Dagbladet Politikens chefredaktør, Bo Lidegård, har igen lovprist samarbejdspolitikken under den tyske besættelse af Danmark 1940 – 1945. Det gør han i sin seneste bog om redningen af størstedelen af de danske jøder i begyndelsen af oktober 1943. Han mener, at samarbejdspolitikken ikke blot reddede det danske demokrati, men at den også var forudsætningen for redningen af jøderne.
Bo Lidegård
Det ærgrer uden tvivl Bo Lidegård og andre radikale, at solstrålehistorien om samarbejdspolitikken krakelerer mere og mere. Derfor blev de radikale også så ophidsede, da statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin tid pegede på det moralsk forkerte i dette samarbejde.
Bent Blüdnikow
Forfatteren Bent Blüdnikow, der selv er jøde, har i sin ny bog, ”Min fars flugt” en helt anden tilgang til samarbejdspolitikken end Bo Lidegård. Bent Blüdnikow stiller nemlig nogle meget ubehagelige spørgsmål om samarbejdspolitikken. Hvordan kunne vi søge i bombeskjul og overlade kampen mod Hitlertyskland til de andre? Hvor lang tid blev krigen forlænget på grund af de store danske leverancer til Tyskland?
Eksempelvis udgjorde den danske landbrugseksport 15 % af den tyske fødevareforsyning. Hvor mange jøder, soldater og bomberamte mistede livet på grund denne forlængelse af krigen?
Tage Voss
Den kendte læge og forfatter, Tage Voss, er også aktuel med en bog om samme emne, hvor han i sædvanlig bramfri stil hudfletter danskerne og samarbejdspolitikken, idet han påstår, at den lille modstandsbevægelse ingen opbakning havde i befolkningen. Danskerne strakte sig vidt i forbrødringen med den nazistiske besættelsesmagt.
Befolkningen syntes nærmest ligeglad, så længe de ikke selv blev ramt. Tyskerne mærkede man faktisk meget lidt til. ”Mange danskere havde indtil 1943 aldrig set en tysk uniform, adskillige kun mødt dem, når de holdt bagerbutikkens dør for ældre damer”.
De radikale
Samarbejdspolitikken under krigen var jo en naturlig forlængelse af den nedrustnings- og tilpasningspolitik, som den daværende regering af socialdemokrater og radikale havde ført i 1930’erne med den radikale udenrigsminister P. Munch i spidsen, og som den ligeledes radikale Erik Scavenius førte videre under besættelsen.
Hermann Göring
Ønsket om at tilpasse sig Nazityskland viste sig blandt andet ved, at rigsmarskal Herman Göring i 1938 blev Storkorsridder af Dannebrogsordenen med bryststjerne af diamanter. Det var samme år, som Krystalnatten fandt sted i Tyskland, hvor 7.500 jødisk ejede forretninger blev ødelagt, og 200 synagoger brændt ned.
Det var også det år, hvor de tyske jøder skulle have stemplet et stort J i deres pas og tilføje Sara eller Israel til deres navne. I 1941 blev udenrigsminister Joachim von Ribbentrop tildelt den samme orden.
Hykleriet om samarbejdspolitikken kender åbenbart ingen grænser.
Arne Sloth Kristoffersen
Foredragsholder og skribent
Hjemmeside: arnesk.dk
