Kristendommen har været den altdominerende religion i Danmark i tusindvis af år. Mange tænker nok ikke så meget over det i det daglige, men kristendommen gennemsyrer vores land, vores ritualer, traditioner og flere af vores vigtigste samfundsbærende institutioner, og godt for det.
Men bliver det ved med at være sådan i Danmark? Desværre nej. Sådan ser det ihvertfald ud på nuværende tidspunkt, for der er ikke iblandt et flertal på Christiansborg, og desværre nok hellere ikke hos mange danskere den fornødne vilje til at værne om vore kristne kulturarv.
I Danmark og Europa har vi haft en stor tilstrømning af muslimske indvandrere og såkaldte flygtninge. De har ikke alene som gruppe været svære at integrere og omkostningstunge, de har også sat deres præg på den måde, som vi tænker på.
Der er for eksempel næppe mange, som vil nægte, at Muhammed-krisen i dén grad har sat sit præg på Danmark. Her ti år efter tør landets aviser ikke bringe tegningerne, og en ganske ny meningsmåling viser, at mere end ni ud af ti muslimer i Danmark tager afstand fra Muhammed-tegningerne.
De mener altså, at det var forkert af Jyllands Posten at bringe tegningerne. De forstår simpelthen ikke dansk ytringsfrihed og demokrati.
Det schweiziske flag passer ikke muslimerne
Danske juletraditioner er flere steder sat under pres, og ja, vi har endog oplevet, at muslimske grupper i Schweiz ville have landets flag skiftet ud med et andet. Det schweiziske flag er jo rødt med et hvidt kors i midten (lyder det bekendt?), og de pågældende muslimer mente så, at flaget overtrådte deres rettigheder som ikke-kristne borgere i landet.
Der er ingen tvivl om, at antallet af muslimer i Danmark spiller en rolle for det pres, som disse kan lægge på vore grundlæggende værdier og samfundsinstitutioner. Jo flere, der er her, desto større pres vil vi opleve. Det må vi anerkende og tage en reel debat om.
For hvis vi vil bevare både vore demokratiske spilleregler og vore kristne traditioner, og for mig, så udgør bl.a. kristendommen og folkestyret i forening en uundværlig del af fundamentet for vores nation, så skal vi være bevidste om at grænsen for, mange fremmede vi kan absorbere i samfundet, for længst er nået.
Den ikke-vestlige indvandring, herunder især den muslimske indvandring udgør en direkte fare mod landets sociale og kulturelle sammenhængskraft, for ikke at nævne vores velfærdssamfunds evne til at tage sig af de mest sårbare og socialt udsatte danskere.
Der er ganske enkelt ikke råd til det hele.
Ingen politisk vilje til at ændre kurs
Men der er til trods for regeringsskiftet og til trods for det nye politiske flertal ikke tilstrækkeligt med politisk vilje til afgørende at ændre den politiske kurs og gennemføre de nødvendige stramninger. Det er der bare ikke.
Det er desværre realiteterne, og det skal jeg være den første til at beklage.
Ikke bare Danmark, men hele Europa og den vestlige verden må gøre op med sig selv, om vi som danskere og europæere uden demokratisk og politisk kamp skal give op og acceptere en kurs, som på den lange bane med stor sandsynlighed vil betyde vore egne kulturers endeligt.
Det lyder dramatisk, men retningen er klar, og har været det igennem nogen tid. Nu må det stå klart for de fleste, at der skal politisk vilje og handlingskraft til. Jeg mener, at det vi gør i disse år vil definere hvilket Danmark vore efterkommere vil overtage.
Dansk Folkeparti vil en grundlæggende anden retning. Vi vil begrænse den ikke-vestlige indvandring, og vi vil omlægge asylpolitikken. Vi vil bruge vores mandater og danskernes flotte opbakning ved Folketingsvalget til få så meget af vores politik igennem, som det er muligt.
Desværre, og faktisk til min store overraskelse, for jeg havde forventet noget andet, så står Dansk Folkeparti på nuværende tidspunkt i dansk politik alene med ønsket om grundlæggende at ændre kursen ved at gennemføre stramninger med det formål at begrænse tilstrømningen især fra de ikke-vestlige lande.
Vi har brug for en åben debat
Ord alene kan ikke gøre det, og selvom de allerede vedtaget asylstramninger har haft en effekt, og der er vedtaget indfødsretsstramninger, så er det bare ikke nok. Langtfra. Derfor arbejder vi også på i de nuværende finansforhandlinger at stramme yderligere op i forhold til regeringens udlændingeudspil.
Men spørgsmålet er altså: Vil regeringen og Folketinget kæmpe for Danmark?! Hvis nej, så må vi have en åben, ærlig og fordomsfri diskussion om, hvor det er, vi er på vej hen, og hvordan flertallet i Folketinget kan forsvare denne kurs.
Martin Henriksen (DF), MF og Formand for Folketingets Udlændinge-, Integration- og Boligudvalg.
