Den store sorg og den dybe glæde

I hele sin 40 år lange og flotte kunstneriske karriere har Niels Malmros ved sit uprætentiøse og ligefremme udtryk evnet at fortolke et vedkommende og sårbart univers, som rigtig mange mennesker har følt sig som en del af.

 

Filmene har mindet os om, hvor usikker man som ungt menneske er, og i takt med at Malmros blev mere “voksen” i sine films handlinger, er det tydeligt, at filmenes tyngde ikke bliver lettere med alderen.

 

Tværtimod! Niels Malmros har altid holdt os trøstende i hånden med sine film.

 

Sorg og glæde

I Malmros seneste og efter eget udsagn sidste film SORG OG GLÆDE får vi muligheden for at opleve en overvældende personlig skildring af to menneskers skæbne og den tragedie og kærlighed, der binder dem sammen. Ganske som i hans ligeledes meget personlige og gribende AT KENDE SANDHEDEN er SORG OG GLÆDE gjort af en instruktør, der ønsker at tage afsæt i sit eget livs mest markante og betydningsfulde stunder.

 

Efter tragedien

For dog at give lidt afstand til Malmros egen familie hedder hovedpersonen Johannes. Han er filminstruktør og gift med Signe. Sidstnævnte er lærer og meget afholdt af sine elever og deres forældre. Johannes og Signe får en lille pige. Signe får en depression, og en dag, mens Johannes er ude for at holde et foredrag, slår Signe deres lille datter ihjel.

 

Den dybt tragiske hændelse starter filmen, og filmens egentlige mission er at give os et indblik i, hvordan et familieliv kan fortsætte på trods af en sådan tragedie. Filmen giver også et sikkert bud på hvorledes omgivelserne forholder sig til familien efterfølgende.

 

Mange kendte skuespillere

Jakob Cedergren er Johannes og Helle Fagralid er Signe. I store roller ses bl.a. Nicolas Bro, Kristian Halken, Ida Dwinger, Helle Hertz og Maja Dybbro og Niels Weyde. Niels Malmros oftest benyttede fotograf Jan Weincke har også her skabt stemningsfulde billeder som omslutter handlingen.

 

Et dybt personligt værk

Jeg garanterer, at filmens handling er dømt til at give anledning til mange tanker, der ikke slipper sit tag i een lige med det samme. Til gengæld bliver tankerne ikke så tunge og mørke, som man egentlig skulle tro grundet filmens handling.

 

Malmros store hjerte og dygtige håndelag gør filmens tema lettere at fordøje, end man egentlig skulle tro. Til gengæld vil filmen blive stående som et af de mest personlige værker, der nogensinde er fastholdt på film.

 

Det er svært at slutte med det vanlige “god fornøjelse”, men jeg forsøger i stedet med et “gå ind og se den film”!

 

Se dansk film-trailer her:

 

 

Erik Hamre er indehaver af Gentofte Kino

Del på Facebook