En frygtelig tragedie ramte Danmark den 14.-15. februar i København.
En muslimsk terrorrist Omar El-Hussein dræbte to mennesker: Finn Nørgaard, som deltog i et debatmøde om kunst og ytringsfrihed, og Dan Uzan, som stod vagt ved den jødiske synagoge, hvor der blev holdt konfirmationsfest.
Foruden de to dræbte sårede terroristen også 5 politifolk.
Allerede dagen efter terrorangrebet leverede den fundamentalistiske organisation Hizb ut-Tahrir en pressemeddelelse, hvor de opfordrede muslimer til ikke at tage afstand fra terrorangrebet.
Hizb ut-Tahrir mener, at terrorangrebet er selvforskyldt. Det er Vestens falske værdier og umenneskelige politik, som er årsag til angrebet, dét er den rette kontekst at forstå terrorhandlingen i, siger de.
Hizb ut-Tahrirs udfald har genoplivet debatten omkring forbud mod organisationen. Meningerne er mange, og holdningerne er delte.
Hos Islamisk Trossamfund er man ikke overraskende imod et forbud mod Hizb ut-Tahrir. Men det sker med en påfaldende dramatisk sprogbrug.
I en status dateret 26. februar med overskriften: ”Pressemeddelelse vedrørende overvejelse af forbud af Hizb ut-Tahrir”, skriver de:
”Intet andet tiltag i nyere tid vil kunne have så farlige konsekvenser som et forbud.”
Islamisk Trossamfund advarer altså mod at forbyde Hizb-ut-tahrir, fordi det vil få farlige konsekvenser.
I konteksten, som handler om terror i Danmark, mener Islamisk Trossamfund da, at et forbud mod Hizb ut-tahrir vil afstedkomme ét eller flere terrorangreb i Danmark?
Noget kunne tyde på det. Islamisk Trossamfund skriver afslutningsvis i pressemeddelelsen:
”At forbyde noget vil kun give en midlertidig ro, på et tidspunkt, hvor vi har behov for dialog. Det lukker vore ører, når vi har behov for at høre. Og det gør os blinde i en tid, hvor vi ikke kan tillade ikke at se. Og det vil frem for alt styrke den falske forestilling om et ”dem-og-os” samfund”, hvilket der er mange indikationer på var den underliggende årsag til hændelsen ved Krudttønden, og dermed kan man risikere at være indirekte årsag til, at flere lignende episoder skabes.”
Der er ingen, der taler så meget om ”dem” over for ”os”, om vantro overfor muslimer, som Hizb ut-Tahrir. Så det virker ekstremt søgt at hævde, at de reagerer mod ”dem og os” forestillingerne i det danske samfund.
Men Islamisk Trossamfunds kommentarer er på anden vis særdeles interessante: De må jo ligge inde med en viden, der får dem til at advare om, at nogle kræfter kunne finde begå nye terrorhandlinger. Hvor har de den viden fra? Og hvilke kræfter drejer det sig om?
Vil de bare aflevere en sådan advarsel uden at hjælpe det danske samfund med at finde de potentielle terrorister, som de taler om – inden de når at dræbe flere?
Hvis de har det danske samfunds ve og vel for øje, bør de afsløre, hvem de taler om.
Eller er den tilsyneladende advarsel i realiteten en slags trussel fra Islamisk Trossamfunds side? Et forsøg på at få det danske samfund til at vise større imødekommenhed over for synspunkter som dem, der findes hos Islamisk Trossamfund og Hizb ut-Tahrir.
Lad os nu få ren besked om, hvad det egentlig er, Islamisk Trossamfunds baggrund for advarslerne.
Pressemeddelelsen fra Islamisk Trossamfund http://www.wakf.com/index.php/da/presse/949-pressemeddelelse-vedrorende-overvejelse-af-forbud-af-hizb-ut-tahrir
