To torpedoer mod den politisk korrekte fanatisme i Sverige

Europas fiasko med at integrere indvandrere vil få katastrofale følger. Så dramatisk et fremtidsperspektiv bliver oprullet af en mand, der regnes blandt verdens mest indflydelsesrige intellektuelle.

 

Niall Ferguson, hedder han. Han er brite og historieprofessor på det amerikanske eliteuniversitet Harvard, har skrevet en række bestsellers og er flittig gæst i medierne. Og så er han i øvrigt gift med en anden kendt profil: Ayaan Hirsi Ali, den somalisk fødte samfundsdebattør.

 

”Jeg tror ikke, at der findes noget, som gør mig mere urolig,” sagde Ferguson for nylig til det svenske tidsskrift Neo om den europæiske indvandringspolitik.

 

Dybere kløfter, mere vold

Han frygter især, at konflikter mellem etniske grupper vil komme ud af kontrol, og at volden vil brede sig. Og han kritiserer skarpt den europæiske elites fatale fejltagelser:

 

”Det, som er særlig forbløffende for mig, er, hvor uformående den europæiske elite er til at håndtere dette. Og de vanvittige forsøg på at stigmatisere dem, som forsøger at tage problemet op. De bliver udpeget som islamofober og racister.”

 

Ferguson peger blandt andet på Sveriges store problemer med masseindvandringen:

 

”Når jeg ser, hvordan europæiske byer har udviklet sig, ser jeg udelukkende problemer foran os. Og, du ved, det vi så i Stockholms forstæder for nylig er bare et meget begrænset eksempel på den type af problemer, som vi vil få i de store byer fremover. Tænk bare på Paris.”

 

Økonomisk forfald og kultursammenstød går hånd i hånd: ”Vi skaber multietniske byer i multikulturalismens navn, og i takt med, at disse byer får større problemer med deres økonomi, bliver kløfterne dybere.”

 

Svensk økonomis nestor

Der er en slående lighed mellem dette fremtidsperspektiv og så det, der tidligere på året blev oprullet af et andet akademisk koryfæ. Det drejer sig om ”svensk økonomis nestor”, professor Assar Lindbeck.

 

I Sverige er Lindbeck ikke mindst kendt som manden, der stod i spidsen for den kommission, som i 1993 fik vendt den kriseplagede svenske økonomi med sine forslag. Dette vendepunkt mærkes den dag i dag i Sveriges succesrige økonomi.

 

Assar Lindbeck ser med lige så stor bekymring på indvandringens konsekvenser for Sverige som Niall Ferguson. Han tager udgangspunkt i sit eget fagområde, økonomien.

 

”Sverige er ikke rustet til en stor indvandring”

I det svenske radioprogram Ekonomiekot blev han spurgt til, hvor han især så problemer for svensk økonomi.

 

”Sverige er ikke rustet til en stor indvandring,” svarede han. Her ligger måske det største problem for fremtidens svenske økonomi, lod han forstå. Han udmalede et kollaps, hvis Sveriges rekordstore indvandring får lov at fortsætte.

 

Der vil ikke være arbejde og boliger til de mange indvandrere, slog han fast. Dette skal ses på baggrund af, at et massivt antal indvandrere kommer fra ikke-vestlige lande og har meget ringe forudsætninger for at begå sig i et samfund som det svenske.

 

Politisk korrekt fanatisme

Som gode intellektuelle betjener Assar Lindbeck og Niall Ferguson sig af rationel argumentation for at gøre opmærksom på den førte indvandringspolitiks ødelæggende konsekvenser.

 

Lindbecks udtalelser drejer sig specielt om Sverige. Ferguson taler om den bredere europæiske udvikling, men han peger naturligt nok blandt andet på Sverige, der suverænt har Europas største tilstrømning af flygtninge og indvandrere.

 

Men denne form for vidensbaseret, rationel argumentation støder i Sverige mod en mur af følelsesladet, politisk korrekt fanatisme.

 

Det er en form for fundamentalisme, der ensretter den svenske elite.

 

Som Ferguson er inde på, giver den sig udslag i grove, ja, hadefulde anklager for ”fremmedfjendskhed”, ”racisme” og ”islamofobi” mod folk, der insisterer på, at Sverige har kolossale problemer med indvandringen, som man er nødt til at diskutere.

 

Et forspil til, hvad der venter

Volden breder sig i de svenske byer. Tidligere på året kom der så en større eksplosion i Stockholms forstæder. Men det er formentlig kun et mindre forspil til, hvad der venter – sådan som både Niall Ferguson og Assar Lindbeck frygter.

 

De to intellektuelle kæmper advarer i de stærkest tænkelige vendinger mod udviklingen. Men størsteparten af Sveriges politiske og meningsdannende elite vil ikke vide af kritiske intellektuelle, når det gælder den hovedløse indvandringspolitik.

 

Dette skønne land på den anden side af Øresund holdes i et jerngreb af den politisk korrekte fanatisme. Det ligner mere og mere en uafvendelig tragedie.

 

Del på Facebook