Socialdemokraterne vil sammen med de borgerlige forbyde kønsopdelte møder i kommunens lokaler – de politisk korrekte var imod forslaget

Kønsopdelt møde afholdt af Hizb ut-Tahrir i Nørrebrohallen (Arkivfoto Privat)
Getting your Trinity Audio player ready...

Torsdag aften vedtog Borgerrepræsentationen i København et forslag om, at der skal indføres et forbud mod afholdelse af kønsopdelte foredragsarrangementer i kommunens lokaler.

 

Forslaget blev vedtaget med et snævert flertal på 24-22.

 

Det var de politisk korrekte partier, der stemte imod forslag – eller undlod.

 

Det kritiserede socialdemokraten Frederik Vad på X og Facebook ‘Jeg fatter det ikke’.

»Prøv at se hvad partierne til venstre for midten stemte. Hvor er rødstrømperne? Hvor er dem, som påstår, de kæmper mod patriarkatet? Hvor er ligebehandling og ligeværd blevet af?« skriver Vad.

 

»Flere skal se det her inden på tirsdag,« tilføjer socialdemokraten med henvisning til kommunalvalget i næste uge.

Enhedslisten, Skamløse Demokrater, Alternativet og Radikale Venstre stemte imod forbuddet, mens SFs medlemmer og Liberal Alliances ene medlem, Ole Birk Olesen, undlod at stemme.

 

Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative og to løsgængere stemte til gengæld for forbuddet.

Vad skriver, at afstemningen efter kommunalvalget kunne have faldet helt anderledes ud, »til glæde for gamle religiøse mørkemænd«.

 

I kommentarsporet har blandt andre Rosa Lund (EL) reageret, skriver B.T..

 

»Rødstrømperne holdt en del møder uden mænd. Nogle gange kræver det et rum uden mænd at kæmpe mod patriarkerne, så hvis jeg var dig, ville jeg læse lidt om hvorfor. Tror du kommer til at blande tingene lidt sammen i dette opslag?« skriver hun.

 

I kommentarsporet er der også en del, der efterspørger en forklaring fra Ole Birk Olesen (LA), der stemte blankt.

 

Han skriver på X, at han ikke ønsker at udelukke eksempelvis mødregrupper fra at benytte kommunens lokaler:

 

»Alt er ikke diskrimination, når kvinder og mænd gerne vil mødes med kønsfæller. Derfor stemte jeg hverken for eller imod, for jeg vil gerne stoppe brugen af kommunens lokaler til forstokket religiøs kønsopdeling«.

 

Også Charlotte Aaby, der er Dansk Folkepartis spidskandidat i Silkeborg, har reageret.

 

»Jeg bliver simpelthen glad helt ind i sjælen, hver gang jeg ser en rød føre Dansk Folkepartis politik som redningsplanke for jeres egen politik. Så tak for det Frederik Vad,« skriver Aaby, efterfulgt af en smilende emoji med hjerter.

Samtidig har et flertal med socialdemokraterne i Københavns Kommune stemt for at tage imod flygtninge fra Gaza, hvorfor overborgmester Lars Weiss (S) skal tage kontakt til sin partifælle, udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund (S) for at formidle ønsket.

Del på Facebook