De danske borgerlige partier er splittede i forhold til det store opgør i EU om asylpolitikken

Torsdag-fredag holder EU et topmøde, hvor meningen er, at man skal lave en stor asylaftale med Tyrkiet.
Bølgerne kan komme til at gå højt i forhandlingerne mellem EU og Tyrkiet. Men bølgerne vil nok gå mindst lige så højt mellem EU-landene indbyrdes. De er nemlig rygende uenige om asylpolitikken.
De borgerlige partier i Danmark står splittede i forhold dette store opgør i EU.
Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl har i dag placeret sig meget klart i den EU-lejr, der gør op med den tyske kansler Angela Merkels linje. Det gør han med sit krav om at lukke grænsen for alle asylansøgere, der kommer fra sikre lande. Et godt stykke ad vejen får Dansk Folkeparti følgeskab af Liberal Alliance og Konservative.
Venstre gør sig derimod umage for ikke at gå ind i en konfrontation med Merkel. Man kører en forsigtigt afventende holdning, hvor man udtrykker en vis forståelse for Merkels modstandere, samtidig med at man bestræber sig på at bevare et godt forhold til Merkel.
Men Lars Løkke kan havne i en vanskelig situation, hvis modsætningerne inden for EU for alvor kører op.
Merkels linje
Merkel taler hele tiden om en europæisk løsning på asylkrisen. Indtil videre har hun dog ikke haft meget held med at skabe en sådan løsning.
Der er stadig ikke styr på EU’s ydre grænser, og Merkels forsøg på at lave en fælles fordeling af asylansøgerne mellem EU-landene har været et rent flop. Nu er man endt med, at en sådan europæisk fordeling mellem landene kun skal være frivillig. Men dermed er det ret sikkert, at der ikke kommer meget ud af det.
Merkel satser nu på, at hendes “europæiske linje” omsider skal blive til noget i form af aftalen mellem EU og Tyrkiet. Tyrkiet skal tage de asylansøgere tilbage, som rejser til Grækenland. Til gengæld skal EU tage imod syriske asylansøgere fra Tyrkiet. Samtidig kræver Tyrkiet andre store indrømmelser, herunder visumfrihed til EU for tyrkiske borgere.
Der er dog stadig usikkert, om EU-landene kan blive enige med hinanden og med Tyrkiet om en sådan aftale. Og forslaget til en aftale har store, uklare punkter.
Merkels modstandere
Mens Merkels Tyskland har talt og talt om europæiske løsninger, har andre lande handlet. Østrig, en stribe lande på Balkan og østeuropæiske lande med Ungarn i spidsen har indført meget skrappe begrænsninger på antallet af asylansøgere.
Østrig og Balkan-landene har indført konkrete lofter for, hvor mange asylansøgere de vil tage imod. Det har medført, hvad man kalder lukningen af Balkan-ruten. Ungarn og andre i Østeuropa har næsten lukket deres grænser for ikke-vestlig indvandring.
Og det har virket. Takket være denne politik er asylstrømmen op gennem Europa blevet væsentligt reduceret. Merkel pralede forleden med, at asylstrømmen til Tyskland er blevet reduceret. Men hun glemte at fortælle, at det skyldes lukningen af Balkan, som hun er stærk modstander af.
Ungarns Viktor Orbán
Både Ungarn og Østrig har varmet godt op til topmødet.
Ungarns premierminister, Viktor Orbán, manede i en tale tirsdag til samling mellem de lande, der er imod
masseindvandringen. Altså de lande, der på eget initiativ har lukket af ved deres grænser.
Det kræver kamp mod EU-toppen, siger han: “Hvis vi vil stoppe masseindvandringen, må vi bremse Bruxelles.”
I det hele taget siger Orbán meget lige ud, hvad han mener: “Det er forbudt at sige, at den indvandring, vi nu oplever, bringer terror og er en trussel mod vores værdier, kultur og kristne traditioner.”
Østrigs Johanna Mikl-Leitner
Den østrigske regering kommer ikke med så kraftige ideologiske markeringer. Den koncentrerer sig først og fremmest om at få styr på tilstrømningen til Europa. Men her er den blevet særdeles skarp i mælet over for Merkel og hendes linje.
Den socialdemokratiske kansler Werner Faymann var tidligere meget politisk korrekt. Men det er nu helt gået af ham. Og ved sin side har han den borgerlige indenrigsminister Johanna Mikl-Leitner, som absolut ikke lægger fingrene imellem.
Hun har gjort det klart, at Østrig ikke kunne drømme om at opgive de lofter over asyltallet, som Merkel er så ond i sulet over.
Johanna Mikl-Leitner har også i skarpe vendinger advaret Merkel mod at lave en handel med Tyrkiet, som giver tyrkiske borgere visumfrihed til EU. Hun mener med rette, at det kan føre til en helt uoverskuelig indrejse af tyrkere, som ikke rejser hjem igen.
I det hele taget er der stor skepsis over for en aftale med Tyrkiet hos de lande, der har gennemført en skrap national grænsekontrol og lofter over asyltallet.
Det er for tidligt at vurdere, om deres modstand vil være stærk nok til at spærre for en aftale med Tyrkiet. Men der kan i hvert fald opstå en ganske dramatisk situation under forhandlingerne.
Borgerligt opgør herhjemme
Meget tyder på, at Merkel kan regne med Lars Løkke, når det gælder aftalen med Tyrkiet. Men det kan give Løkke nogle problemer herhjemme, hvor der slet ikke har været nogen reel politisk debat om denne aftale – til trods for dens meget store betydning.
Samtidig kan der komme et opgør i den borgerlige lejr omkring holdningen til at lukke grænsen for asylansøgere, der kommer hertil fra sikre lande.
Kristian Thulesen Dahl har nu foreslået en sådan lukning med opbakning fra Liberal Alliance og Konservative.
Venstre prøver at undgå en konfrontation om spørgsmålet. Man henviser til, at antallet af asylansøgere netop nu er forholdsvis beskedent. Her spiller både vintervejret og lukningen af Balkan-ruten ind.
Voksende pres på Løkke
Men holdningerne kan for alvor brage sammen i den blå lejr, hvis asyltallet begynder at tage fart, når vejret bliver mildere.
Løkkes tilbageholdende meldinger i denne sag hænger blandt andet sammen med, at han ikke har lyst til et sammenstød med Merkel. Af samme grund skal man ikke forvente, at han lægger sig på tværs af Tyrkiet-aftalen.
Men Løkkes problem kan blive, at Merkel har mistet grebet om både asylpolitikken og EU. Senest blev hun hårdt ramt af nederlaget ved delstatsvalgene.
Det er de kræfter i EU, som Thulesen Dahl knytter an til, der er i offensiven. Og deres holdninger vinder formentlig betydeligt gehør blandt de danske vælgere, specielt de borgerlige. Det kan sætte Løkke under voksende pres i asylpolitikken.

http://www.dailymail.co.uk/news/article-3493443/Hungarys-Viktor-Orban-sees-Brussels-plot-migrant-influx.html

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…