Getting your Trinity Audio player ready...
|
Torsdag holdt Ruslands enehersker, Vladimir Putin, sin tale til nationen. Talen blev frem for alt brugt til at sende trusler og hånende bemærkninger mod Vesten.
Putin er tydeligvis blevet mere høj i hatten, fordi det er lykkedes Rusland at stoppe ukrainernes fremmarch, og fordi de vestlige lande strides indbyrdes om vejen frem.
Putin langede ud mod “dem, der taler om at sende vestlige tropper til Ukraine”. Det refererede specielt til Frankrigs præsident Macron, der har været åben over for at sende vestlige styrker til Ukraine for at slå russerne tilbage.
Hvis det skulle ske, så er der fare for en regulær atomkrig, sagde Putin.
“Forstår de ikke, at der er fare for en atomar konflikt”, sagde Putin.
“De er nødt til at forstå, at vi også har våben. Våben, der kan besejre dem på deres eget territorium, og selvfølgelig er alt dette meget farligt, fordi det faktisk kan udløse brugen af atomvåben,” siger Putin ifølge flere mediers oversættelse af hans tale.
Macrons holdning har ikke kun udløst Putins trusler om atomkrig.
Macrons udtalelse har også udløst strid blandt de europæiske lande.
Strid mellem Frankrig og Tyskland
På den ene side er Frankrig altså åben over for at gå så langt som til at sende vestlige tropper til Ukraine, hvis situationen lægger op til det. Det kan være i form af rådgivere og personel til træning af ukrainske soldater.
På den anden side afviser den tyske forbundskansler Olaf Scholz kategorisk, at tyske tropper skulle deltage i krigen.
Putin fryder sig naturligvis over denne ballade hos de vestlige lande. I sin tale gjorde han et stort nummer ud af dem, “der taler om at sende vestlige tropper til Ukraine”.
Det giver ham endnu engang mulighed for at hente hele retorikken fra Anden Verdenskrig (Den Store Fædrelandskrig) ud af skabet. Det appellerer i den grad til den russiske befolkning.
Putin giver på ny dette tema på alle tangenter: “Vi husker, hvad der skete med dem, der sendte deres tropper ind i vores land. Denne gang vil konsekvenserne for disse “interventionister” blive endnu mere tragiske,” lød det truende fra den russiske diktator.
I skyndingen ‘glemte’ Putin, at hans angreb på Ukraine mildt sagt ikke levede op til forventningerne. Han lagde op til at besejre Ukraine på få dage. Men det er den russiske hær slet ikke kommet i nærheden af.
Faktisk er den russiske hær indsats mod en talmæssigt stærkt underlegen ukrainsk modstander ikke just imponerende. Rusland har taget store tab i kampe, der er trukket meget længere ud, end Putin havde drømt om.
Man har først og fremmest hævdet sig militært ved at lade et enormt antal soldater slagte.
Putin pustede sig i sin tale sig op med kække bemærkninger om, at “Vesten har glemt, hvad krig betyder”.
Men han går selv let og elegant hen over, at han erklærede mål med krigen var at besejre Ukraine i løbet af få dage. Nu fører den russiske diktator krig på andet år – med enorme tab.
Ukraine er i defensiven på grund af Vestens svigt
Når Putin trods alt er blevet mere høj i hatten, har det sin årsag: Det går i øjeblikket fremad for hans tropper. Ukrainerne er presset i defensiven.
Det er ikke, fordi den russiske krigsførelse har været specielt imponerende. Den russiske fremgang hænger i høj grad sammen med, at Vestens støtte til ukrainerne har været alt for svag.
Opbakningen fra USA er blevet svækket alvorligt – og det er gået rigtig galt på det seneste, fordi Republikanerne i Kongressen har svigtet.
Men skylden kan absolut ikke alene skydes på Republikanerne i den amerikanske kongres. Også europæiske politikere har svigtet. Det gælder ikke mindst i Tyskland.
Den tyske forbundskansler Olaf Scholz har sendt signaler, der har været decideret skadelige for den ukrainske kamp.
Tyskland vil ikke give Ukraine Taurus-krydsermissiler
Scholz har således givet indtryk af, at Tyskland ikke kan levere de tyske Taurus-krydsermissiler, som ukrainerne i den grad har brug for.
Forbundskansleren har blandt andet givet som begrundelse, at det ville kræve, at tyske soldater indsættes på landjorden i Ukraine. Og en så direkte involvering i krigen kan tyskerne med deres fortid ikke involvere sig i, må man forstå på ham.
Men dette er en falsk problemstilling. Tyskland kan uden videre levere Taurus-missiler uden at blive krigsførende part. Scholz har bare ikke mod på at gøre det, fordi hans bagland i det krigsfrygtsomme tyske Socialdemokrati kan reagere negativt.
Scholz synes mest at have været optaget af at finde en undskyldning for ikke at engagere sig stærkere på ukrainernes side.
Til det formål har han fabrikeret en myte:
Den går på, at Storbritannien (UK) har blandet sig direkte i, hvilke mål Ukraine skulle angribe med de britiske Storm Shadow missiler. Underforstået: Det ville også blive tilfældet, hvis Tyskland skulle levere lignende missiler til Ukraine.
Men det passer simpelt hen ikke. Storbritannien har ganske rigtigt leveret Storm Shadow missiler til Ukraine. Men det er ikke Storbritannien, der bestemmer, hvor og hvordan disse missiler konkret skal anvendes. Det er ukrainerne.
Det samme ville være tilfældet, hvis kansler Scholz gik i brechen for, at Tyskland skulle levere tilsvarende missiler.
Det er forkert, når den tyske kansler forsøger at skabe det indtryk, at det er umuligt for Tyskland at levere sådanne missiler til Ukraine, fordi tyskerne dermed ville involvere sig meget voldsomt i krigen i Ukraine.
Tyskland kan levere disse missiler til Ukraine, uden at tyskerne dermed får ansvaret for krigshandlinger. Det er op til ukrainerne at træffe de militære beslutninger.
Når Scholz forsøger at skabe det indtryk, at han er bundet til ikke at levere sådanne våben til Ukraine, er det aldeles misvisende. En dårlig undskyldning for konfliktskyhed.
Kendsgerningen er, at Tyskland ikke tager del i beslutningerne om, hvilke missiler der skal bruges til hvad på slagmarken. Det afgøres af ukrainerne.
Storbritannien har da også afvist Scholz’ udlægning, der giver indtryk af, at tyskerne er direkte indblandet i brugen af missiler og andre tunge våben på slagmarken.
Den frygtsomme tyske holdning svækker ganske klart ukrainerne.
Det har Putin kunnet fryde sig over. Men måske begynder den russiske diktators smil nu at stivne lidt. For der er kommet en noget uventet melding fra den franske præsident Macron.
Macron har ændret holdning
Macron gnubbede sig tidligere op ad Putin og tilbød at mægle mellem Rusland og Ukraine. Mange vil huske hans smisken for Putin, da de to sad alene sammen ved et abnormt stort konferencebord.
Men nu har præsident Macron foretaget en overrumplende politisk kurskorrektion.
Hvor han før smiskede for Putin, erklærer han sig nu overbevist om, at det er afgørende for Europas sikkerhed og stabilitet, at Putins Rusland lider nederlag.
Dermed overhaler den før så Putin-venlige Macron alle andre vestlige ledere indenom med en meget kampberedt holdning til Rusland. Nu vil han ikke bare sende våben, men også tropper til Ukraine!
Det kommer der foreløbig næppe noget ud af. Men man skal aldrig sige aldrig – og da slet ikke i en så turbulent situation som den, verden nu er havnet i.
Macron siger nu ligeud, at Ruslands nederlag er afgørende for Europas sikkerhed og stabilitet. Og han taler om stationering af vestlige styrker på ukrainsk jord.
Dette kan lyde som en tankegang af den vidtløftige slags, som er velkendt i fransk tradition. Og det er klart, at der er en risiko for, at retorikken løber for hurtigt og mister jordforbindelsen.
Men Macron har i hvert fald en afgørende pointe: Putin kan kun stoppes med en stærk og resolut brug af magt. Rusland skal udfordres, og Rusland skal tabe. Det kræver en målrettet vestlig oprustning.
Og Europa skal lære at stå på egne ben. Europa skal være i stand til at forsvare sig selv. Europa kan ikke forvente, at USA betaler det, der bør være Europas bidrag til NATO.
Putin angriber Ukraine. Og han truer med at angribe Vesten. Europas og Vestens svar skal i al sin enkelhed være, at man gør, hvad der skal til, for at det giver bagslag.
Det kræver magt. Viljen til at skabe den fornødne magt og bruge den fornødne magt.
Verden er blevet for hård til skønsnak. Tiden må vise om det er det Macron har forstået.