Som mange danske familier elsker Amjed Farooq Afsal, hans kone og datter, at tage på stranden når det er sommer og varmt i Danmark.
Så de pakker ofte tasken med håndklæde, badebukser og badedragt.
Men hvis man har anden etnisk baggrund end dansk, så skal man åbenbart være forberedt på at blive antastet, hvis man som kvinde hopper i en badedragt som alle andre normale strandgæster. Det fortæller Amjed Faroog Afsal i et læserbrev i Amagerbladet:
Både i juli og august har min familie og jeg været på Amager Strandpark flere gange for at bade, når det har været varmt. Jeg har badet iført badebukser og min kone og datter har badet iført ganske almindelige badedragter. Vi har lagt mærke til, at nogle gange har der siddet en muslimsk kvinde med tørklæde og lang frakke længere nede ad stranden. Hun har ofte siddet og kigget meget grundigt på os. Vi har også selv en anden etnisk baggrund end dansk. En søndag eftermiddag kom den samme kvinde løbende hen imod min kone og datter på stranden, og hun standsede op foran min kone. Med vred stemme sagde hun:
Hvad bilder du dig ind som muslimsk kvinde at gå rundt på stranden hver dag uden tørklæde og bade kun iført badedragt i vandet?
Herefter spørger det forundrede par:
Kan det virkelig være rigtigt, at der løber mennesker rundt på stranden og leger ‘islamisk politi’ i Danmark?
Det er Uriasposten.dk som har fundet frem til læserbrevet i Amagerbladet. Det kan læses HER side 27.
Det er en pligt at retlede muslimer på afveje
Man kan godt forstå, at Amjed og hans kone undrer sig over, at møde holdninger, der hører hjemme i Iran, Saudi-Arabien eller Islamisk Stat, på en offentlig strand ved Amager.
Men sådan er det ikke længere. I dag er der ikke så få rettroende muslimer i hovedstadsområdet.
Og hvis man er rettroende muslim, så tager man islams påbud om at retlede andre meget alvorligt. Kvinden der antastede Amjeds kone var tydeligvis meget fornærmet på islams vegne, ellers havde hun ikke tiltalt hende som ”muslimsk Kvinde”.
Derfor har man i flere muslimske lande et ”religiøst politi” som skal sikre en påklædning og adfærd i overensstemmelse med islam.
I takt med, at der er kommet flere muslimer i Europa, kan man også her opleve et ”religiøst politi”. Noget ikke-muslimer også kan få at føle.
Denne form for religiøst politi optræder nu også i europæiske byer, hvor der er muslimske parallelsamfund. mange Europa
Det er nødvendigt at sige islamisterne imod
Det er sejt, at Amjed og hans kone valgte at dele deres oplevelse med offentligheden, de fleste vælger at holde mund af frygt for at falde i unåde.
For øjeblikket strømmer det til Danmark og Europa med muslimer, som langt hen af vejen ser ud til at gå meget op i deres tro. Mange af kvinderne, måske de fleste, lever fuldt op til kravet om tildækning, det kan man se på de billeder, medierne bringer.
Og mændene er hurtige til at finde moskéerne, det var erfaringen, da Den Korte Avis spurgte deltagerne i en demonstration i Aarhus.
Det betyder, at Amjed og familie næppe har mødt den sidste revsende islamist på stranden. Hvor omfattende det udmønter sig, det har vi i vente.