Teheran er tæt på at have en primitiv atombombe og Israel er parat til at forhindre det

Collage fra Kontrast
Getting your Trinity Audio player ready...

Den israelske premierminister Benjamin Netanyahu besøgte tirsdag Det Hvide Hus. Her var truslen fra Iran på dagsordenen. Teheran er kun måneder fra at kunne producere en primitiv atombombe, og Israel er parat til at angribe atomfaciliteterne for at forhindre det. Trump erkender truslen og genopliver sin hårde sanktionspolitik over for Iran fra hans første præsidentperiode.

 

USA’s præsident, Donald Trump, forventes at underskrive et præsidentielt dekret, som skal lægge maksimalt pres på Iran for at forhindre landet i at få atomvåben. Målet er at forhindre Iran i at eksportere olie ved at straffe de lande, der aftager den.

 

Hermed genoptager Donald Trump den konsekvente amerikanske politik over for Iran, som han praktiserede gennem hele sin første periode. Trump har beskyldt sin demokratiske forgænger, tidligere præsident Joe Biden, for at slække på presset på Iran.

 

Dekretet kommer samme dag, som den israelske premierminister Benjamin Netanyahu skal mødes med Trump i Det Hvide Hus. Reuters skriver, at Trumps dekret beordrer den amerikanske finansminister til at lægge “maksimalt økonomisk pres” på Iran, herunder sanktioner og håndhævelsesmekanismer mod dem, der overtræder eksisterende sanktioner.

 

Teherans olieeksport indbragte ifølge US Energy Information Administration 53 milliarder dollars i 2023 og 54 milliarder dollars et år tidligere, og produktionen i 2024 var på sit højeste siden 2018, baseret på OPEC-data.

 

Trump vil have atomprogrammet lukket ned
Trumps kampagne for maksimalt pres i hans første periode forsøgte at bruge kraftige sanktioner til at kvæle Irans økonomi og tvinge landet til at forhandle en aftale, der kunne sætte et stop for dets atom- og ballistiske våbenprogrammer.

 

Biden-administrationen lempede ikke direkte på de sanktioner, som Trump indførte, men der er debat om, hvor kraftigt sanktionerne blev håndhævet.

 

På World Economic Forum i Davos i sidste måned sagde FN’s atomvagthund, Rafael Grossi, at Iran har “trykket på gaspedalen” for at berige uran til næsten våbenkvalitet. Iran har alle dage benægtet at man vil udvikle et atomvåben, men vestlige efterretningstjenester og Det Internationale Atomenergiagentur siger, at Iran havde et organiseret militært atomprogram frem til 2003 og fortsatte med at udvikle sit atomprogram ud over det civile behov.

 

Teheran har aldrig overholdt sine aftaler
Israel hævder, at Den Islamiske Republik aldrig rigtig opgav sit atomvåbenprogram. New York Times skrev mandag, at amerikanske efterretningstjenester indikerer, at et hold af iranske videnskabsmænd undersøger metoder til hurtigt at udvikle et atomvåben.

 

Efterretningsrapporten fortæller angiveligt, at oplysningerne peger på, at Iran søger en genvej til en atombombe, der vil gøre det muligt for landet at omdanne sine uranlagre til et våben inden for måneder i stedet for år.

 

Efter Irans magt i regionen er svækket af slagene mod dets stedfortræderstyrker i Libanon, Syrien og Yemen, og det har vist sig, at man ikke evner at ramme mål i Israel med sine missiler, selvom man har forsøgt med massive angreb to gange, er Teheran ivrig efter at finde nye måder at afskrække et angreb fra Israel eller USA på.

 

En primitiv bombe kan være på vej
Amerikanske embedsmænd mener, at Iran har knowhow til at fremstille et atomvåben af en ældre type. Et sådant våben ville ikke kunne miniaturiseres, så det passer på et ballistisk missil. Det ville sandsynligvis også være langt mindre pålideligt end noget mere moderne våbendesign, men sådan et primitivt våben vil Iran kunne bygge hurtigt, teste og erklære over for verden, at det var blevet en atommagt, fortæller en embedsmand til New York Times.

 

Bekymringen er vokset blandt Irans topbeslutningstagere om, at Trump kan give Netanyahu lov til at angribe Irans atomanlæg. Teherans udenrigsminister sagde til Al Jazeera TV i sidste uge, at Iran vil reagere øjeblikkeligt og beslutsomt, hvis dets atomanlæg bliver angrebet, hvilket vil føre til en “total krig i regionen.” Israel og USA, der lancerer et militært angreb på iranske atomanlæg, vil være “en af de største historiske fejltagelser, USA kan begå,” sagde Abbas Araghchi.

Del på Facebook