Tysklands store gamle forbundskansler mødes med Angela Merkels værste fjende i kampen om Europas asylpolitik

Talsmænd for forbundskansler Angela Merkel havde i går mandag svært ved at finde en grimasse, der ku’ passe.

 

Det skyldtes en historie i Bild om, at tidligere forbundskansler Helmut Kohl har inviteret Ungarns ministerpræsident Viktor Orbán på besøg i sit hjem i Ludwigshafen.

 

Helmut Kohl var manden, der stod for Tysklands genforening, og som i en årrække var den dominerende kraft i EU sammen med den franske præsident Francois Mitterrand. Et fyrtårn i tysk politik.

 

Det er stærkt opsigtsvækkende, at han nu tilsyneladende vil mødes med Viktor Orbán. Orbán er nemlig Merkels værste fjende i kampen om Europas asylpolitik.

 

Orbáns linje

Orbáns Ungarn byggede som det første EU-land et grænsehegn for at standse asylstrømmen. Og det virkede efter hensigten. Ungarn fik styr på asylproblemerne.

 

Orbáns holdning var og er klar:

 

De europæiske samfund vil blive ødelagt, hvis man giver los for en massiv asylstrøm fra specielt de muslimske lande.

 

EU’s ydre grænser fungerer overhovedet ikke. Derfor må de enkelte lande indføre en skrap grænsekontrol med lave lofter over, hvor mange asylansøgere man tager imod.

 

Denne holdning ligger også bag Orbáns meget aktive støtte til lukningen af Balkan-ruten. Således har Ungarn hjulpet Makedonien med at standse asylstrømmen ved grænsen mellem Grækenland og Makedonien.

 

Ligesom Orbáns politik i Ungarn har lukningen af Balkan-ruten i høj grad virket efter hensigten. Der kommer i dag langt færre asylansøgere op gennem Europa på grund af denne politik.

Læs også
Så galt kan det gå, når medierne går amok i politisk korrekthed

 

Opbremsningen i asyltallet begyndte, før EU og Tyrkiet indgik deres meget omtalte aftale. Allerede i februar dalede asyltallet.

 

Merkels linje

Merkels linje har stået i grel kontrast til Orbáns. Hun åbnede Tyskland og Europa for et enormt indtag af asylansøgere med sin ”velkommen-politik”. Samtidig har hun kun villet høre tale om fælles europæiske løsninger og ikke om skrap grænsekontrol i de enkelt lande.

 

Hun har forsøgt at få ophævet lukningen af Balkan-ruten. Men det er blankt blevet afvist af de involverede lande, som dermed har tilføjet Merkel et alvorligt nederlag.

 

Merkels kongstanke om en obligatorisk fordeling af asylansøgere på de forskellige EU-lande har mildt sagt heller ikke haft succes.

 

Hun vil nu forsøge at give indtryk af, at det dalende asyltal skyldes hendes aftale med Tyrkiet. Men det kan ikke skjule, at Orbáns linje på vigtige strækninger har vundet over hendes.

 

Læs også
EU-topmøde: Enten bevæger Europa sig nu mod en ny asylpolitik – eller også bevæger det sig mod kaos

Talsmænd

Derfor er det noget af en kold afvaskning til hende, at Helmut Kohl nu tilsyneladende vil mødes med Orbán. Forholdet mellem de to er blevet temmelig belastet, så Kohl har sikkert intet imod, at mødet vil genere hans efterfølger.

 

I forvejen har Merkel måttet lide den tort, at lederen af hendes søsterparti CSU, Horst Seehofer, tidligere har mødtes med den ungarske leder.

 

Den tyske regeringstalsmand, Steffen Seibert, forsøgte i går at virke helt afslappet over historien om Kohls gæst. Men irritationen slog alligevel igennem i en spids bemærkning om Kohls helbredstilstand:

 

”Det står selvfølgelig den forhenværende kansler frit for at vælge sine besøgende,” lød det. ”Vi glæder os, hvis hans sundhedstilstand gør det muligt at tage levende del i det politiske liv.” (Die Welt)

 

Generalsekretær Peter Tauber i Merkels parti CDU henviste næsten besværgende til, at ”Kohl er overbevist europæer”. ”Jeg er ikke i tvivl om, at han vil give passende tydeligt udtryk for denne holdning i enhver samtale, som han fører.”

 

Nervøsitet

Læs også
Østrigs regering under Sebastian Kurz overhaler Danmark med stramninger i udlændingepolitikken

Der er ikke ringeste tvivl om, at Kohl er overbevist europæer. Men det store spørgsmål er, hvad Kohl mener, at Europas bør gøre i den aktuelle situation.

 

Her sporer man en nervøsitet hos Merkels folk, Seibert og Tauber. I forvejen døjer Merkel med vælgernes kritiske holdning til hendes asylpolitik. Hvis Helmut Kohl så i en eller anden udgave viser forståelse for Viktor Orbáns linje, vil det være noget af et slag for kansleren.

 

Men foreløbig er der ikke sluppet noget ud om, hvad Kohl vil med mødet. Det finder ifølge Bild sted den 19. april.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…