Kors! TV-studievært offer for politisk korrekt vanvid

Siv Kristin Sællmann er studievært på norsk TV (NRK – svarende til DR). Hun har i flere tilfælde, når hun var på skærmen, båret en halskæde med et kors som smykke. Men nu er det slut.

 

For nogle uger siden fik hun af sin redaktør at vide, at hun skulle tage korset af. Der var blevet klaget over det, blev der sagt – uden at det dog blev oplyst, hvem og hvor mange der havde klaget.

 

Redaktøren, Anders Sårheim, forklarede forbuddet med, at nyhedsværter skal være klædt neutralt, og derfor bliver de opfordret til at undgå smykker med religiøs eller politisk betydning.

 

Sagen er et skræmmende eksempel på, hvor langt ud i vanviddet den politiske korrekthed kan komme.

 

Skal flaget også væk fra TV?

TV-redaktøren har været så forhippet på at vise sit korrekte sindelag, at han har tabt hovedet og rodet rundt i begreberne.

 

Det er helt naturligt, at en TV-station har den rettesnor, at studieværter ikke skal bruge skærmen til at bedrive religiøs eller politisk agitation gennem deres påklædning eller på anden vis.

 

Men det er absurd at begynde at udråbe det at bære kors som et almindeligt smykke til at være religiøs agitation.

 

Korset er en afgørende del af norsk og dansk historie. Derfor optræder det med god grund i mange sammenhænge – herunder sammenhænge, som intet har med religiøs agitation eller missionsvirksomhed at gøre.

 

Hvis korset skal fjernes fra TV, vil det fremover også være slut med at vise det norske (eller det danske) flag på skærmen.

 

Historie og kultur

Folk som redaktør Sårheim ville da måske også være parate til at forbyde det norske flag i deres udsendelser. Men det vil nordmændene med sikkerhed ikke.

 

For dem er flaget med korset ikke en del af en religiøs missionsvirksomhed. Det er derimod et nationalt samlende symbol, som betyder meget for følelsen af samhørighed. Og det er det selvfølgelig, fordi det norske samfund er skabt af en historie, hvor korset og kristendommen har spillet en afgørende rolle.

 

Denne fælles historie og kultur kommer også til udtryk i, at korset er et almindeligt anvendt smykke. Og den kommer til udtryk i, at det norske samfund har traditioner og højtider, som er gennemsyret af den kristne historie med korset.

 

At fornægte korset i flaget, er at fornægte den norske historie og kultur. At fornægte korset som et smykke, der kan bruges hvor som helst, er at fornægte den norske historie og kultur. At fornægte sange og salmer i skolen, hvor korset indgår, er at fornægte norsk historie og kultur.

 

Det samme gælder naturligvis for en dansk sammenhæng.

 

Den virkelige debat

Det er her, den virkelige debat foregår, selv om TV-redaktøren på NRK prøver at foregøgle noget andet.

 

Den virkelige debat drejer sig ikke om, hvorvidt studieværter skal bruge deres position til religiøs eller politisk agitation. Der er bred enighed om, at de skal lade være med den slags.

 

Den virkelige debat drejer sig derimod om, hvorvidt man skal fornægte norsk (dansk) kultur og historie eller stå ved den.

 

Redaktør Sårheim synes at høre til blandt dem, der vil fornægte norsk kultur og historie. Derfor lader han, som om et traditionsrigt og på alle måder uskyldigt smykke er udtryk for en utilbørlig religiøs missionsvirksomhed.

 

Ved den første den bedste klage, der udråber dette smykke til et led i en religionskamp, får han det fjernet. I stedet for at forklare, at et sådant korssmykke har en helt anderledes bred betydning i Norge. Det er ikke som et islamisk tørklæde, der rummer et klart religiøst budskab.

 

Nordmændenes prøvelser

Der foreligger ikke nogen oplysninger om nordmændenes holdning til redaktørens smykkecensur mod studieværten. Men et godt bud er nok, at de fleste nordmænd vil ryste på hovedet.

 

For dem betyder norsk kultur og historie nemlig noget. Og de så nok gerne, at de ansvarlige i offentlige institutioner værnede om denne kultur og historie.

 

I stedet bliver de belemret med folk som redaktør Sårheim. Og mens han render og censurerer smykker væk fra TV-skærmen, vokser problemerne med en alt for ukontrolleret indvandring fra ikke-vestlige lande sig større og større i Norge.

 

Kors!

Del på Facebook