|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Af Kirsten Damgaard, kulturpsykolog cand.pæd psych. medlem af Forum for Islamforskning
Hamas og med dem mange arabiske palæstinensere vil ikke acceptere at få mindre, end hvad de kalder hele Palæstina ”From the river to the sea”, som et jødefrit område. Herhjemme vurderer formanden for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening Fathi Abed at “ For begge folks skyld er to stater den eneste løsning, for ellers vil man rive hovederne af hinanden” (Berlingske 2.august)
Den nuværende israelske regering vil ikke gå med til at afgive land. Derimod tyder noget på at Israel har under overvejelse at indlemme Gaza. Den anerkendte mellemøstkorrespondent Puk Damsgaard skriver “ Andre fredsaftaler har gennem tiden lovet palæstinenserne politiske horisonter, autonomi og selvbestemmelse. Det skete aldrig, og sådan kan det blive ved” ( Weekendavisen 1.august).
Det etniske landkort
Landet var engang kendt som områderne Judæa, Samaria, Galilæa, Golan, Transjordanien og Negevørkenen. Man kaldte det Palæstina og efter 1. verdenskrig – hvor ottomanerne, altså muslimerne tabte – blev det betegnet Det Britiske Palæstina Mandat.
Hensigten var ifølge forskellige britiske løfter ( Balfourdeklarationen 1917), at der skulle skabes ”et nationalt hjem for det jødiske folk (…) udfra den klare forudsætning, at der ikke vil blive gjort noget, der kan skade eller forringe de religiøse eller borgerlige rettigheder for de bestående ikke-jødiske samfund i Palæstina ”. De folk, der allerede boede i området var muslimske arabere, kristne arabere, indfødte jøder (yesiv), tilvandrede jøder og drusere.
Delinger af Palæstina
Mens briterne styrede Palæstina Mandatet udspaltede de områder øst for Jordanfloden, det såkaldte Transjordanien. En velanskreven mand af hashemitisk familie (fra det nuværende Saudi-Arabien) blev indsat som emir der i 1923 i en slags hjemmestyre. I 1946 fik denne del af det historiske Palæstina fuld selvstændighed og emiren skiftede titel til konge. Landet kaldte sig derefter Jordan, nu man havde egen stat for palæstinensiske arabere.
Briterne afgav også noget af Golanhøjderne i nord, til det daværende franske mandatområde Syrien-Libanon. Således var det tilbageværende britiske Palæstina mandatområde nogenlunde på størrelse med Jylland, langt og smalt.
Længe før staten Israel blev etableret, var der kampe mellem jøder og især muslimske arabere i hele det britiske mandatområde. Siden 1882 var jøder indvandret fra Rusland, Østeuropa og Vesten. Der var gennem zionistiske organisationer opkøbt jord i stor stil (fra palæstinensiske arabere). Men folkene – muslimer og jøder – følte ikke fællesskab, der var ”rivaliserende og uforenelige nationale bevægelser” (britisk Hvidbog 1939), hvilket blev anledning til mange gnidninger og gensidige angreb, bl.a. også jødiske angreb rettet mod briterne i landet.
To stater på ét territorie
Da briterne løb tør for løsningsforslag til det nationale hjem for det jødiske folk, blev Palæstinaspørgsmålet overdraget til det nydannede FN. Der blev nedsat en specialkomité UNSCOP med Australien, Canada, Tjekkoslovakiet, Guatemala, Iran, Holland, Peru, Sverige, Uruguay og Jugoslavien. Man kan undre sig over komitéens sammesætning i og med ingen af landene havde særligt kendskab eller forhold til området.
Deres rapport blev fremlagt på FN’s generalforsamling i november 1947. Opdelings-resolutionen der delte Palæstina op som et skakbræt, i seks felter, tre arabiske og tre jødiske, dertil Jerusalem under et internationalt formynderskab blev vedtaget. Planen tilkendte omkring 55% af det allerede barberede Palæstina til jøderne. Uden at indregne Jordan ejede araberne i 1947 80% af landets dyrkbare landbrugsjord.
Vestbredden ( som egentlig var Judæa og Samaria) indgik i ”skakbrættet” og skulle være en del af de to stater, der altså hver især blev spredt på tre felter.
Jeg pointerer ”skakbræts-resolutionen”, fordi mange tror, at det vedtagne var sammenhængende landområder, fx en grænse på langs ned gennem landet, således at den ene stat ikke fik adgang til Middelhavet. Andre forestiller sig et “Jylland” delt tværs over på midten.
Vestbredden er ikke besat
Vestbredden er en del af det hjemland, som de to nye stater skulle deles om, ifølge det vedtagne i FN 1947. Men de palæstinensiske arabere har aldrig accepteret en egen stat – bortset fra Jordan – i Det Britiske Palæstina Mandat. Gaza-striben er ej heller besat, blot ikke tilbageerobret af staten Israel fra egypterne. Israel oprettedes i 1948.
Undervejs og mellem alle de krige araberne har påført Israel, har disse to områder haft svingende held med selvstyre. Fuldt uafhængige stat(er) har de aldrig været. Derimod var Vestbredden annekteret/besat af Jordan i ca.18 år fra 1949 til 1967 efter den første krig mod Israel, så det er lidt af en tilsnigelse, at kalde Vestbreden besat af Israel i vore dage.
Jødisk tilhør ignoreres
Som bekendt var/er den arabiske verden generelt og de palæstinensiske arabere heftige modstandere af at jøder atter har egen stat, netop i det territorie yesiv, altså generationer jøder født i Palæstina – har beboet i århundreder før romerne tog området. Det kender vi fra historien om Jesus, der dræbtes af den romerske besættelsesmagt. Islam regnes som etableret i år 630, hvor Muhammed og hans folk erobrede byen Mekka, så før da fandtes ikke muslimer.
Frankrig, Canada og Storbritanien er med forskellige forbehold klar til at anerkende Palæstina som selvstændig stat under FN’s Generalforsamling næste måned. Det forekommer mig at disse regeringer – ligesom folk, der råber på Palæstinas frihed på gaderne efter fredagsbønnen – totalt negligerer de historiske fakta om Jordan.
BOX Anbefalet litteratur : professor Eugene Rogan Oxford University : Arabernes historie fra Osmannerriget til det arabiske forår (2017); Gads Leksikon om islam (2008) ; Dansk Israelsk Forening: oversigtskort over Israel, Samaria, Judæa, Golan og Gazastriben (2022).Lektor ph.d.. Morten Valbjørn: ‘Jordan er Palæstina’ – 90 års konflikter samlet i et slogan. 27. aug. 2012 Videnskab.dk
