Udlændingepolitik: Regeringen hævder at være en strammerregering. Sådan mærkes det ikke blandt befolkningen

Arkivfoto: Steen Raaschou
Getting your Trinity Audio player ready...

Da Danmark fik ”verdens bedste udlændingelov” i 1983, var det kun få, der opdagede der, og som konsekvenserne gik op for. Medierne var ikke særligt forhippede på at oplyse om den lov, som politikerne havde kogt sammen. De Radikale var primus motor.

 

I 1983 havde vi stor arbejdsløshed, der især gik ud over fremmedarbejderne (der vist nok blev kaldt gæstearbejdere), så det manglede da bare, at de også skulle undvære deres familie. Det måtte derfor være det helt rigtige tidspunkt at give tilladelse til import af tusindvis af kvinder samt deres børn.

 

Bedre blev det ikke i 1992, hvor politikerne efter et stærkt pres fra de Radikale, gav efter for presset og gav opholdstilladelse til de såkaldte kirkepalæstinensere, der havde fået afslag. Jublen blev så stor hos disse, at de omgående rejste hjem for at fortælle om den gode nyhed.

 

Og sådan er det gået slag i slag lige siden, dog med lovede stramninger fra 2001 til i dag. Egentlige stramninger har der nu ikke været så meget tale om – mere lapperier.

 

Da venstrefløjspartierne rynker panden, hvis udlændinge ikke har fri adgang til Danmark, stemte de imod alle lappeforslag. De kunne derfor rulle disse tilbage i 2011, da S+R dannede regering. En del af disse tilbagerulninger blev så rullet tilbage, da VLAK trådte til i 2015.

 

Men egentlige stramninger, altså hvor der blev taget fat om roden, er det aldrig blevet til.

 

Konventionerne fjerner EU-landenes suverænitet

Mange vil have den antikvariske Menneskerettighedskonvention opsagt. Den er grundlaget for Menneskerettighedsdomstolens afgørelser, hvis medlemsstaterne skulle træde forkert (Menneskerettighedsdomstolen består af 46 lande, efter at  Rusland er trådt ud) og hører under Europarådet.

 

Da de såkaldte dommere i Menneskerettighedsdomstolen (ikke ret mange er dommerne i vores forstand  – se DKA) til stadighed udvider udlændinges rettigheder, kaldes Domstolen dynamisk. Det er et rigtigt plusord, for hvad er der galt med at være dynamisk?

 

Det nytter derfor ikke meget, at Menneskerettighedskonventionen opsiges, hvis alle de mange andre konventioner ikke også ryger samme vej. De er nemlig så udspekuleret udformet, at stort set alle artiklerne i Menneskerettighedskonventionen gentages i de andre konventioner. På den måde er hele konventionshalløjet flettet ind i hinanden, så det stort set er umuligt at adskille dem; det skal ske i ét hug.

 

Det kræver mod, for hvad vil de andre lande ikke sige? Vi står altså med politikere, der er så bange for deres ry, at de hellere prisgiver den befolkning, de er valgt til at tjene.

 

EU og FN befaler

Det er ikke kun konventionerne, der er en pind i EU-landenes kiste. EU opfinder stadig nye indskrænkninger, der skal stække EU-landenes selvbestemmelsesret, ja sågar suverænitet. Eurokraterne holder øret tæt til jorden, så når det buldrer fra FN, skal EU-landene rette deres love ind. Disse

skal være i overensstemmelse med de ordrer, der kommer fra FN og EU.

 

Op til 1953, hvor vores Grundlov blev ændret i anledning af tronfølgeloven, blev der samtidig givet mulighed for at afgive suverænitet. Og jeg skal love for, at man har benyttet sig af denne mulighed, selv om Højesterets kendelse om suverænitetsafgivelse var noget tåget, jf. ”ikke for meget og ikke for lidt”.

 

højesteretsdommen 6.4.1998 om Grundlovssagen vedrørende Maastrichttraktaten, udtalte Højesteret, at reglen ikke indebærer, ”at beføjelser, der tilkommer rigets myndigheder kun kan overlades til en international organisation i mindre omfang” (s.148, pkt. 9.2), men at ”Det må anses for forudsat i grundloven, at der ikke kan ske overladelse af beføjelser i et sådant omfang, at Danmark ikke længere kan anses for en selvstændig stat” (s. 152/153, pkt. 9.8).

 

Så skulle alt være klart og let forståeligt: ”i et sådant omfang” er ikke et mindre omfang, men ej heller et stort omfang. Bare sådan lige midt imellem.

 

Migrantpagten

Ja, en pagt lyder lidt, som om den er hugget i sten, hvad den nok også skal vise sig at være.

 

I 2018 forærede Lars Løkke Rasmussen på danskernes vegne fri adgang for afrikanerne til vores land via underskrivelse af Migrantpagten, der bl.a. var en aftale om øget indvandring fra Afrika. Linket indeholder et link til en uautoriseret dansk oversættelse fra Grundlovsforeningen Dansk Kultur.

 

Protesterne imod Migrantpagten var inden underskrivelsen stor, men ifølge Løkke Rasmussen var den helt uden juridisk betydning. Hvorfor så underskrive? Og da Løkke Rasmussen erkendte, at den havde politisk betydning, hvad betød så det? Blot en strid om kejserens skæg? Eller?

 

Vi skulle snart se betydningen af denne betydningsløse pagt. Medierne måtte ikke nævne, hvem de forbrydere er, der overfalder vores landsmænd. Kodeordet blev ”de unge”, og når de ikke var så unge endda, f.eks. en 35-årig jyde, så blev overfaldenes særlige kendetegn kodeordet for ”jydens” udenlandske oprindelse.

 

Så blev vores ytringsfrihed indskrænket. Som formanden for Trykkefrihedsselskabet Aia Fog oplyser, er det sket tre gange på to år. De, der fx skriver på Facebook, erklærer, at de til stadighed kommer i Facebook- fængsel, selv om mener at bruge et sobert sprog. Dog ikke sobert nok til Facebooks censur.

 

Indfødsretsloven – endnu en pind i Danmarks ligkiste

De, der ikke har været opmærksom på, at indfødsretsloven – endnu engang – blev ændret til fordel for udlændinge, fik sikkert kaffen galt i halsen, da de læste Poul Erik Andersens indlæg i DKA 5. marts om, at der sidste år blev født over fire tusinde børn med rødder i muslimske lande – og lidt under halvdelen af dem blev født med dansk statsborgerskab.

 

Uanset hvordan de opfører sig, og hvor grove konsekvenserne er for danskerne, kan vi ikke slippe af med dem. Muligheden foreligger kun, hvis de har dobbelt statsborgerskab, og hvis de er til fare for landets (ikke borgernes) sikkerhed. Er de statsløse, må borgerne lære at leve med den importerede vold.

 

Og da der er langt kortere mellem generationerne fra muslimske lande (ca. 20 år), og da de får flere børn end danskerne, kræver det ikke den store skibsførereksamen at regne ud, hvornår vi er udmanøvreret.

 

Invitationer er sendt ud

Flygtningenævnets gode hjerte er løbet af med dem, så de har sendt invitationer ud til palæstinensere i Gaza. Fortroppen på fire personer er allerede ankommet, og de har alle fået opholdstilladelse. Den er ganske vist ”midlertidig”, men har vi nogen sinde hørt om midlertidighed, der ikke er konverteret til ”for evigt”?

 

Debatten om dette i Folketinget var interessant. Dansk Folkeparti ønskede en lovgivning, så Flygtningenævnet ikke bare kunne skalte og valte, som de lystede hen over hovedet på Folketinget. Men udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek beklagede, at hans hænder var bundet. Han kunne som minister ikke blande sig i Flygtningenævnets dispositioner.

 

Jamen, hvad skal vi dog bruge ministre til, når nævn, styrelser m.v. helt uden om Folketinget kan beslutte, hvad de føler for? Og ministrene dermed sættes  skakmat, dvs. uden for indflydelse.

 

Så er det jo ikke så mærkeligt, at regeringen ikke kan være den strammerregering, den hævder at være.

Del på Facebook