Politiet advarer mod ulovligt fyrværkeri og øger fokus på salg via internettet – opfordrer borgerne til at anmelde ulovligt salg

Foto: Toldstyrelsen
Getting your Trinity Audio player ready...

Online salg af ulovligt fyrværkeri er stigende, og politiet har derfor igen i år fokus på salg via internettet frem mod nytår.

 

Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

 

I takt med at nytårsaften nærmer sig, intensiverer politiet indsatsen mod ulovligt fyrværkeri, som særligt foregår via internettet.

 

Det ulovlige salg af fyrværkeri er et stigende problem, og politiet vil i år have ekstra fokus på online markedspladser og sociale medier frem mod nytår.

 

Udgør en alvorlig risiko – både for dem, der affyrer og for tilskuerne

Politiet understreger, at ulovligt fyrværkeri udgør en alvorlig risiko – både for dem, der affyrer det, og for de omkringstående.

 

Ud over personskader kan ulovligt fyrværkeri medføre betydelige materielle skader og i værste fald alvorlige konsekvenser for både personer og ejendom.

 

Fokus på online salg af ulovligt fyrværkeri

Politiets Online Patrulje vil igen i år intensivere overvågningen af hjemmesider og sociale medier, der benyttes til at sælge ulovligt fyrværkeri.

 

Sammen med Sikkerhedsstyrelsen vil politiet arbejde målrettet mod de online salgsplatforme, hvor farlige fyrværkeriprodukter bliver solgt ulovligt.

 

Anmeld ulovligt salg af fyrværkeri

Politiet opfordrer borgerne til at være opmærksomme og anmelde både ulovligt online salg og ulovligt “gadesalg” af fyrværkeri.

 

Det er vigtigt, at alle, der bliver opmærksomme på salg af ulovligt fyrværkeri, kontakter politiet, så der hurtigt kan gribes ind.

 

“Vi ser en bekymrende stigning i, at ulovligt fyrværkeri bliver solgt online. Vi appellerer til borgerne om at hjælpe os i kampen mod ulovligt salg ved at anmelde det og undgå at handle ved de ulovlige salgssteder,” siger Christian Berthelsen, politiassistent, Rigspolitiets Koncernkommunikation og fortsætter:

 

”På den måde kan vi sammen reducere risikoen for ulykker og sikre, at alle får en sikker og tryg nytårsaften.”

 

Hvornår må man købe fyrværkeri?

Fra den 15. december er det tilladt at købe lovligt fyrværkeri, men fyrværkeri må kun affyres af privatpersoner fra den 31. december til den 1. januar 2026.

 

“For mange danskere hænger nytår uløseligt sammen med raketter, batterier og bomberør. Men vi skal også tage hensyn til, at nogle som for eksempel tidligere udsendte soldater, dyr og naturen bliver påvirket af støj og forurening fra fyrværkeri,” siger Christian Berthelsen og fortsætter:

 

”Vi skal selvfølgelig stadig fejre nytåret med fyrværkeri og hvad vi ellers har af traditioner, men vi skal også tage hensyn til hinanden.”

 

Politiet understreger vigtigheden af at købe fyrværkeri fra autoriserede forhandlere og opfordrer alle til at følge de gældende regler og sikkerhedsforanstaltninger for brugen af fyrværkeri.

 

Sammen kan vi sikre en tryggere og mere sikker nytårsaften for alle.

 

Del på Facebook