|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Skal det danske forsvar islamiseres?
Af Eva Terndrup
Værnepligtiges organisation ønsker en moderne arbejdsplads, hvor der er plads til alle minoriteter. Religion, seksualitet, køn mm skal ikke være en hindring. Sikke noget woke hysteri! Forsvaret skal forsvare Danmark, ikke være talerør for div minoriteter og da slet ikke propagandere for islam. Kvinder, der bærer hijab, er jo ikke danske i hjertet, de følger koranens forskrifter, adlyder sharia-loven, og hvem kan have tillid til disse personer i en krig?
Det danske forsvar er, som navnet siger, dansk. Altså ingen islamisk reklame for en formørket kvindeundertrykkende og ganske udemokratisk ideologi, der vil udrydde alle vantro. Danmarks soldater kan da ikke sende signaler om at støtte drab på homoseksuelle, stening af utilpassede kvinder, afstrafning af kvinder, der nægter at bære hijab, etnisk udrensning af jøder, yazidier mm.
Det er 80 år siden, Danmark blev frit! Er værnepligtiges organisation helt historieløs? Har man glemt, at nazisterne arbejdede sammen med muslimerne? Hvordan kan man invitere fjenden med ind i Danmarks forsvar? Man skulle måske tænke over JD Vance’s ord om, at fjenden ikke kommer udefra, men findes inde i landet?
Nu må denne leflen for islam altså stoppe!
Fælleden er fortabt
Af Visti Christensen
Så passerede vi 1. maj endnu engang, og blev mangfoldige nye erfaringer rigere. ‘Udendørskirken’ har fået nye Ritualer og budskaber, og de ’politiske præster’ bliver jaget ned fra deres teoretiske talerstole. Af kasteskyts, i form af tomme flasker, tomater, æg og andre forhåndenværende genstande, røde faners blafren eller selve fanestangen, og at flere Hamasflag med samme opgave og mission.
Ny broget forsamling
Det traditionelle, hæderkronede socialistiske samlingssted Fælleden, er tabt og fortabt. Overtaget af nye folk, der ikke længere blot gider rette ind. Hverken til højre eller venstre. Der råbes ikke længere højt i solidaritetskor, og det ellers så velkendte kvitteringsråb: “Hørt!” lyder ikke mere som tilkendegivelse af enighed med taleren, men som en tak til sidemanden, der tilbyder en pilsner ekstra. Eller ti.
Meningstilkendegivelser
Meningerne er delte, legio og højlydte, og enhver ørenlyd er en saga blot. Og politikere er ved at skulle lære at se de nye tiders sandheder i øjnene. Statsministeren lærte det allerede for et par år siden, og tog i år klogeligt til andre steder i landet, hvor hun – i ly af både livvagter og skudsikkert glas – kunne holde sin tale i fred. Så lidt godt har man da lært af Trumps sårede øreflip.
Frontlinjen
I stedet sendte Mette Frederiksen sin Justitsminister til ’modstandskampen’ på Fælleden. Og her lærte den ellers så fredelige og sympatiske Peter Hummelgaard noget helt nyt. Han fandt for en gangs skyld de lidt mere direkte og dækkende ord frem om situationen. Udemokratisk, kaldtes bøllernes opførsel. Men da de på ingen måde viste sig dækkende, kom nye gloser i brug. Båthorn, buh-råb og røgbomber, med det ene formål at overdøve hans tale, måtte han kalde både ulovligt, utilstedeligt og udemokratisk.
Ude i virkeligheden
Man må derfor forvente, at politikere, der tør bevæge sig uden for de skudsikre meningers teoretiske og hyggelige lege- og tumleplads på Christiansborg, vil komme til en mere livsnær og tiltrængt erkendelse af, at vælgerhavet ikke længere er så nemt at påvirke som det var tilfældet tidligere. Og de nu tvungne 9 års skolepligt, må jo selvfølgelig efterhånden kunne vise sin gennemslagskraft.
Mettes tale
Statsministeren selv, forsøgte sig i sin tale med ‘Gud, Konge og Fædrelands’- vinklen. Hun talte om det nødvendige sammenhold, flere udgifter til velfærdens og fællesskabets beståen i form af krigsmateriel og Fanden og hans pumpestok. Men trods god mimisk ivrighed i taleafleveringen, virkede det alligevel som klingende bjælder og rungende malm fra en fjern fortid. Eller som gammel vin på nye flasker.
Red, hvad reddes kan
Men selvom man har fået et kongeligt Ridderkors, og har dannet regering med de gamle dødsfjender i blå blok, er det åbenbart ikke nok til igen at få omvendt de gamle, klassekampberedte partikammerater, og få dem bragt sikkert tilbage i de førhen så medgørlige folde, hvor Arbejderklassens religion kvit og frit kunne dyrkes i fred, fordragelighed og god tone.
