Mette Frederiksen skærper sine advarsler mod truslen fra Rusland

Getting your Trinity Audio player ready...

De russiske tropper i Ukraine har problemer. Ifølge den ansete tænketank Institute for the Study of War har de lidt store tab i januar måned, og de rykker frem i langsommere tempo sammenlignet med månederne før.

 

I perioden september-november 2024 accepterede Rusland de høje tabstal for at få et voksende territorium. Men disse territoriale  landvindinger aftager nu, og de russiske tabstal er fortsat på højt niveau. Det tvinger de russiske styrker til at sænke ambitioner og tempo i deres erobringer.

 

Men den russiske hær fortsætter med at trække blodige spor.  Putins styrker har således på det seneste råt og brutalt henrettet 79 ukrainske krigsfanger – i en række tilfælde skete det, mens de ukrainske soldater overgav sig. Det er stik imod folkeretten, altså en krigsforbrydelse. Ifølge FN er der tale om en skarp stigning i henrettelser.

 

Det er blandt andet rystende begivenheder som disse, der får statsminister Mette Frederiksen til at understrege, at vi befinder os i en ny geopolitisk virkelighed. I den forbindelse henviser hun ikke mindst til et fortsat aggressivt Rusland, “som truer Europas sikkerhed og er en stigende udfordring i Østersøen og Arktis.”

 

 

 

 

Del på Facebook