Getting your Trinity Audio player ready...
|
I den amerikanske delstat Texas er området omkring lokaliteten Boca Rica ved bredden af Gulf of America (tidligere Gulf of Mexico) nu etableret som en selvstændig kommune med en rigtig by, Starbase. Områdets største by er Brownsville i en afstand af omkring 37 km.
SpaceX
Det er her Elon Musk har etableret sin rumfartsvirksomhed SpaceX med mere end 2000 ansatte. SpaceX har opkøbt næsten hele Boca Chica, en samling huse tæt på strandkanten, hvoraf mange blev brugt som feriehuse. Andre medarbejdere har fået logi i en park fyldt med sølvfarvede Airstream campingvogne med udsigt til raketterne. Det kommer næppe bag på nogen, at Tesla helt uden konkurrence er favoritbilen blandt rumfartsingeniører.
Placeringen er valgt fordi sydspidsen af Texas ud til Gulf of America, er ideel som affyringsrampe. Siden 2020 har SpaceX affyret 16 bemandede raketter, heriblandt 11 for Nasa. I 2025 har selskabet allerede sendt 45 raketter til himmels, 43 af typen Falcon 9 og to af de kæmpestore Starship-raketter, der er udset til at foretage rejsen til Mars.
Folkeafstemning sluttede 3. maj 2025
Indtil 3. maj havde de 283 registrerede beboere i Boca Chica ret til at stemme. Flere veje har allerede skiftet navn. F.eks. hedder Quicksilver Avenue nu Milky Way, Mælkevejen.
Afstemningen er officielt afsluttet, og Starbase, Texas, er nu en rigtig by! Ud af de 283 stemmeberettigede vælgere stemte 173 for at gøre området til en kommune, mens kun 4 stemte imod.
Den nye kommune giver SpaceX større kontrol over lokal forvaltning, herunder skatteopkrævning, zoneinddeling og infrastrukturudvikling.
Elon Musk fejrede sejren og skrev på sin platform X: “Starbase, Texas er nu en rigtig by!”.
Reservationer
Det bemærkes, at ikke alle er begejstrede – nogle lokale har udtrykt bekymring over SpaceX’ s muligheder for at lukke offentlige strande og de stigende leveomkostninger i området.
Elon Musks bestræbelser på at bygge en ny by og et nyt rumfartsimperium i det sydlige Texas på grænsen til Mexico går i det hele taget ikke stille af.
Inkorporeringen af Starbase som en SpaceX-virksomhedsby har i bund og grund været en given ting, da hovedparten af de 283 stemmeberettigede er ansat af SpaceX eller tilknyttet virksomheden.
Hvorfor vil Musk have en by?
At gøre det 1,45 kvadratkilometer store område i det sydlige Texas – som i øjeblikket ikke har meget udover SpaceX-affyringsramper, raketmonteringsfaciliteter og medarbejderboliger – til en rigtig by, vil give Musks virksomhed mere direkte indflydelse på den lokale beslutningstagning:
- De kandidater, der stiller op uden modkandidat til borgmesterposten og to byrådsposter, er SpaceX-ansatte.
- Som selvstændig by, kan der skaffes indtægter gennem skatter og eksproprieres jord, mens zonereglerne kan tilpasses så yderligere boligbyggeri for SpaceX-medarbejderne muliggøres.
Mere afgørende for SpaceX’s drift vil Starbase som by have bemyndigelse til at lukke den lokale offentlige strand i forbindelse med raketopsendelser. I øjeblikket kræves i hvert enkelt tilfælde tilladelse fra amtet.
De lokale er ikke alle begejstrede
Mange indbyggere i den nærliggende by Brownsville er bekymrede for, at SpaceX ønsker at afskære dem fra de rekreative muligheder ved stranden, ligesom der er generel utilfredshed med stigende boligpriser som følge af tilstrømning af SpaceX-arbejdere til området.
Amtets politikere og embedsmænd har imidlertid i vid udstrækning støttet SpaceX’s planer på grund af dets lokale økonomiske indvirkning, hvor der blandt andet er skabt over 3.400 arbejdspladser i regionen.
Elon Musks virksomheder er i det hele taget vigtige for Texas. Rigmanden ejer ca. 42 pct. af aktierne i SpaceX, der er vurderet til 350 mia. dollars. Musk har flyttet de fleste af sine virksomheder til Texas fra Californien, heriblandt en kæmpemæssig Tesla-fabrik syd for Austin.
Starbase er ikke den første virksomhedsby i USA
Mens et befolkningscenter, der er så direkte kontrolleret af et firma, er usædvanligt i det 21. århundredes Amerika, er der masser af historiske fortilfælde. For eksempel blev Gary, Indiana, grundlagt i 1906 af den amerikanske stålvirksomhed US Steel.