Beboer på Kærshovedgård sigtet for at køre mor til to ihjel – nu strammer ministeren loven

Getting your Trinity Audio player ready...

Hvis du opholder dig i Danmark ulovligt, så skal du ikke have samme muligheder som alle andre.

 

Det mener udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S), der i et nyt udspil vil stramme vilkårene for udlændinge uden lovligt ophold i Danmark.

 

– Folk, der ikke har lovligt ophold i Danmark, skal ikke have mulighed for at køre bil, drive virksomhed, tage en uddannelse og bruge vores sundhedsvæsen, siger han til DR Nyheder.

 

– Vi synes, at det er helt rimeligt, at vi ikke giver de muligheder til folk, som ikke har et lovligt ophold i Danmark.

 

De nye regler vil skulle gælde for blandt andre afviste asylansøgere, der modsætter sig hjemrejse, kriminelle udvisningsdømte samt udlændinge på tålt ophold, der ikke kan hjemsendes, da det vurderes, at der er risiko for forfølgelse eller tortur i hjemlandet. Det skriver Kaare Dybvad i en pressemeddelelse.

Regeringen kom med sit udspil i går, hvor der startede en retssag mod en 35-årig tidligere udvisningsdømt mand, der er tiltalt for vanvidskørsel og uagtsomt manddrab.

 

Han kørte for et år sien frontalt ind i en modkørende bil med en 55-årig mor til to, som blev dræbt på stedet.

 

Den tiltalte kommer fra Afghanistan, og bor på udrejsecenteret Kærshovedgård i Midtjylland. Selv nægter han sig skyldig.

 

Det er sager som denne, regeringen vil undgå med sit udspil, siger udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek.

Folketingets partier er uenige

Regeringens forslag splitter partierne på Christiansborg, skriver DR.

 

I Radikale Venstre frygter man, at et en stramning af reglerne kun vil føre til endnu flere problemer, siger udlændingordfører Zenia Stampe.

 

“Jeg tror desværre bare, at det her vil øge problemerne. Det vil gøre flere vanvittige over at bo under de forhold”, siger hun til TV2.

 

Samme bekrymringer har Alternativets udlændigeordfører, Helene Brydensholt til TV2 og DR.

 

“At stramme reglerne på Kærshovedgård vil kun nedbryde endnu flere mennesker og presse flere ud i kriminalitet.”

 

– Der sidder mange forskellige mennesker på Kærshovedgård, heriblandt afviste asylansøgere fra Iran, der ikke tør rejse tilbage til Iran. De vilkår, de lever under på udrejsecentret, er i forvejen umenneskelige, siger Helene brydensholt (DR).

 

Dansk Folkeparti foreslog tidligere på året at fratage beborere på Udrejsecenter Kærshovedgård muligheden for både at eje og køre bil. Dengang blev forslaget forkastet, da regeringspartierne blandt andre stemte imod.

 

“Det er hovedrystende absurd, at mennesker, der er dømt til udvisning af Danmark, kan leve en normal tilværelse, som andre borgere. Det er jo ikke meningen, siger udlændingeordfører Mikkel Bjørn (DF), som derfor bakker op om forslaget.”

 

Han så dog gerne regeringen gå endnu længere.

 

“De udvisningsdømte kriminelle skal forlade landet, men modsætter man sig udvisning, ville man ikke udrejse eller er der lande, der ikke vil tage imod en, så må den logiske konsekvens være, at man så sidder fængslet, indtil udvisningen er eksekveret.”

 

Også De Konservative er parate til at gå længere end regeringen.

 

“Det rigtigste må være at flytte Udrejsecenter Kærshovedgård til udlandet langt væk fra lokalsamfund i Danmark, så vi igen kan få roen og trygheden tilbage, siger udlændigeordfører Brigitte Klintskov Jerkel (K), der dog som udgangspunkt støtter forslaget. (DR)

 

Regeringen skriver om sit forslag

Udlændinge uden lovligt ophold skal ikke have ret til at køre bil, have et gult sundhedskort, kunne blive indskrevet på en uddannelse eller registrere en virksomhed i CVR, mener regeringen.

Regeringen vil nu stramme vilkårene for disse udlændinge på flere områder:

  • De pågældende udlændinge pålægges et kørselsforbud, som vil gøre det strafbart for den pågældende at køre bil eller andet motorkøretøj.
  • Hvis man overtræder kørselsforbuddet, risikerer man fængsel og at få konfiskeret køretøjet.
  • Knivloven skal omfatte alle indkvarteringssteder, der drives af Udlændingestyrelsen, og dermed bl.a. Udrejsecenter Kærshovedgård. Det betyder bl.a., at det fremover vil være forbudt at besidde og bære knive uden et anerkendelsesværdigt formål på udrejsecentre.
  • Udvidelse af knivlovens anvendelsesområde medfører også, at politiet – hvis betingelserne i politiloven er opfyldt – vil kunne indføre visitationszoner på centrene.
  • Udlændinge uden lovligt ophold vil herudover blive afskåret fra at kunne gøre brug af række offentlige tilbud. Det gælder bl.a. udvidet sundhedsbehandling, uddannelse, herunder retten til at modtage SU, samt muligheden for at registrere en virksomhed i CVR. Der er tale om en større lovpakke og ændringer i Det Centrale Personregister (CPR).

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek udtaler:

Mange af beboerne på Kærshovedgård er kriminelle udlændinge, der har vendt Danmark ryggen og begået så alvorlig kriminalitet, at de er blevet udvist.

Derfor skal de heller ikke kunne køre rundt og leve et almindeligt liv i Danmark. De skal rejse hjem.

Så jeg er meget glad for, at vi nu foreslår at stramme reglerne. Hvis man ikke har lovligt ophold i Danmark, skal man naturligvis heller ikke have krav på de samme offentlige tilbud som alle os andre.

Indenrigs- og sundhedsministeren Sophie Løhde udtaler:

Det skal være slut med, at udlændinge uden lovligt ophold render rundt med et gult sundhedskort, der giver dem ret til samme sundhedsydelser som danske statsborgere. Derfor ønsker vi at ændre lovgivningen.

Fremover vil udlændinge, der mister deres danske opholdstilladelse, fordi de fx har begået grov kriminalitet, og skal forlade Danmark, udelukkende kunne blive behandlet ved akut opstået sygdom eller nødvendige behov, ligesom det gør sig gældende for afviste asylansøgere. Det må være ret og rimeligt, når man ikke længere er en del af det danske samfund og er blevet bedt om at rejse ud af landet.

Skatteminister Rasmus Stoklund udtaler:

Jeg er glad for, at vi strammer reglerne, for vi skal ikke acceptere, at der er personer, der opholder sig ulovligt i vores land. De nye regler vil bl.a. medføre, at et skattekort skal tilbagekaldes, hvis man mister sin opholdstilladelse. På den måde bliver det altså sværere at opholde sig ulovligt i Danmark – præcis som det bør være.

Fakta

Udlændinge uden lovligt ophold har hidtil haft lovligt adgang til undervisnings- og uddannelsestilbud og Statens Uddannelsesstøtte (SU), adgang til sundhedsydelser, adgang til at deltage i visse virksomheder, herunder enkeltmandsvirksomheder, indregistrering af køretøjer og skattekort.

Hertil har nogle udlændinge, der tidligere har haft lovligt ophold i Danmark, i visse tilfælde uretmæssigt haft adgang til en række offentlige tilbud. Det har de bl.a., fordi det i dag ikke fremgår tilstrækkeligt klart af offentlige registre, at de pågældende ikke længere har lovligt ophold.

Det vil regeringen ændre på ved lovændringer, som forventes, hvis de vedtages i Folketinget, at træde i kraft ved årsskiftet.

Der vil – med henblik på at understøtte administrationen af både lovændringerne og områder, hvor udlændinge allerede er afskåret fra offentlige tilbud – blive implementeret en løsning, hvor det vil fremgå i Det Centrale Personregister (CPR), hvis en udlænding ikke længere har lovligt ophold i Danmark.

Indtil CPR-løsningen er fuldt implementeret, vil administrationen af lovændringerne blive håndteret via bagudrettet kontrol. På uddannelses- og undervisningsområdet vil det ske ved en vejledningsindsats.

Regeringen foreslår endvidere at tilføje indkvarteringssteder, der drives af Udlændingestyrelsen, til anvendelsesområdet for knivloven, hvorefter det vil være ulovligt på alle indkvarteringssteder at besidde og bære knive. Det vil gælde både på fællesarealer og beboernes værelser. Overtrædelse af knivloven på et indkvarteringssted skal indgå som en skærpende omstændighed ved strafudmåling.

Endelig foreslår regeringen at indføre et kørselsforbud, som skal omfatte alle udlændinge, der er omfattet af reglerne om pålæg af kontrolforpligtelser og som skal gælde så længe, man er omfattet af denne persongruppe. Der vil samtidig indføres en adgang til at konfiskere køretøjer fra udlændinge, der overtræder et sådant forbud.

Del på Facebook