I flere bidrag i Den Korte Avis har jeg harceleret over snakkekulturen, som medfører en masse informationstom støj. Men jeg har ikke prøvet at give anvisninger til at bekæmpe denne støj.
Det kan man nok ikke. Heinrich Böll har i en novelle fra 1958 beskrevet, hvordan en radiomedarbejder prøver at lindre sine aversioner mod uafbrudt snakkende kollegaer. Novellen hedder Dr. Murkes gesammeltes Schweigen (Dr. Murkes samlede tavshed).
Dengang havde man båndoptagere. Dr. Murke samler på brudstykker i radiooptagelser, hvor en eller flere deltagere er tavse. Han lytter til optagelserne og klipper de båndstykker ud, hvor intet bliver sagt. Disse båndklip bliver så klæbet sammen, så han kan tænde for båndoptageren for at høre tavshed.
På naturlig vis har han dog kun fået tre minutters tavshed og beder derfor en veninde om at tie, mens han lader båndoptageren optage yderligere tavshed. Veninden har store problemer med denne opgave, som hun anser for at være ligefrem pervers. Hun laver vrøvl flere gange til stor fortrydelse for Dr. Murke, der – som han siger – nu får en masse arbejde med at klippe det talte væk.
I dag havde det været en næsten umulig opgave
Hvad mon Dr. Murke havde gjort i dag? Han havde selvfølgelig ikke brugt en båndoptager, men sandsynligvis en mobil til sine optagelser. Men mon ikke Dr. Murke ville undgå andre former for kommunikationsstøj?
For nylig spiste jeg på en restaurant. Ved bordet ved siden af sad der tre unge piger, som ganske vist ikke sagde ret meget, men alle tre trykkede flittigt på hver sin mobil. Jeg tror ikke, at Dr. Murke havde været tilfreds med den tavshed, som var mere fremmedgørende end normal snak. De snakkede også, bare digitalt, muligvis endda med hinanden.
Kommunikationsstøj opstår således ikke udelukkende, når nogen taler. I mange taxaer i Kina findes der en billedskærm foran bagsædet. Herfra kommer der en lind strøm med reklameklip. Billedet kan man ikke slukke for, men lyden kan godt trykkes væk for to minutter ad gangen. Dr. Murke ville i dag ikke kun samle tavshed, men også optagelser fra rum uden løbende billeder.
Jeg har ganske vist stor sympati for Dr. Murkes behov for at samle på snakkepauser. Selv ville jeg dog, hvis jeg skulle samle på fravær af kommunikationsstøj, samle på optagelser i butikker og restauranter, hvor der ikke kører en uendelig strøm af amerikansk popmusik, hvor kvinder skriger i stedet for at synge. (Sandsynligvis kan de slet ikke synge.) Og så ville jeg kun handle i discountbutikkerne (Aldi, Netto, Fakta osv.). Her – i modsætning til de store og dyrere butikker – slipper man for musikstøjen.
Værre er det med restauranter, hvor Dr. Murke vil få svært ved at optage musikstilhed. Det samme gælder også for morgenmaden på hoteller, hvor man ofte får en diskotekstemning i stedet for fred og ro tidligt om morgenen.
Dr. Murke ville spare megen tid, hvis han kunne få lister med musikfrie hoteller og restauranter. Jeg ville i øvrigt henvende mig til ham for at låne listen. Den ville være god at have.