Gæstearbejderne – fortællinger fra 70’erne. Immigrantmuseet 2025

Farum kommune etablerede i 2012 Danmarks eneste og nuværende Immigrant Museum. Det ligger i Kulturhuset, og er gratis at besøge. Museet har tilknyttet flere museumsinspektører og foruden nogle årlige særudstillinger, ved siden af den faste udstilling, besidder det et pænt bibliotek, der er åbent for publikum på stedet (ikke hjemlån). Immigrantmuseet har også påbegyndt en billedsamling, som jeg ser frem til bliver bredere i sin emnekreds.

Farum kommune havde ligesom mange andre kommuner en del arbejdsløse i 1990’erne. Det kom Immigrantmuseet til gavn, idet man enedes om at lade arbejdsløse akademikere lave projekter indenfor deres faglige om råd om indvandrere og integration. Således beskrev en arkitekt gæstearbejdernes boligindretning – bogreoler med nips og uden bøger, store lædersofaer og køleskabe i soveværelser. Ligesom en sociolog fulgte børn og unges tværkulturelle kontakter, venskaber og brud op til 25års alderen – de leger sammen som små, får forskellige regler som teenagere og de etniske piger er blevet mødre mens danskerne nyder sabbatår.

I nogle år har to af museets inspektører arbejdet sammen men Indvandrerhistorisk Selskabs formand journalist Ole Hammer om bogen Gæstearbejderne – fortællinger fra 70’erne. Immigrantmuseet 2025. (170s 300 kr.). Bogen er emneopdelt: Rejsen; Arbejdsliv; Bolig & Hjem; Mødet med Danmark; Fritiden; Kulturelle aftryk; Mellem to verdener; Medborgerskabet; Derefter følger de museale afsnit: En efterlysning; Indsamling til eftertiden; Kilder & litteratur; Appendiks.

Bogen er en hyldest til ”gæstearbejdernes store bidrag til vor fælles historie, der fortsat påvirker vores nutid og fremtid”, som der står i forordet.

Det er gennemgående for fortællingerne, at det har været hårdt at komme til en anden kultur og  finde en sejlrende at navigere i mellem to verdener. Sproget, skattesystemet, omgangsformerne og jævnlig udnyttelse på arbejdspladser og boligforhold med ti tyrkere i et kosteskab. Der er påskønnelse og taknemmelighed over dem der opførte sig respektfuldt og imødekommende overfor de nye – ofte med livslange venskaber til følge. Savn af eget folk og land, børn efterladt i hjemlandet, plus stor glæde ved danske friheder og ikke mindst kvinderne. De tyrkiske og jugoslaviske klubber, hvor man(d) kunne få sit hjemlands vemodige madretter og høre den musik, der fik tårerne til at trille mens spillet ruller.

Bogen kommer flot rundt om de mange emner. Der er et godt samspil mellem gæstearbejdernes egne fortællinger – heldigvis også fra kvinder – og de professionelles oplysende afsnit med stor fokus på det mangfoldige foreningsarbejde, der skulle gøre både arbejdsliv og medborgerskab mere tilgængeligt for gæstearbejderne. Regler og systemer skiftede i en uendelighed, så mors lille Hassan kunne nemt komme i klemme, men så kom Fremmedarbejderbladet og dets stab til hjælp.

Bogen er illustreret med både professionelle fotos og gæstearbejdernes egne familiefotos i både s/h og farve. Her vil jeg fremhæve Jerry Bergmans billeder, der ofte viser modsætninger mellem kulturer fx to tyrkiske mænd morer sig med at kigge på nøgne bryster 1.maj i Fælledparken, mens konerne iført tørklæder sidder med ryggen til. Desværre er billedbehandlingen mangelfuld og en del fotos burde være gjort tydeligere.

Immigrantmuseet har kulturligvis et nyt projekt i kikkerten ”Næste generation” – med både udstilling og publikation. Glæd dig til det!

Kirsten Damgaard, indvandrerlærer, kulturpsykolog, redaktør www.respublica.dk