EU-topmødet torsdag-fredag drejede sig først og fremmest om den aftale med Storbritannien, som endte med at blive landet.
Men under middagen torsdag aften opstod der stor dramatik om asylpolitikken.
Det skete, da Østrigs kansler Werner Faymann fortalte, at hans land fredag ville indføre et loft over det antal asylansøgere, man vil tage imod. Dette går helt på tværs af den tyske forbundskansler Angela Merkels linje, og hun forsøgte oprevet at tale Faymann fra beslutningen, men forgæves.
EU-kommissionen har også været ude med fordømmende bemærkninger om, at Østrigs loft over asylansøgere er et brud på EU-reglerne og på de internationale konventioner.
Men Østrig står fast. Så fremover vil Østrig kun modtage højst 80 asylansøgere om dagen. Man lægger også et loft over, hvor mange man vil modtage i år: 37.500. Når det tal er nået, vil Østrig ganske enkelt ikke lukke flere asylansøgere ind i 2016, siger regeringen.
Landet har i øvrigt også sat et loft over, hvor mange der får lov til at rejse igennem landet for at søge asyl i et andet land – nemlig 3.200 om dagen.
Østrig tager dette opsigtsvækkende skridt, fordi asylpresset på landet er meget voldsomt. Sidste år modtog man 90.000 asylansøgere, og det vil man ikke fortsætte med.
Udskudt
Det østrigske skridt rejser stor debat i resten af Europa. Men det kom ikke til at fylde så meget på dette topmøde. Dels skulle man have klaret det britiske problem. Dels forhindrede terrorbomberne i Ankara, at Tyrkiet kunne deltage i forhandlinger om asylpolitikken som planlagt.
I stedet insisterede Merkel på at få et ekstraordinært topmøde allerede i begyndelsen af marts.
Den tyske kansler føler, at hun mere og mere mister kontrollen med udviklingen. Østrigs beslutning er et hårdt slag for hende. Den kan få stor betydning for, hvordan andre lande stiller sig.
Konsekvenser for Danmark
Østrigs beslutning er opsigtsvækkende, fordi det er det første EU-land, der indfører loft over antallet af asylansøgere.
Landets ny kurs vækker også stor opmærksomhed, fordi en meget stor del af asylansøgerne i Europa passerer gennem Østrig.
Det gælder således også asylansøgerne til Danmark. Østrigs loft over, hvor mange asylansøgere der må rejse gennem landet, kan således være med til at begrænse tilstrømningen til Danmark.
Men når det østrigske loft bringer nerverne på højkant i EU, hænger det først og fremmest sammen med, at der er et drabeligt opgør i gang om kursen i asylpolitikken.
Merkels plan
Angela Merkel satser på, at der skal laves en ny asylaftale mellem EU og Tyrkiet oven på den, der allerede er lavet.
I denne aftale skal Tyrkiet forpligte sig til at forhindre asylansøgere i at sejle over til Grækenland på egen hånd. Til gengæld skal EU forpligte sig til at modtage hundrede tusindvis af asylansøgere, der opholder sig i Tyrkiet, under organiserede former.
Disse asylansøgere skal så ifølge Merkel fordeles på de forskellige EU-lande.
Nationale løsninger
Merkels plan kan meget vel ende som en tordnende fiasko. Men foreløbig forholder mange EU-lande sig forsigtigt afventende til den. Det gælder Danmark. Og det gælder også Østrig.
Østrigerne siger, at de skam håber, at EU kan lave en god aftale med Tyrkiet. Men de kan ikke nøjes med tyrkiske luftkasteller. De har brug for effektive løsninger her og nu. Derfor tager de fat på nationale løsninger.
For det første indfører de deres loft.
For det andet samarbejder de med en stribe lande om hurtigt at bremse asylstrømmen op gennem Europa med national kontrol. Alle ved, at Grækenland ikke har styr på noget som helst, og derfor vil man bremse strømmen ved Grækenlands grænse til Makedonien.
Østrig hjælper nu Makedonien med at få en effektiv kontrol ved dets grænser. Samme hjælp kommer fra lande i Østeuropa – de såkaldte Visegrad-lande – med Ungarn i spidsen.
Desuden laver Østrig en aftale med Makedonien, Serbien, Kroatien og Slovenien: Asylansøgere skal registreres ved Makedoniens grænse. Alle dem, der vil til Nordeuropa, bliver fragtet i busser gennem disse lande til Østrig, der så sender dem videre til Tyskland.
På den måde undgår man, at asylansøgerne bliver hængende i Balkan-landene og skaber store problemer dér, når Østrig lukker af.
Voldsomt opgør forude
Så der er fuld gang i aktiviteter, der griber ind i Angela Merkels planer og øger asylpresset på Tyskland.
Merkel vil ikke give sig. Hun kæmper desperat for at skabe samling bag sin linje.
Men der er heller ingen udsigt til, at Østrig og de østeuropæiske lande vil give sig. De forsætter arbejdet med at styrke grænsen ved Makedonien og deres egne nationale grænser.
Et voldsomt opgør venter forude.