|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Jeg bliver oprigtigt vred, når jeg ser, hvordan vores ældre bliver behandlet i dag.
Mænd og kvinder, som har knoklet hele livet, bliver mødt af kolde hænder, travle systemer og alt for lidt tid. De generationer, der byggede vores land op, skal nu tigge om hjælp til bad, mad og omsorg. Det er uværdigt.
Ifølge Ældre Sagen får hver tredje ældre ikke engang bad, når de har brug for det. Hele 46% får ikke gjort rent, og syv ud af ti oplever, at de ikke har indflydelse på, hvor meget hjælp de får.
Forestil dig at have arbejdet et helt liv, betalt din skat, passet dit hjem og din familie, og så ende i et system, hvor man føler sig glemt. Det er ikke det Danmark, jeg vil se.
Vores ældre fortjener mere end skemaer og kolde hænder. De fortjener omsorg, tid og nærvær. De fortjener at blive set som mennesker, ikke som plejeopgaver. De fortjener en værdig alderdom med tid til familien.
Men i stedet for at tale om, hvordan vi kan give vores ældre en bedre hverdag, så taler regeringen om at hæve pensionsalderen endnu en gang.
Som om det er rimeligt, at mennesker, der har knoklet siden de var unge, skal blive ved, til de er over 70 år, kun for at blive mødt af en ældrepleje, der halter.
Det er ikke ansvarligt.
For mig handler det her om respekt. Respekt for dem, der har båret Danmark gennem årtier, og som nu bare beder om at kunne nyde deres frihed.
De har gjort deres del. Nu er det vores tur til at give noget tilbage.
Derfor vil jeg kæmpe for, at pensionsalderen ikke hæves. Jeg vil arbejde for, at folkepensionen stiger, så de ældre får råd til et godt liv. Og jeg vil insistere på, at plejen igen skal handle om mennesker, ikke om Excel-ark og tidsstyring.
Vores ældre har givet Danmark alt. De fortjener, at vi giver dem værdigheden tilbage. De fortjener et samfund, hvor omsorg, taknemmelighed og respekt kommer før besparelser.
Jeg lover én ting: Jeg vil kæmpe med næb og kløer for at vi aldrig skal hæve pensionsalderen. For ingen skal tvinges til at slide sig halvt ihjel, før de får lov til at nyde deres alderdom.
Det er min garanti til dig, til de ældre, til familierne og til Danmark. Sammen skal vi passe på dem, der har bygget vores land op.