
Desuden blev kortene også brugt til indkøb og hævning af kontanter i forretninger.
Det rumænske par har i perioden september 2013 – april 2015 huseret i det meste af landet. Blandt andet i Storkøbenhavn, Aalborg, Vejle og Grindsted, men da fleste forhold ifølge ritzau er blevet begået i Nordsjælland, er det besluttet at henlægge retssagen til Retten i Lyngby.
Der ventes dom i sagen engang i juni.