I 2014 modtog Tyskland 200.000 asylansøgere. I år forventes antallet at blive op mod 500.000. Altså langt over en fordobling. Alene i juli ankom 79.000 tusind.
Det er baggrunden for, at landets socialdemokratiske vicekansler Sigmar Gabriel mandag kraftigt opfordrede andre EU-lande til at tage en større del af asylbyrden. (Bild)
40 procent af alle asylansøgere til EU kommer til Tyskland. Måler man det i forhold til indbyggerantallet modtog Tyskland fjerdeflest asylansøgere inden for EU i årets første kvartal – efter Ungarn, Sverige og Østrig. Danmark ligger også højt på listen.
Det stadig voldsommere asylpres gør den tyske regering mere og mere nervøs. Man frygter, at befolkningen for alvor vil begynde at protestere mod udviklingen.
Udlændingepolitik er et meget tabubelagt emne i Tyskland på grund af landets fortid. Presset for at opretholde den politiske korrekthed er stærkt. Man gør alt for at undgå en bred, åben debat.
Men det rumler i den tyske befolkning.
En meget interessant måling
En aktuel EU-måling viser, at EU-borgerne nu ser indvandringen som det største problem for EU. I gennemsnit 38 procent af landenes befolkninger placerer indvandringen som en af de to vigtigste udfordringer. Væsentligt færre nævner den økonomiske situation og arbejdsløsheden.
Blandt danskerne peger 50 procent i undersøgelsen på indvandringen som den største udfordring. Vi bliver dog her overgået af tre lande: Malta er nummer et, Estland nummer tre. På andenpladsen ligger … Tyskland. (Politiken/Eurobarometer)
Fredelige almindelige tyskere
Der tales meget om Tysklands problemer med højreekstremistiske grupper, som blandt andet har angrebet asylcentre, herunder med brand og skud. Det er også en alvorlig sag.
Men vicekansler Sigmar Gabriel, kansler Angela Merkel og hele den tyske elite får i stigende grad at mærke, at problemerne langt fra kan indsnævres til disse rabiate kredse.
Når flertallet af fredelige, almindelige tyskere nu anser indvandringen for EU’s største udfordring, har den politiske korrektheds vogtere et problem af helt andre dimensioner.
Sådan ser det ud for Helga Broeker fra Hamborg
Det britiske Channel Four News har lavet denne tv-reportage om Tysklands reaktioner på det voldsomme asylpres.
En del af reportagen drejer sig om, hvordan de tyske myndigheder håndterer de praktiske problemer med de mange asylansøgere. Men journalisten går også ind på, hvad befolkningen siger til situationen.
Reportagen tager afsæt i en almindelig borger, Helga Broeker fra Hamborg. Hun følger, hvordan soldater er ved at rejse telte, der skal huse 500 asylansøgere, i et anlæg lige op ad hendes hus.
Journalisten spørger hende, hvad hun siger til dette. Hendes svar er formentlig dækkende for mange tyskere.
Det er tydeligvis vigtigt for hende at være et pænt og anstændigt menneske. Derfor understreger hun, at man selvfølgelig er nødt til at gøre noget for at huse de asylansøgere, der kommer.
Så føjer hun til: ”Men det er jo et ekstremt stort indgreb, når man bor så tæt på.”
Helga Broeker er bestemt ikke typen, der går på barrikaderne. Men hun gør sig sine tanker. En utryghed melder sig. Måske begynder hun på et tidspunkt at vise en mere åben utilfredshed.
En politiker advarer
Et fremtrædende tysk medlem af Europa-Parlamentet, kristendemokraten Elmar Brok, beskriver situationen i reportagen:
I dag har ingen indvandringskritiske partier i Tyskland nogen større vælgeropbakning, siger han. Men hvis befolkningen begynder at få det indtryk, at politikerne i Tyskland og EU ikke længere har kontrol over situationen, vil man i Tyskland få mere alvorlige problemer, der ligner, hvad man allerede ser i andre EU-lande.
Hver dag ankommer 200-300 nye asylansøgere til Tyskland. Alt tyder på, at presset kun vil blive forstærket.
Derfor bliver regeringen mere og mere nervøs.
(Channel Four News, Bild, The Local)