Getting your Trinity Audio player ready...
|
Vestre Landsret har mandag idømt to mænd på henholdsvis 62 og 65 år hver fire måneders fængsel.
Desuden er de blevet idømt en fem års frakendelse af retten til at eje, bruge, passe, slagte dyr og i det hele taget beskæftige sig med fjerkræ og fjervildt.
Mændene er dømt for en lang række overtrædelser begået som led i deres virksomhed med opdræt af fugle, herunder er de dømt for overtrædelse af blandt andet dyrevelfærdsloven
De to mænd holdt i forening fugle på en ejendom og ved en mose, ligesom den 65-årige havde et yderligere fuglehold på en anden adresse.
Overtrådte regler om fugleinfluenza
I forbindelse med fugleholdene overtrådte de to mænd en række regler, som har formål til at hindre spredning af fugleinfluenza.
Blandt andet havde de ikke registreret ejerskab af flere fugle.
Ligeledes havde de heller de ikke i tilstrækkeligt omfang skærmede de holdte fugle fra de vilde fugle.
Mishandlede fasaner og ænder
Som led i de to mænds fugleopdræt begik de tillige en række overtrædelser af dyrevelfærdsloven med økonomisk sigte for øje.
Således havde de påsat ulovlige næbskærme på fasaner, samt holdt fasaner i et uegnet bur.
De groveste forhold vedrørte grovere uforsvarlig behandling, til dels med karakter af mishandling, af gråænder.
Her blev de blandt andet dømt for at have sat flere ænder i fælder uden at give dem tilstrækkelig adgang til foder, ly og læ, hvorved ænderne ved myndighedernes kontrol var så forkomne, at de måtte aflives.
”Der er tale om meget grove overtrædelser af dyrevelfærdsloven, og det er skærpende, at det drejer sig om så mange forhold, og at de fortsætter på trods af myndighedernes indskærpelser,” siger specialanklager Bjørn Dahl Larsen, Statsadvokaten i Viborg.
Sagen begyndte, da Fødevarestyrelsen aflagde tilsynsbesøg i 2021 og konstaterede en lang række lovbrud, som efterfølgende blev politianmeldt.