Politikere ligger langt nede på listen over persongrupper, som et flertal af danskere har tillid til. Det viste en undersøgelse for nogle år siden. Hvis der før EU-valget var blevet lavet en ny tilsvarende undersøgelse, ville denne gruppe nok være kommet endnu længere ned på tillidslisten.
Politikere lyver; politikere bedrager; politikere siger ikke det, de mener, men det, der efter deres mening giver flest stemmer ved et valg. Det mener mange, men vi ved kun i ret få tilfælde med sikkerhed, at politikere har løjet eller bedraget.
Afslørende sprogbrug
Men politikere kan ikke løbe fra deres sprogbrug, som kan være yderst afslørende. Jeg må her nøjes med at henvise til to eksempler, for det skal jo være et bidrag til Den Korte Avis. I begge tilfælde er det de kun tilsyneladende uskyldige adjektiver og adverbier, der er afgørende og afslørende.
Helle Thorning Schmidt sagde i begyndelsen af maj IKKE følgende om Se- og Hør-sagen:
- Når vi har fået helt opklaret, hvad der er foregået i Nets, så vil det give anledning til, at vi her i Folketinget skal se på, om der er behov for yderligere initiativer for at sikre, at vores oplysninger sikres korrekt.
Denne version ville være en troværdig udtalelse. Thorning fastslår, at der foreligger et alvorligt problem. Det skal, sådan læser jeg denne udtalelse, tages op i Folketinget.
Afslørende småord
Men det sagde Thorning ikke. Hun brugte to småord (”selvfølgelig også”), som ikke forstærker, men relativerer udtalelsen til at blive en uproblematisk selvfølgelighed:
- Når vi har fået helt opklaret, hvad der er foregået i Nets, så vil det selvfølgelig også give anledning til, at vi her i Folketinget skal se på, om der er behov for yderligere initiativer for at sikre, at vores oplysninger sikres korrekt.
Når man tilføjer ”selvfølgelig”, udtrykker man også, at det faktisk ikke er en virkelig alvorlig sag, men at vi hurtigt efter et lille selvfølgeligt mellemspil kan glemme den og gå videre med den normale dagsorden.
En tilsvarende sprogbrug anvendte Helle Thorning også her i begyndelsen af maj, da sagen om ministeriets konstruerede ”nødløgne” kørte:
- Det ændrer ikke det grundlæggende, som er, at selvfølgelig skal Folketinget have korrekte oplysninger.
Nej, uden brug af ”selvfølgelig” havde udtalelsen været mere overbevisende.
Uproblematisk
Det næste eksempel er et med en lidt mere raffineret sprogbrug og argumentation. Det er dog på samme vis, som vi så det hos Thorning: en udglattende udtalelse, der beskriver et handlingsforløb som naturligt, reaktionen som uproblematisk. Her tilføjes der dog, at den, der ikke synes, at forklaringen holder, forlanger noget, som er uanstændigt.
Det drejer sig om Venstres betaling for rygerengøring af Lars Løkkes hotelværelse. Her prøver Claus Hjort Frederiksen at redde situationen, men gør den bare værre, når han forklarer:
- Helt ærligt, Venstres formand skal ikke stå i porten og ryge efter at have været 16 timer på landevejen. I en stresset kampagne er det for mig helt uproblematisk, at vi lige må betale for, at der bliver luftet ud på det hotelværelse.
For at være helt sikker på, at alle forstår det uproblematiske, bygger Claus Hjort et moralsk aspekt ind i argumentationen, så ingen vil kunne tillade sig at være uenig:
- Skulle vi som parti sige, at du må bare stille dig ned i porten. Altså, jeg synes, det er uanstændigt.
Senest her ryger kæder af i iveren efter at forsvare partiets formand. Det uanstændige består i at ryge på et ikke-ryger-hotelværelse. For også efter en udluftning stinker der stadigvæk af røg til gene for den næste gæst, som måske tilmed slet ikke kan tåle røg.
Det, de ikke siger
Hvorfor siger Helle Thorning ikke følgende: ”Regeringen har gjort en fejl. Det vil ikke gentage sig. Embedsmænd og ministre må ikke lyve.” Og selvfølgelig uden brug af ”selvfølgelig”.
Og hvorfor siger Claus Hjort ikke: ”Venstre har gjort en fejl. Vi havde bestilt et ikke-ryger-værelse til rygeren Lars Løkke. Det vil vi ikke gøre for eftertiden. Desuden kan jeg oplyse, at Lars Løkke i fremtiden kun vil ryge på værelser, hvor dette er tilladt.” Så kunne han have undgået den uanstændige henvisning til egen og Venstres anstændighed.
Politikere kunne stige på tillidens rangliste, hvis de i højere grad stod ved deres fejltagelser og ikke prøvede at dreje dem om til en selvfølgelighed eller anstændighed.
