I 1993 stemte danskerne ja til Maastricht-traktaten med de fire danske EU-forbehold, herunder også forbeholdet vedrørende unionsborgerskabet.
Danskerne ønskede ikke, at EU-borgerskabet skulle udvikle sig til noget, der svarede til eller kunne træde i stedet for det nationale statsborgerskab.
Snydt i 1997
I 1997 blev det skrevet ind i EF-traktaten. Her blev det også indføjet, at det alene er et lands egen lovgivning, der bestemmer, hvorvidt der kan opnås statsborgerskab i landet.
Dermed blev den danske særforståelse af statsborgerskabet ophøjet til EU´s fælles forståelse – sagde man.
Dermed prøvede man at få det til at se ud som om Danmarks EU-forhold var overflødigt, fordi det jo nu stod i traktaten. Men Danmarks EU-forbehold handlede ikke kun om, hvem der havde ret til at sætte en borgerskabsetikette på en person. Det handlede – eller burde handle om – Danmarks suveræne ret til at afvise, at EU under henvisning til EU-borgerskabet kunne kræve, at Danmark forærede udenlandske EU-borgere på linie med danske statsborgere.
Som om EU-borgerskab kunne erstatte dansk statsborgerskab.
Som en konsekvens af denne manøvre har vi siden til hudløshed hørt danske politikere sige, at Danmarks forbehold over for EU-borgerskab ikke længere har nogen praktisk betydning.
Men dette er et falsum.
Et kæmpesvigt: Forskellen skulle udviskes
For sagen er, at danske EU-positive politikere overhovedet aldrig har villet forsvare over for EU, hvad vort EU-forbehold vedrørende statsborgerskab af gavn betyder principielt, praktisk og indholdsmæssigt.
Et dansk statsborgerskab var for disse politikere kun en tom statsadministrativ etikette, som kunne hæftes på en person.
Er man blevet dansk statsborger, så er man også blevet EU-borger.
Og hvad det praktisk og indholdsmæssigt betyder at være EU-borger, bestemmer alene EU i alle EU-lande ud fra EU-rettens principper om europæisk integration, arbejdskraftens frie bevægelighed og ligestillingen af EU-borgere.
Sådan gjorde danske politikere – bedragerisk eller naivt – hele spørgsmålet om Danmarks EU-forbehold vedrørende statsborgerskab til alene et spørgsmål om form uden indhold.
Med andre ord: EU-landene har alene retten til rent administrativt at tildele et nationalt statsborgerskab – en ren bureaukratisk kompetence. Men EU bestemmer borgerrettens indhold – på alle områder. Kan man i dagens danske politik forestille sig noget større nationalt svigt og noget større bedrageri end dette over for den danske befolkning og de danske værdier?
Det danske statsborgerskabs betydning
Et dansk statsborgerskab er det danske nationale fællesskabs redskab til at fastholde, at der er værdier, der alene tilhører og suverænt forvaltes af dette nationale fællesskab uden udenlandsk indblanding. Danmark og danske værdier er ikke et tag-selv-bord for alverdens mennesker.
Dansk statsborgerskab er et udtryk for et særligt nationalt ejerskab, en særlig forret til ejerskab.
Derfor har vi det danske EU-forbehold vedrørende dansk statsborgerskab. Med dette forbehold har den danske vælgerbefolkning selv sat en grænse for EU.
For danskerne ville det være en katastrofal ophævelse af Danmarks suveræne ret til selv at bestemme over Danmarks økonomiske, kulturelle og sociale værdier, hvis udlændinge gennem et EU-borgerskab, hvis praktiske indhold Danmark ikke var herre over, kunne forlange del i alle Danmarks goder på lige fod med danskerne selv.
Det er det der nu svigtes
Men nu afsløres danske folketingspolitikere stadigt tydeligere i det bedrageriske spin, de selv har viklet Danmark ind i.
Danmark har store problemer med at fastholde en særlig dansk lovgivning om for eksempel børnepenge, dagpenge, SU og andre sociale ydelser og samfundsmæssige goder. De goder, som mange steder i dansk lovgivning – eksplicit eller underforstået – kun gives på betingelse af dansk statsborgerskab. Men som gennem de sidste årtier ved utallige danske lovtilføjelser også skal tildeles udenlandske EU-borgere, når disse efter EU-retten skal sidestilles med danske borgere.
For EU sidder med magten til at definere, hvad et borgerskab betyder. Og EU fører en offensiv strategi for at implementere EU-borgerskabet i alle EU-lande i konfrontation med det nationale statsborgerskab. Det danske statsborgerskab undertrykkes.
Danmarks EU-forbehold vedrørende statsborgerskab skal håndhæves over for EU. Og håndhæves som udgangspunktet for Danmarks samarbejde med Europas lande.
For der SKAL være forskel
Danskerne ejer Danmark.
Der skal derfor sættes grænser for, hvad EU med begrebet EU-borger kan tvinge Folketinget og Danmark til. Gør vi ikke det, er et dansk statsborgerskab i praksis aldeles indholdsløst i forhold til EU-borgere. For så kan man som EU-borger få alt det i Danmark, som EU har bestemt, at en EU-borger skal have.
Det var ikke meningen med Danmarks EU-forbehold. Danmark bør overalt i dansk lovgivning, hvor det er relevant, fastsætte, hvor og i hvilket omfang det eksklusivt kræver dansk statsborgerskab at opnå goder og rettigheder i det danske samfund. Herunder for eksempel sociale ydelser.
Der er forskel på at være dansk statsborger og EU-borger. Ikke kun af navn, men af gavn. Det siger vort EU-forbehold.
Det er denne konfrontation, som danske politikere må tage med EU, selv om en sådan konfrontation vil og skal inddrage væsentlige områder af EU-retten. Tager vi ikke et sådant opgør, vil i længden intet af det, der tilhører Danmark, være forbeholdt danskerne – hverken jord, fast ejendom, sommerhuse, skatter, sociale ydelser eller nogen danske goder.
For så vil en europæisk allemandsret blive dominerende i Danmark, og danskernes førsteret til alt i Danmark være borte for stedse. Alt, hvad der findes og er oparbejdet af værdier og traditioner i det danske samfund gennem vores fælles historie, vil forsvinde bort i et paneuropæisk fælleseje. Er det virkelig det, vi vil?
Optjeningsperiode, skattefradrag, fast bopæl i landet, indeksering af sociale ydelser, osv. – hvad skal vi med alle disse opfindsomme og panikagtige forslag for at omgå EU´s krav om børnepenge til udlændinge, når vi som førsteprincip blot kan hævde denne eksklusive betingelse ene og alene: dansk statsborger!
Det er politikerne selv, der er problemet
Og selv fastsætte rimelige og gæstfrie undtagelser derfra. Hvad bliver det næste EU-krav, vi skal omgå ved udspekulerede lovfinurligheder, når vi dog blot kan tage slagsmålet med EU og sige: Vi bestemmer, hvad dansk statsborgerskab betyder. For vores EU-forbehold betyder, at EU-borgerskab ikke erstatter eller sidestilles med dansk statsborgerskab.
Danmarks problem er derfor ikke, at udviklingen i EU skulle have gjort vort EU-forbehold vedrørende det nationale statsborgerskab betydningsløst. Problemet er heller ikke, at der skal opfindes finurlige og lovteknokratiske krumspring, for at bringe dansk lovgivning om vore sociale ydelser og nationale goder ud af konfrontation med EU´s opfattelse af, hvad Danmark skal forære alle EU-borgere.
Problemet er, at Danmark ikke vil hævde vort EU-forbehold. Problemet er vore egne politikere.
Jens Kristian Bech Pedersen er cand. theol. og pensioneret oberstløjtnant
