Mund- og klovsyge i Tyskland

Getting your Trinity Audio player ready...

De veterinære myndigheder holder skarpt øje med, om der sker udviklinger efter udbruddet i sidste uge af mund- og klovsyge i en besætning med bøfler i Hönow i delstaten Brandenburg i Tyskland.

 

De tyske myndigheder har indtil videre kun har set negative prøver i de omkringliggende besætninger med klovbærer-dyr, man har testet på.

 

Mund- og klovsyge

Inkubationstiden er to til otte dage, og kvæg kan efterfølgende være smittebærere i helt op til to år. Sygdommen er meget smitsom. Virus udskilles i dyrenes ånde samt spyt, savl, mælk, sæd, gødning og urin. Sygdommen kan smitte ved direkte kontakt fra dyr til dyr, men også via produkter fra smittede dyr. Luftbåren virus kan overleve i mange timer og spredes over meget store afstande.

 

Mund- og klovsyge er ikke farlig for mennesker, men mennesker kan bringe smitten videre.

 

Historie

Det seneste udbrud af mund- og klovsyge i Danmark var i 1983. I Tyskland var det seneste udbrud i 1988.

 

Der var et voldsomt udbrud i Storbritannien i 2001. Udbruddet af mund- og klovsyge kom helt ud af kontrol og sygdommen spredte sig over store dele af Storbritannien og videre til Irland, Frankrig og Holland. En række af de største eksportmarkeder reagerede ved at lukke for import af kød fra hele EU, hvilket viser, hvor meget der er på spil lige nu.

 

Udbruddet i Storbritannien medførte, at omkring 6 mio. dyr blev aflivet og destrueret.

 

I 2011 blev Bulgarien ramt af et udbrud. Siden har EU været fri for sygdommen, indtil den nu igen er konstateret i Tyskland.

 

Bekæmpelse

Umiddelbart har de veterinære myndigheder etableret bekæmpelses- og overvågningszoner med restriktive regler for besøg og ind- og udgående trafik. Udenfor zonerne er der ligeledes fastsat særlige regler. I bekæmpelseszonen, der dækker en radius på tre kilometer omkring udbrudsstedet og i observationszonen med en radius på ti kilometer, er der fastsat strenge regler for dyretrafik.

 

I Tyskland er der indført et forbud mod udstillinger og messer med dyr. Der er også gennemført desinfektionsforanstaltninger. Af forsigtighed er zoologiske haver desuden lukket.

 

Økonomiske konsekvenser

Udbruddet har fået alarmklokkerne til at ringe i Danmark. En af konsekvenserne af sygdomsudbruddet er, at store mængder kød nu skal afsættes andre steder i Europa som følge af mund- og klovsyge i Tyskland.

 

I Europa har Storbritannien lukket for al import af tysk grise- og oksekød indtil videre. Alle lande uden for Europa havde allerede inden med øjeblikkelig virkning indstillet import af tysk grise- og oksekød, da det frygtes at kunne sprede smitten.

 

Den reaktion var forventelig, men det kommer som en overraskelse, at også Storbritannien nu har lukket for al import af tysk grise- og oksekød. Det var ventet, at briterne ville håndtere situationen, som om de fortsat var en del af EU, hvor stort set alt tysk kød fortsat kan handles frit.

 

Briternes valg om at indføre et øjeblikkeligt stop for import af tysk kød betyder, at enorme mængder kød nu finde nye veje rundt i Europa.

 

Tyskland har i nogle år været afskåret fra eksport af svinekød til en række fjerne markeder, fordi landet har haft en lang række udbrud af afrikansk svinepest. Det er imidlertid lykkedes at få åbnet for eksport til Vietnam, Sydkorea, og en række lande i Afrika, som nu lukker.

 

Det samme gør som nævnt Storbritannien, der importerer store mængder svinekød, da landet langtfra er selvforsynende.

 

Samlet set eksporterer Tyskland årligt omkring 420.000 tons svinekød til lande uden for EU. Eksporten af oksekød fra Tyskland ud af Europa er stort set stoppet, og disse varer skal nu omdirigeres til nærmarkederne, hvor priserne kommer under pres. Presset vil være størst i Tyskland.

Del på Facebook