Getting your Trinity Audio player ready...
|
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi anholder flere personer for besiddelse og videredistribution af over 200 kg amfetamin.
NSK og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har tirsdag eftermiddag været til stede på en adresse i Næstved og har foretaget anholdelser af to mænd på 40 år og 49 år.
Anholdelserne blev foretaget efter en kortvarig efterforskning, som førte til adressen i Næstved.
Over hundrede kilo narko og en pistol
Ved en ransagning på stedet blev der fundet 115 kg amfetamin.
Ved en efterfølgende ransagning på den 40-åriges bopæl i Slagelse blev der fundet en pistol.
De to mænd fremstilles begge i Retten i Næstved onsdag med begæring om varetægtsfængsling.
I umiddelbar forlængelse heraf blev der foretaget yderligere anholdelse af en 31-årig mand i en bil, som han havde rådighed over.
Her blev der fundet 134 kg amfetamin.
Sporene førte også til Vestjylland
Denne anholdelse førte til ransagninger i Sdr. Omme, Tarm og Brande, og her blev der fundet yderligere 3 kg amfetamin, 25 kg hash og 5 kg skunk.
I forbindelse med disse ransagninger blev der desuden foretaget anholdelse af en 44-årig mand.
Den 31-årige sigtes for besiddelse og videredistribution af over 200 kg amfetamin og 2 kg kokain, mens den 44-årige sigtes for distribution af 2 kg kokain.
Den 31-årige mand og den 44-årige fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Herning klokken 11.00 med begæring om varetægtsfængsling.
Flere politikredse involveret
NSK og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har under efterforskningen fået bistand af Københavns Politi og Fyns Politi.
Ledende politiinspektør i NSK Michael Kjeldgaard siger:
”Jeg er meget tilfreds med gårsdagens anholdelser, hvor vi har anholdt personer, som vi mistænker for at stå bag distribution af meget store mængder amfetamin.” siger ledende politiinspektør i NSK, Michael Kjeldgaard og fortsætter.
”Det er vores opfattelse at flere af personerne har spillet en væsentlig rolle i et organiseret kriminelt netværk, der handler med narkotika i Danmark.”
Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning ved begge grundlovsforhør. Politiet har derfor ikke yderligere kommentarer.