|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
I hele 3 år har EU-Parlamentet arbejdet på en ny asyl- og migrantpolitik. Og så er det endelig lykkedes for Parlamentet at blive enig. Migranterne skal fordeles mellem EU-landene, og de lande, der ikke vil modtage migranter skal betale ved kasse 1 pr. afvist migrant.
For mig lyder det som gammel vin på nye flasker, og det er lige netop dét, EU-Parlamentet og de østeuropæiske Rasmus Modsatte har skændtes om i årevis.
Men denne gang skal det nok lykkes at få EU-landene til at makke ret. Med alle de gode tiltag, Parlamentet har skruet sammen, forventes EU-landene gladeligt at melde sig som modtagere af et hvilket som helst antal migranter, der er i venteposition i både Afrika og resten af MENAP-verdenen.
Men de EU-lande, der slår sig i tøjret, står allerede parat med deres Mobil Pay for at løskøbe sig fra de rædsler, de ved ellers venter forude.
De migranter, der er nået i land i de sydligste europæiske lande venter så på at blive anvist, i hvilket land de fremover kan videreføre deres hjemlands skikke og kultur. Nu skal de nemlig ikke mere – ifølge EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen – selv bestemme, hvor de vil bo: ”Det er europæerne, som bestemmer, hvem der kommer ind i EU og kan få lov til at blive”.
Jubii. Dette er helt nyt. Vi venter dog alle spændt på at se, hvem der har selvbestemmelse: europæerne eller migranterne.
Spidskandidaten Stine Bosse
Torsdag aften den 11. april Deadline kl. 22.15 på DR2 var gæsten Stine Bosse (spidskandidat til Europa-Parlamentet for De Radikales klon Moderaterne). Nu skulle glæden over den nye asylpagt udbredes for al folket.
Stine Bosse er Danmarks svar på den svenske katastrofe Ylva Johansson, der slår sine folder i EU som EU-kommissær for indenrigspolitiske anliggender. Veninden Ylva kunne slet ikke få armene ned i sin jubel over asylpagten.
Jeg kunne allerede mærke pulsen stige ved tanken om at skulle overvære Deadline. Nej, jeg orkede hende ikke. Men så overvældede pligtfølelsen mig. Jeg måtte simpelthen vide, hvor fantastisk den nye migrantaftale bliver for os alle sammen.
Moral frem for politik
Det stod hurtigt klart, at den nye pagt ikke så meget drejer sig om politik. Nu skulle der appelleres til EU-landenes moral. Politikere har i dag bevæget sig væk fra politik, der tilgodeser befolkningens behov og prøver i stedet på en mere subtil måde at skamme modstanderne af EU og al dets væsen ud.
Vi skal være moralske, så Danmark ikke – ifølge Stine Bosse – forpasser en enestående chance for at tage ansvar og vise solidaritet med vores sydeuropæiske naboer.
Med en dumsmart bemærkning, udtalte Bosse: ”Hvis nu Læsø blev til Lampedusa en dag, kunne det jo godt være, at vi kom i tanke om, at det måske var meget smart, at vi var fælles om ansvaret for flygtninge i Europa.”
Og det har hun da ret i, men så kunne man måske have lyttet til de mange, der gennem årene har foreslået, at EU-landene skulle sende folk til Grækenland og Italien, så de kunne hjælpe landene med at få registreret den overvældende invasion og med at få adskilt de meget få, der havde behov for beskyttelse fra lykkeridderne. De sidste kunne så hurtigt returneres til deres hjemland. Vi talte for døve øren. Det var slet ikke det, EU ville. EU ville have millioner og atter millioner fra hele verden til Europa. Det var Frau Merkel garant for ville ske.
Så Frontex, der ellers var sat i søen for at beskytte de ydre grænser, blev til en redningstjeneste. Det samme var tilfældet med NGO-skibe, der opererede i Middelhavet, hvor de sejlede helt ind til den nordafrikanske grænse og samlede kuldsejlede migranter op.
Sikker og effektiv returnering
Ifølge Stine Bosse indebærer løsningen styrket grænsekontrol og solide aftaler med tredjelande, i særdeleshed med den Afrikanske Union, om sikker og effektiv returnering af illegale migranter.
Man må le. Den ydre grænse er hullet som en si, og hvor mange tror på ”solide aftaler om sikker og effektiv returnering af illegale migranter”? Lars Løkke Rasmussen roste sin egen formåen, da han fik Marokko til at tage imod den islamistiske forbryder, kaldet Boghandleren fra Brønshøj, efter underskrivelsen af Migrantpagten (se DKA). Hvor mange migranter er returneret til deres udgangspunkt siden?
Det er nok ikke så mange, som vi har taget tilbage, efter at vi var sluppet af med dem.
Det kan kun blive ”effektivt og langtidsholdbart, hvis dette sker gennem koordinering på EU-niveau”, som Stine Bosse udtrykker det. Det er det rene nonsens.
EU har haft mange år til at dokumentere, at de kan ”koordinere” noget udover i samlet trop at blive enige om at true de lande, der under ingen omstændigheder vil have muslimske migranter ind i deres lande. Disse lande er fuldt ud klar over, hvordan invasionen har ødelagt livet for de vesteuropæiske befolkninger og vil ikke byde deres egne sådant et liv.
Løsningsmodeller
Den ene løsningsmodel efter den anden flød ud af Bosses mund som skidt fra en spædekalv.
Vejen til Europa skal hedde uddannelse og kompetence, som EU skal styrke (= betale).
I min naivitet troede jeg, at det lige netop var det, milliarder af kroner til bistandshjælp gennem mange, mange årtier var blevet brugt til. Mon ikke Danmark mere end langt de fleste andre lande har taget ansvar for lande, der ikke bekymrer sig om deres egen befolkning, men hvor skiftende diktatorers bankkonti i stedet fyldes med den evigt flydende pengestrøm fra europæiske lande?
Vi skal på samme tid både fremme den lovlige vej til Europa for migranter samt
sørge for modtagecentre for flygtninge i udlandet (bare ikke Socialdemokratiets Rwanda-projekt). Her må der vist være tale om to grupperinger. Gruppe 1, der er de højtuddannede, hvis rejse til Europa skatteyderne faciliterer. Gruppe 2 er lykkeridderne, der først tilbydes ”en sikker og effektiv adgang til Europa”, når og hvis de får asyl.
I gruppe 1 befinder sig naturligvis de migranter, som erhvervslivet foeventer kan bidrage.
Migranter, der kan bidrage? EU-landene skal altså tømme det afrikanske kontinent for kvalificeret arbejdskraft? Mere kynisk kan det vel ikke blive.
Men ifølge Stine Bosse vil det skabe positiv udvikling, vækst og arbejdskraft. Til gavn for begge parter.
Hvem er disse ”begge parter”? Et afrikansk land og det danske erhvervsliv? Hvor meget gavn er der for den danske befolkning, der – som sædvanligt – skal tvinges til at integrere integrationsresistente nyimporterede?
Mangel på arbejdskraft
Stine Bosse kunne oplyse den uvidende befolkning om, at vi har stor mangel på kvalificeret arbejdskraft.
Men årsagen, nemlig at invasionen sydfra synes ustoppelig (og nu bliver det endnu værre!), blev ikke nævnt. Vi er sikkert mange, der mener, at vi er alt for få til at forsørge alt for mange. ”De mange” skyldes ikke mindst de tilvandredes mange børnefødsler i en ung alder, og at deres generationer skifter hvert 20. år, mens vores skifter hvert 30. år.
For få årtier siden var vi under 5 millioner (ca. 4,8 millioner) danskere og kompatible udlændinge, der gennem måske 100 år var kommet hertil. I dag nærmer vi os 6 millioner, hvor tæt på en million hverken er eller ønsker at være en del af vores fællesskab.
Og så må vi ikke glemme betydningen af den altdominerende islamisme (tidligere kaldet snigende), som for længst har lagt vores tillids- og fællesskabskultur øde.
Retsforbeholdet
Men retsforholdet, hvad med det? Har Stine Bosse glemt, at Danmark har et retsforbehold, der betyder, at Danmark ikke deltager i al migranthalløjet? Nej, selvfølgelig ikke, men vi kunne jo få en folkeafstemning om forslaget. Det er dog hverken Socialdemokratiet eller Venstre interesseret i. De to regeringspartier ”pander forslaget ned”, som Berlingske (bag betalingsmur) skriver.
Men selv uden en folkeafstemning, synes det ikke, som om Bosse mente, at det var noget problem. I 2015, hvor horder af lykkeriddere okkuperede vores motorveje (hvilken fryd med al den arbejdskraft og så oven i købet fra øverste, øverste hylde!), viste daværende statsminister for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, at et sådant forbehold blæser man da bare på.
Men det ville daværende udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, ikke være med til: ”Vi tager ikke en eneste”. Hendes chef, Lars Løkke, sagde derimod: ”Vi tager 1.000”. Og så tog han ned til Frau Merkel, og deres lille hyggesludder resulterede i over 30.000 migranter.
Hvem vinder mon denne disput mellem regeringspartierne? Bare det ikke går som med store bededag.
