Getting your Trinity Audio player ready...
|
To mænd blev anholdt kort efter, at to ældre var blevet franarret deres dankort.
Politiet traf de to mistænkte tæt ved en hæveautomat i Holbæk by – den ene med et større kontantbeløb på sig.
Den seneste tids efterforskning i sagerne om ældresvindel havde givet nogle gode spor at gå efter, og det medførte, at politiet kunne skride til anholdelse af to mistænkte, som blev taget på fersk gerning ved en hæveautomat.
De to anholdte, en 41-årig mand fra Holbæk og en 21-årig mand fra København, er blevet sigtet for at stå bag mindst otte sager om svindel mod ældre i Holbæk og Ringsted i sidste uge.
De ældre blev i de fleste tilfælde ringet op af “banken” på grund af mistanke om hacking af deres konto, og de ældre blev overtalt til at udlevere deres kort og koder.
Ældre ægtepar mistede et større kontantbeløb
Forud for anholdelsen torsdag blev et ældre ægtepar i 80´erne fra Holbæk franarret deres kort, og de fik hævet et større kontantbeløb fra hver deres konto.
En 90-årig kvinde fik torsdag middag franarret sit kort, men der blev ikke hævet fra kontoen, før kortet blev spærret.
De to anholdte er mistænkt for at agere som “bankbude”. De mødte op hjemme hos de ældre for at hente deres dankort, hvorfra der senere blev hævet penge.
Den 41-årig mand blev ved anholdelsen fundet i besiddelse af 34.000 kr, som formodes at være hævet fra det ældre ægtepars konto kort før patruljen traf ham. Pengene blev beslaglagt til sagen.
Lokkede 48.000 kroner i kontanter fra ældre ægtepar
Efterforskningen peger på, at de to også står bag flere bedragerier tidligere på ugen.
En 92-årig kvinde i Holbæk blev tirsdag eftermiddag franarret sit dankort, hvorfra der blev hævet 6.000kr.
I Ringsted blev fem ældre snydt i mandags.
Her lykkedes det de mistænkte i fire tilfælde at hæve beløb mellem 10.000-30.000 kr. fra de ældre konti.
I et tilfælde blev et ægtepar desuden overtalt til at udlevere 48.000 kr. i kontanter.
De to anholdte mænd blev taget med til politistationen til afhøring, hvor de nægtede de fleste af sigtelserne.
Sagen blev herefter grundigt juridisk vurderet, men der blev ikke fundet grundlag for at begære de to mænd varetægtsfængslet, så de blev løsladt ud på eftermiddagen.
Efterforskningen mod de to mistænkte fortsætter, for at afklare om de kan stå bag flere bedragerier, De kan senere forvente et retsligt efterspil.