Da præsident Obama besøgte Storbritannien tordnede han mod de britiske EU-modstandere og opfordrede i meget stærke vendinger til at stemme ja til EU ved folkeafstemningen den 23. juni.
Mens Obama var i landet, blev der gennemført to meningsmålinger i forhold til afstemningen. De giver et forskelligt udfald, men én ting er fælles for dem begge: EU-modstanderne er gået frem, efter at Obama gik til angreb på dem …
Det er ofte en meget dårlig idé, når udenlandske politikere prøver at fortælle en befolkning, hvad den skal stemme. Mange oplever det som utidig indblanding, som kun gør dem mere tilbøjelige til at gøre det modsatte.
Tidligere har der været tilsvarende eksempler, når EU-spidser har blandet sig i danske afstemninger. Men nu ved alle danske politikere, at den slags er en ret dum idé.
Inddragelsen af Obama i den britiske afstemning kan altså meget vel give bagslag.
Kirken har lavet en bøn
Men nu blander Gud sig også i afstemningen. Eller rettere sagt: Kirkelige kræfter prøver at inddrage ham på EU-tilhængernes side.
Church of England (den officielle kirke) har udformet en særlig folkeafstemnings-bøn!
I bønnen beder man om Guds støtte til at debattere folkeafstemningens emner ”med ærlighed og åbenhed”. Men man nøjes ikke med det.
Man beder også Gud om at give hans menighed ”generøsitet” og ”dømmekraft” i diskussionerne, sådan at ”vi kan arbejde for fred og det fælles bedste sammen med alle Europas folk”.
”Jeg troede, at Gud var neutral”
Det har fremkaldt en harmfnysende reaktion fra det konservative parlamentsmedlem Peter Bone, der går ind for at forlade EU. Han siger til Daily Mail, at det er ”skandaløst” at antyde, at Den Almægtige ville misbillige folk, der vil ud af EU. Bone føjer sarkastisk til:
”Jeg ville ellers have troet, at Gud var temmelig neutral i denne sag.”
På den katolske side har Vatikanet direkte tilkendegivet, at det gerne ser Storbritannien (UK) forblive i EU.
Kirkens forsøg på at påvirke briternes afstemning kan meget vel vise sig at være et selvmål, på samme måde som Obamas indblanding synes at være det.
Under alle omstændigheder er det principielt forkert, at religiøse handlinger såsom en bøn bliver brugt som et våben i en politisk strid. Lad frie borgere afgøre den sag uafhængigt af religionen.