Så kom finansloven omsider i hus. Specielt den sidste del af forløbet har været noget uskønt på grund af roderiet med boligydelsen til de ældre.
Først blev man enige om et forslag, som så viste sig at rumme større problemer for ældre med små midler, end i hvert fald Dansk Folkeparti havde forestillet sig.
Så var der en masse frem og tilbage om, hvem der havde ansvaret for det. Havde Finansministeriet givet misvisende oplysninger? Havde Dansk Folkeparti sovet i timen? Eller begge dele?
For at det ikke skulle være løgn, sluttede det hele af med endnu et problem: Udbetaling Danmark har sendt de beløb ud til de ældre, som lå i det oprindelige forlig, der nu bliver ændret. De får således forkerte tal. Det er sket, uden at de involverede politikere har vidst det.
Journalistisk Venstreparti oppe at køre
Nej, smukt og harmonisk har det ikke ligefrem været.
Alligevel har Løkke, Hjort, Thulesen og de andre i blå blok ingen grund til panik. Roderiet får næppe den store betydning i forhold til vælgerne.
Vælgerne tager det ret roligt, især her midt i juletiden. Det er Journalistisk Venstreparti, der har været helt oppe at køre.
De elsker at tale om det politiske spil og de konflikter, der opstår i den forbindelse. Og de går helt i selvsving, når det er de blå partier, der klumrer rundt.
Journalisterne på TV2 News har med røde kinder kørt næsten minut for minut dækning, mens vælgerne har været ude at købe julegaver.
Vælgerne går ikke så meget op i proces. De går mere op i holdninger og resultater. Det rodede forløb vil snart være glemt, og så vil regeringen og dens forligspartier blive bedømt på, om vælgerne synes, at resultatet i sidste ende virker socialt rimeligt.
Hjort har tre problemer
Men sagen om boligydelsen afspejler jo, at regeringen har vanskeligheder med at få de økonomiske ender til at mødes. Det kan give betydelige vanskeligheder, også i forhold til vælgerne.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen må som mange af sine forgængere konstatere, at han står med tre problemer: Indtægterne er for små. Udgifterne er for store. Og der er politisk uenighed om, hvad der skal gøres.
Den tidligere, røde regering pumpede de offentlige indtægter op med kunstige midler. Man lavede den såkaldte pensionsfinte, hvor man fremrykkede beskatningen af kapitalpension og dermed fik hurtige penge i kassen.
Men nu er det slut med den leg. De lette penge er der ikke længere. Og den økonomiske vækst buldrer jo ikke ligefrem derudaf trods lave oliepriser, så heller ikke det kan løse finansministerens problemer med at finde finansiering.
I stedet får den lidt ekstra på skattetrykket, og det var jo ikke meningen.
Samtidig stiger udgifterne. Ifølge regeringens økonomiske redegørelse fra sidste uge, vil det offentlige forbrug vokse med hele 0,8 procent i 2016 – tidligere regnede man kun med 0,3 procent.
En væsentlig del af årsagen er de stigende asyludgifter. De kan endda meget vel komme til at vokse yderligere, hvis Danmark ikke får styr på sine grænser og dermed på tilstrømningen.
Uenighed
Endelig gør det livet sværere for Claus Hjort Frederiksen, at blå blok er sammensat af partier, der ser ret forskelligt på den økonomiske politik.
Liberal Alliance og Konservative trækker i retning af besparelser og skattelettelser. Dansk Folkeparti trækker i retning af øget offentlig velfærd. Venstre skal så som regeringsparti forsøge at strikke en fællesnævner sammen på den baggrund.
Problemet illustreres i den aktuelle situation: Liberal Alliance og Konservative vil lempe den såkaldte udligningsskat for velstående pensionister. Dansk Folkeparti vil skaffe flere offentlige penge til ældre med lavere indkomster.
Den store eksamen
De aktuelle problemer med boligydelsen til ældre kan meget vel vise sig at være et mindre forspil til langt større problemer, når der skal forhandles skattelettelser til foråret.
For Venstre-regeringen vil det være afgørende at få gennemført skattelettelser. Tanken er, at disse lettelser især skal falde i bunden, men at der også skal være plads til lettelser i topskatten.
Det er ikke bare afgørende, fordi Venstre sammen med Liberal Alliance og Konservative principielt ønsker skattetrykket ned. Det er også forudsætningen for, at der bliver arbejdet mere i det danske samfund.
En større arbejdsstyrke og en større arbejdsindsats er ubetinget nødvendig, hvis Danmark skal have mere gang i væksten. Det er de blå partier enige om.
Men foreløbig har det blå flertal ikke leveret på dette nøglepunkt. Så man kommer til noget af en eksamen til foråret.
Hvis de blå partier ikke klarer den eksamen, vil de få langt større problemer end roderiet med boligydelsen.