|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har netop været vært for en Ukraine-konference i Paris med deltagelse af de europæiske lande.
Konferencen, hvor også Danmarks Mette Frederiksen deltog, udløste et opsigtsvækkende sammenstød mellem EU’s to bærende lande, Tyskland og Frankrig.
Baggrunden for sammenstødet var, at Macron mod afslutningen af konferencen luftede overvejelser om, at man ikke skulle udelukke at sende vestlige tropper til Ukraine. Med det formål at støtte ukrainernes kamp for uafhængighed. Han sagde:
“Der er ingen konsensus i dag om at sende landtropper på en officiel og aftalt måde. Men intet skal udelukkes. Vi skal gøre alt for at sikre, at Rusland ikke kan vinde denne krig”.
Intet kan udelukkes! Det er meget bemærkelsesværdige ord.
Og det kan betyde tropper i form af militære rådgivere og hjælp til militær træning.
Det fik i den grad Tysklands forbundskansler Olaf Scholz op af stolen. Han slog kategorisk fast, at der hverken nu eller i fremtiden kunne blive tale om at sende vestlige soldater til Ukraine.
Kansleren betonede i den grad, at der var enighed om dette nej blandt de vestlige lande.
En talsmand for Scholz’ parti, SPD, slog øjeblikkelig fast, at der ikke kunne blive tale om at lade vestlige soldater involvere i kampene i Ukraine.
Det tyske regeringspartis heftige reaktion afslørede, at man er meget nervøs for at blive trukket ind i en debat om at vise stærkere militær opbakning til Ukraine.
Det er et meget følsomt emne, fordi der i Tyskland er voksende røster, der ønsker en hårdere politisk-militær kurs som svar på Ruslands aggression.
Taurus krydsermissiler
Specielt er der et voksende pres for, at Tyskland skal levere såkaldte Taurus krydsermissiler til Ukraine, der er militært hårdt presset fra russerne.
Scholz har kategorisk afvist denne mulighed med det argument, at Tyskland dermed ville blive involveret i krigen. Scholz offentliggjorde sin argumentation på X (tidligere Twitter).
Men så fik kansleren svar på tiltale fra oplyste skribenter på Twitter. De gjorde opmærksom på, at Ukraine allerede gør brug af britiske og franske krydsermissiler, uden at det gør Storbritannien og Frankrig til deltagere i krigen.
Disse oplyste Twitter-skribenter kunne belære kansler Scholz om, at de britiske og franske krydsermissiler, Storm Shadow og Scalp, bliver brugt af Ukraine, uden at det kræver involvering af britiske og franske soldater på landjorden.
Britisk og fransk militær deltager overhovedet ikke i disse kamphandlinger. Men man leverer altså nogle våben, som ukrainerne har betydelig gavn af i deres kamp.
Konklusion: Scholz’ argument om, at Tyskland bliver en del af krigen, hvis Ukraine gør brug af Taurus-krydsermissiler, holder slet ikke.
Det kan ikke nytte noget, at Scholz forsøger at foregive, at Tyskland bliver krigsdeltager, fordi man gør brug af tyskproducerede missiler. Der vil ikke involvere tyske soldater.
Scholz forsøger at skræmme de krigsangste tyskere med fupargumenter. Ukrainerne bliver taberne ved denne manøvre, fordi den svækker Ukraines militære slagkraft.
Den fremtrædende tyske forsvarspolitiker Marie-Agnes Strack-Zimmermann (FDP) kalder Scholz’ beslutning og hans begrundelse for den for ”mere end bizar”. Og det har hun fuldstændig ret i.
Men det ændrer jo ikke ved, at Scholz med sin mærkværdige argumentation klart bidrager til at svække Ukraine.
Den tyske kanslers rolle i forbindelse Taurus-missilerne er stærkt problematisk.
Der er brug for, at andre kræfter – ikke mindst briterne og franskmændene – sætter den tyske regering under så meget pres, at ’Taurus-skandalen’ bliver korrigeret.
Om det bedst kan ske ved, at de hårdt trængte ukrainere får adgang til Taurus-missiler, svæver foreløbig i det uvisse. Men der er i hvert fald brug for en oprustning mod Putin – med aktivt tysk engagement.
Scholz er fodslæbende – der er brug for det modsatte
Men tilsyneladende skal man ikke forvente sig meget af kansler Scholz i den forbindelse.
De problematiske tyske meldinger efterlader et indtryk af, at Scholz og andre toppolitikere måske slet ikke har ønsket at styrke Ukraines kampkraft.
Tyskerne har på grund af deres historiske erfaringer stadig svært ved at se oprustning som et nødvendigt onde.
Med Scholz som kansler synes man at være mest optaget af, at Tyskland helst ikke skal forbindes for meget med magtanvendelse.
Men Tyskland er afgørende for Europas fremtid. Og når man har denne placering, så er man nødt til at vise viljen og modet til at bruge de nødvendige magtmidler.
Som det er nu, bliver det i for høj grad til, at man er uvillig til at sætte hårdt mod hårdt over for aggressive kræfter.
Frankrig vil have rollen som det førende land i EU
Engang var Tyskland og Frankrig sammen de reelle ledere af EU-landene. Sammen lagde den en politik, som de øvrige lande så fulgte.
Men nu er Tyskland svækket økonomisk og politisk. Tyskland er ikke en europæisk kraft de andre lytter til. Og det tætte samarbejde med Frankrig er væk.
Det betyder at Europa står med et ledelsesmæssigt tomrum.
Det er det tomrum Macron måske nu vil udfylde alene ved at gøre Frankrig til EU’s ledende kraft.
Med sin melding om landtropper i Ukraine har Macron med et slag ændret Frankrigs fremtoning.
Macron har flyttet Frankrig fra at være en af de forslæbende nationer i krigen mod Putin til at være en dristig udfarende nation. En høg i kampen mod Putin.
Nu er det Macrons strategi, der bliver diskuteret af europæiske politikere og militærstrateger.
Denne franske strategibliver set som udtryk for, at han overvejer at indsætte militære rådgivere, der skal bidrage til en omfattende træningsindsats i Ukraine.
Der bliver også talt om, at Macron med sin udtalelse rykker på den røde linje i forhold til Putin.
Her og nu har Ukraine et desperat brug for ammunition. Men også her har Macron rykket sig og er villig til at købe ammunition uden for EU.
Macrons nye politiske profil som høg kan lægge pres på Tyskland, der risikerer at stå tilbage på perronen som en stor svigter.
Igennem årtier har Europa ladet USA betale for forsvaret af Europa.
Det begyndte Trump som præsident at sætte en stopper for. Og Europa begyndte at tage sig sammen og modernisere og udvide sit forsvar.
Det er fortsat ikke nok til at løse opgaven.
Men Macrons nye signaler kan vise sig at få stor betydning for Europas evne til at stå på egne ben.
