Det er den svenske statsborger Sameh Egyptson, en kristen koptisk fra Egypten, der beskriver infiltrationen og strategien bag. Sidste år afleverede Egyptson en stærkt dokumenteret doktorafhandling, hvori det blev afsløret, hvordan Det Muslimske Broderskab har infiltreret det svenske samfund, både i politik, kirke, skoler og andre offentlige institutioner. Specialet viser, hvordan dette er sket gradvist og efter en nøje udklækket plan tilbage til 90’erne. Strategien er efter alt at dømme den samme i hele Vesteuropa.

 

Doktorafhandling “Global politisk islam? Det Muslimske Broderskab & Islamisk Forening i Sverige” er over 700 sider, spækket med dokumentation for, hvordan Broderskabet systematisk har infiltreret svenske institutioner og politiske partier i 25 år med det formål at etablere muslimske enklaver, hvor sharia hersker.

 

Da Egyptson forsvarede sin doktorafhandling den 10. februar sidste år, var det med sikkerhedsforanstaltninger og hele 250 tilskuere. Politiet blev informeret om, at udpegede tilhængere af Broderskabet ville protestere mod tesen under præsentationen af resultaterne. Det siger noget om de sprængstoffer, han ville fremlægge. Afhandlingen blev omtalt i alle større medier omkring tidspunktet for lanceringen.

 

Egyptson blev født i Egypten i en koptisk kristen familie i Cairo. I sit hjemland studerede han Mellemøstens og Egyptens historie, og efter at være kommet til Sverige i 1990 vendte han sin opmærksomhed mod sprog og religionsstudier ved universiteterne i Lund og Uppsala. Den afhandling, han indsendte, er baseret på 20 års arbejde. Derfor vækker det opsigt, når Egyptson går ud i en bredt funderet kronik i Berlingske. Egyptson er ikke i tvivl: Danmark kæmper med præcis den samme infiltration og taktik fra Broderskabets side, som Sverige gør. Så kan jeg tilføje, at jeg ikke er i tvivl om, at strategien er den samme i Norge.

Islam er sivet ind overalt

Baggrunden for Egyptsons forslag skal findes i Arbeiderpartiets danske “brødre og søstre”, statsminister Mette Frederiksens Socialdemokratiske Parti (S). Hendes udlændingeordfører, Frederik Vad, har for nylig udtalt sig om infiltrationen på forskellige niveauer, herunder i politik i Danmark, udtalelser, der har skabt en voldsom og vedvarende debat. I Folketinget i april sagde han blandt andet følgende om de forskellige erkendelser i dansk udlændingepolitik siden slutningen af 90’erne:

 

Den tredje erkendelse er den, vi står overfor nu, og den er vist ikke helt sivet ind i store dele af befolkningen eller her på Christiansborg. Og det er jo en erkendelse af, at arbejde, uddannelse, bolig, rejsekort til foreningslivet og pletfri straffeattest ikke er nok, hvis man samtidig bruger sin position til at underminere det danske samfund indefra.

 

Derfor vil jeg gerne opfordre alle i Folketinget til at læse den rapport, der kom ud den 1. marts fra det kriminalpræventive råd i Sverige. Det er et af de mest dyrebare dokumenter, vi har, som viser herskerens holdning i sin perfekte form. Den viser, hvordan titusinder af mennesker i klaner og bander og i visse etniske samfund har infiltreret, og jeg citerer: alle betydningsfulde dele af det svenske samfund. Dette gælder fra det private til det kommunale til staten; embedsmænd, sagsbehandlere, fængselsbetjente, havnearbejdere.

 

Vi er ikke Sverige. Danmark er noget andet. Men den kultur, der hersker her, og som er tydelig i denne betænkning, ser vi også herhjemme. Vi hører om en politibetjent, der ringer til et krisecenter og presser lederen af krisecentret for at få navnet på en bestemt kvinde, der er på det center; en socialrådgiver, der afviser visse børns sager en familieterapeut i en dansk NGO, der i stedet for at hjælpe børn ud af social kontrol hjælper en forælder med at kidnappe deres børn og sende dem på genopdragelsesrejse. Og i mandags kunne vi se BT afsløre, hvordan forskere på Københavns Universitet har kendskab til 550 skilsmisseaftaler, som danske imamer i godkendte trossamfund har indgået uden Familiedomstolen, uden lovlige ægtepagter. En af de ting, der står i disse kontrakter, er, at kvinden skal betale sig selv, leve i cølibat fra nu af eller opgive børnene for at undslippe ægteskabet. Og så beder imamerne os om hjælp i stedet for at gå ud og rapportere til myndighederne.

 

Det kunne man lige så godt have sagt fra Stortingets talerstol – selvfølgelig. Hvad var reaktionen i Socialdemokratiet på Vads udtalelser? »En anonym arbejdsgruppe bestående af interne kritikere har sendt et protestbrev til partiets ledelse, hvori de tager skarpt afstand fra Vad,« skriver Berlingske. Og hvem består denne arbejdsgruppe af? Tja, tyrkere med tætte bånd til Erdogans autoritære Tyrkiet. Således bekræfter disse tyrkere på en fornøjelig måde og med 100 procent præcision den infiltration, Vad beskrev i april.

 

Fælles for dem er, at de har eller har haft en tilknytning til den lokale tyrkiske moské – enten som aktive sognebørn, bestyrelsesmedlemmer eller bestyrelsesformand. Moskéerne er alle en del af Dansk Tyrkisk Islamisk Fond, som tilhører Diyanet. Diyanet er ministeriet for religiøse anliggender i Tyrkiet.

 

Informationerne vil blive offentliggjort på organisationens hjemmeside og politikernes egne profiler på sociale medier.

Ligesom olie og vand

Spørgsmålet er så: Hvordan kan man være medlem af S og bestride et embede i S, når man samtidig er medlem af moskeer, der er under islamisten Erdogans Diyanet? Med hensyn til værdi er dette som olie og vand. Ifølge en dansk ekspert har Diyanet for eksempel “groteske” holdninger til homoseksualitet og barnebrude.

 

Det er mildest talt problematisk, som vi også har påpeget i årenes løb, f.eks. at Labour har folk i fremtrædende stillinger, som samtidig plejer deres bånd til moskeer med værdier, der tilhører en anden planet end den, Labour-partiet lever på. Et fremragende eksempel er Nasir Ahmed i Oslo Ap, som er en beundrer og genstand for Tahir ul-Qadri, pakistaneren i Minahaj ul-Quran, der ønskede hele kloden under kalifatets banner. Mens vi som byrådsleder så vi for eksempel Raymond Johansen, også Labor, i en varm omfavnelse af Broderskabets Basim Ghozlan ved en ID-fest (link til begge begivenheder her). Ghozlan har således spillet sine værdikort efter bogen til Labour-partiet.

 

Når Berlingske spørger S’ politiske ordfører, om man kan “være socialdemokrat og have en fremtrædende position i Diyanet, er svaret: “Det er et spørgsmål til socialdemokraternes lokalkreds. Det er ikke et spørgsmål, jeg vil forholde mig til”, hvilket betyder, at det er op til de enkelte lokalafdelinger, hvem de ønsker at udfylde på deres lister.

 

At dette viser, at infiltrationen har virket, er nok helt indlysende. Denne strategi blev mejslet ud på en konference i 1995 i regi af Broderskabet, hvor nye internationale vedtægter blev diskuteret, skriver Egyptson. På konferencen deltog den førende fundamentalist Yusuf al-Qaradawi, Broderskabets åndelige leder.

 

Der præsenterede han sin nye politiske strategi “wasatiyyah”. Al-Qaradawi skriver, at “erobringen af Vesten” er et eskatologisk løfte fra Allah til muslimerne. Alle andre religioner og deres politiske organisationer må underkaste sig den “islamiske sociale orden” og sharia.

 

Denne gang vil erobringen ikke finde sted med sværd, før fjenden er for stærk gennem missionens vej (“dawah”). Ved at oplyse de kristne vil de konvertere. På denne måde bliver “muslimerne” et flertal og kan etablere en islamisk stat.

Fiskeri efter de muslimske stemmer

Det er også her, alle disse moskeer, der typisk præsenteres som kulturelle foreninger, kommer ind i billedet. Al-Qaradawi opfordrede muslimer i Europa til at skabe deres egne islamiske enklaver som et delmål, hvor muslimer styrker enheden indbyrdes og holder medlemmerne fast i islam gennem skoler og aktiviteter. Og nu til en nøglestrategi:

 

Man skal ikke danne sine egne politiske partier, hvor intentioner og værdier bliver synlige og kan kritiseres, men i stedet melde sig ind i eksisterende partier og stille og roligt arbejde indefra.

 

Den svenske arbejderbevægelse blev infiltreret allerede før ovennævnte konference:

 

I arbejderbevægelsens arkiver i Stockholm finder du unikke dokumenter, der forklarer, hvordan denne strategi blev omsat til praksis. Arabiske, tyrkiske og pakistanske aktivister koordinerede deres organisationer i Muslim Council of Sweden (SMR) i 1990.

 

Socialdemokratiet blev kontaktet før valget i 1994 med beskeden om, at foreningens stemmer kunne afgøre valgresultatet, og nye partimedlemmer blev tilbudt i bytte for pladser på partiets valglister. Under retorisk dække af “religiøs dialog” og “samarbejde i det multikulturelle samfund” lykkedes det dem at få politisk støtte fra socialdemokraterne.

 

Flere fremtrædende muslimer gik således ind i national politik i Sverige.

 

Egyptson finder det utåleligt, at det danske socialdemokratis ledelse ikke vil rydde op i, at de har folk i stillinger rundt omkring i landets kommuner med åbne bånd til eksempelvis Erdogan. “Efter min mening er det ikke foreneligt at være socialdemokrat samtidig med at have en fremtrædende position i Diyanet eller nogen anden antidemokratisk organisation,” skriver han.

 

Tavsheden fra S’s ledelse og det norske Arbeiderpartis samme tavshed kan næppe have noget andet svar end dette: De ønsker at få fat i de muslimske stemmer. Det er også derfor, de kører moskeerne ned ved hvert valg, på trods af at moskeerne er centreret om værdier, der ligger milevidt fra Labour-partiets værdier. Og da Labour gør dette, gør det konservative parti f.eks. nøjagtig det samme.

 

I Norge er det mest islamopatiske parti i øvrigt Centerpartiet (PS), noget organiserede muslimer fuldt ud har forstået (rul hele vejen ned for at se det samlede resultat. PS scorer 44 procent til fordel for islam, 20 procent mere end nummer to på listen, Det Kristelige Demokratiske Parti.

 

Forsidefoto: Faksimile fra TV 2, hvor daværende borgmester Raymond Johansen (Arbejderpartiet) er i islamisternes heftige favn i Norge, her på Broderskabet. Der er en vis symbolik i, at brandbilen er klar bagved.