Strid om et millionbeløb udviklede sig til bortførelse og vold

Narkopenge Arkivfoto: Poltiet
Getting your Trinity Audio player ready...

En 24-årig mand er i en tilståelsessag torsdag ved Retten i Roskilde idømt fem og et halvt års fængsel for to tilfælde af frihedsberøvelse og vold.

 

Samtidig blev det ene af hans to ofre, en nu 45-årig mand, idømt halvandet års fængsel for indsmugling af 60 kilo hash fra Spanien.

 

Den første bortførelse med efterfølgende vold fandt sted på gaden i Ringsted, hvor den 24-årige sammen med andre tvang en mand ind i en bil.

 

Blev truet med en pistol og udsat for vold

Under bortførslen, der fandt sted i september sidste år, blev manden tvunget med til en adresse i Jystrup.

 

Her han udsat for brutal vold og trusler og truet med en pistol, medens gerningsmændene forsøgte at få ham til at betale 10.000 kroner.

 

Manden blev løbende filmet og tvunget til at komme med ydmygende kommentarer.

 

Han blev til sidst kørt til Borup, hvor han ud på morgenen blev sat på fri fod.

 

Derefter blev det hashandlerens tur
Ugen efter blev en 44-årig mand udsat for en lignende frihedsberøvelse.

 

Den fandt sted i Osted ved Lejre, hvor blev tvunget ind i en bil af den 24-årige og tre andre mænd.

 

Han blev truet med kniv og pistol og kørt til Jystrup og afkrævet et større millionbeløb.

 

Manden blev derefter kørt til Haslev, hvor det i løbet af natten lykkedes ham at flygte.

Ud over de to sager blev den 24-årige også dømt for at være i besiddelse af en pistol og for at have købt 30 kilo hash og for at ville købe yderligere 30 kilo.

Hashen købte han af den 44-årige mand, der endte med selv at blive udsat vold og frihedsberøvelse af den 24-årige.

 

Samtidig med, at den 24-årige blev idømt fem og et halvt års fængsel for de to bortførelser og vold med videre, blev det ene af hans ofre, den nu 45-årige mand, som nævnt idømt halvandet års fængsel for indsmugling af 60 kilo hash fra Spanien.

 

Begge mænd valgte at modtage deres domme.

 

Yderligere ni mænd venter på dom i sagen
Ud over den 24-årige, som fik dom torsdag i sagerne om de to frihedsberøvelser, så er der sigtet yderligere ni mænd i de to sager.

 

De vil få deres sager for retten på et senere tidspunkt.

 

Flere af mændene har på forskellig vis relation til bandemiljøet.

Del på Facebook