Getting your Trinity Audio player ready...
|
Klokken 15.00 anmeldte en pårørende til et ældre ægtepar i Viby, at de kort forinden var blevet franarret penge og smykker af en falsk bank- og politimand, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.
Manden, der sagde han kom fra Nordea, henvendte sig hjemme hos den ældre kvinde og fortalte, at der var en masse indbrud i området, så derfor ville han hjælpe hende med at sikre deres værdier.
Kvinden udleverede sit dankort med kode, sit smykkeskrin og et større kontant beløb til manden.
Og så dukkede en falsk politimand op
Mens svindleren var i hjemmet, ringede en falsk politimand, som også bad hende aflevere alt af værdi. Kvindens samlever kom hjem, medens svindleren var i huset.
Også han blev overtalt til at udlevere sit hævekort og kode.
Der blev efterfølgende hævet penge fra begge konti, så de i alt led et tab på 34.000 kr plus smykkerne.
Politiet efterforsker nu sagen om ældresvindel og indhenter overvågning fra hæveautomaterne.
Svindlerne er udspekulerede
”Mange ældre er flove når de indser, at de er blevet snydt. Erfaring med denne type svindel viser dog, at bedragerne er gode til at skabe tillid og forvirring, som ofte gør situationen svær at overskue for de forurettede,” skriver politikredsen i døgnrapporten og fortsætter:
”Svindlerne er udspekulerede, og de udnytter ofte de ældres tillid til myndigheder og banker, og får frembragt en frygt for at de ældre mister deres værdier. Tal med dine ældre pårørende om risikoen for at blive snydt,” lyder opfordringen fra Midt- og Vestsjællands Politi.