|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Sagen om vold, ydmygelse og seksuelle overgreb på Borup Skole i Køge Kommune har sat Danmark noget nær på den anden ende.
Der er tilsyneladende tale om trusler, slag med jernrør, ydmygelser, krænkelser og sågar voldtægt af elever på 6-11 år.
Overgrebene er begået af andre elever gennem to år. Overgrebene er ikke stoppet, og de elever, der krænker de små elever, går fortsat på skolen.
Skolens ledelse og Køges borgmester kritiseres for at have gjort alt for lidt for at stoppe overgrebene og informere forældrene.
I dag skal der så omsider være et orienteringsmøde for forældrene i kommunen.
Men der er fortsat total tavshed fra myndighederne om, hvem der har begået disse grove voldelige og seksuelle krænkelser af andre elever.
I dag kan EkstraBladet skrive, at der er en påstand om, at gerningsmændene er elever med indvandrerbaggrund, som avisen selv er kritisk overfor.
Baggrunden for artiklen i EkstraBladet er et opslag af Dansk Folkepartis medlem af EU-parlamentet, Anders Vistisen, på det sociale medie X.
Anders Vistisen, skriver ifølge EkstraBladet i sit opslag:
‘Kilde står frem: Det er indvandrere, der står bag overgrebene, volden og voldtægterne på Borup Skole i Køge!’
Anders Vistisen bringer ifølge EkstraBladet et skærmprint af et X-opslag, der hævder, at det er indvandrere, der står bag overgrebene på børn på Borup Skole:
‘En af mine venners barn går på Borup i 9. klasse. Han siger, at det er indvandrere,’ står der blandt andet i opslaget fra profilen ‘Ern Vier’, som Vistisen har viderebragt.
Vistisens opslag har rejst kritik og debat: Det er en andenhåndskilde (eller tredjehåndskilde) til en påstand om gerningsmændenes baggrund. Den er ikke bekræftet fra anden side.
Derfor har EkstraBladet selv stillet Vistisen en række kritiske spørgsmål, som kan læses her
Vistisen har ikke svaret, men skriver i stedet et svar til aviserne, hvor han kritiserer medierne for ikke at beskæftige sig med, hvem gerningsmændene er. Han skriver ifølge EkstraBladet:
“Det er bizart at problematisere en deling af et allerede offentligt tilgængeligt opslag fra sociale medier. De påstande er jo netop en konsekvens af den mangelfulde journalistiske dækning, hvor jeg ærlig talt troede, at berøringsangsten for en ærlig debat i danske medier var noget, der hørte 90’erne til”.
EkstraBladet har ledt efter den profil som Vistisen citerer. Den optræder i hvert fald her i et blogindlæg af provokunstneren Uwe Max Jensen.
Han bringer også et opslag af Liberal Alliances folketingsmedlem, Lars-Christian Brask hvor der står, at folketingspolitikeren har hørt i “lokalmiljøet”, at der skulle være tale om såkaldte Syrienbørn. Denne oplysning er ubekræftet.
Der er usikkerhed om disse oplysninger. Men de viser, at der opstår debat på de sociale platforme og i medierne om gerningsmændenes identitet, hvis myndighederne er tavse.
Den Korte Avis har i to artikler om overgrebene på Borup Skole peget på, at det er uholdbart, at der er tavshed om, hvem der begår sådanne overgreb.
Det er kun, hvis man ved hvem gerningsmændene er, at man effektivt kan sætte ind og hjælpe ofrene.
I en artikel andetsteds i dagens avis skriver Alex Ahrendtsen, MF’er og skoleordfører for Dansk Folkeparti om emnet:
“Jeg indrømmer det: Hvis skandalen på Borup skole havde udspillet sig i København, Århus eller et andet storbyområde med socialt boligbyggeri, ville jeg ikke være i tvivl om, at forklaringen havde været den desværre alt for almindelige: at en gruppe elever med en baggrund i det islamiske Mellemøsten med deres nedarvede kriger-mentalitet igen plagede livet ud af en hel skole. I skrivende stund (tirsdag 13.2. kl. 16.15) står det dog ikke klart, at dét er tilfældet i lille Borup i Køge Kommune. Men vi får se…”
I december 2014 modtog Borup omkring en halv snes flygtninge fra Syrien. Det fik en varm velkomst med masser af hjælp fra mange af den lille bys beboere. Det kan man læse om blandt andet her i Lokalavisen og hos Kosmopol.
Andel af borgere i Køge Kommune der har indvandrer og efterkommerbaggrund er 11 procent, den tredjehøjeste andel i Region Sydsjælland. /,7 har ikke-vestlig baggrund. DR.dk
Alex Ahrendtsen skriver videre i sit indlæg:
“Uanset dét, så er problemet, at i Borup råder den samme eftergivenhed og mangel på vilje til at opretholde de fornuftige strukturer i vores samfund, som sikrer, at vores børn i tryghed får et ordentligt udbytte af deres skolegang.”
Alex Ahrendtsen kritiserer i dag, at Køges borgmester Marie Stærke siger, at der ikke er begået fejl i denne sag.