Getting your Trinity Audio player ready...
|
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har onsdag anholdt fire personer, som mistænkes for at være nøglepersoner i et stort dansk amfetaminnetværk.
De anholdte er mellem 24 og 29 år, og anholdelserne er sket i Storkøbenhavn, på Vestsjælland og i Midtjylland.
De anholdte sigtes for i tre tilfælde i forening og som de styrende kræfter at have arrangeret indsmugling og distribution i alt 277 kg amfetamin og 10 kg ketamin.
Blev taget på fersk gerning
Dagens anholdelser sker i et sagskompleks, hvor NSK 26. april anholdt tre personer og beslaglagde 80 kg amfetamin og ti kg ketamin ved en overlevering på en rasteplads ved Ringsted.
Senest har NSK fredag 13. september ransaget en adresse i Korsør, hvor der blev beslaglagt yderligere 154 kg amfetamin.
Her blev tre personer anholdt og siden varetægtsfængslet.
De fire personer, der er anholdt onsdag, fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde torsdag 19. september klokken 10.
Her vil anklagemyndigheden bede om, at grundlovsforhøret føres for lukkede døre. NSK har derfor ikke yderligere oplysninger om sagen på nuværende tidspunkt.
Vicepolitiinspektør hos NSK Lars Feldt-Rasmussen siger:
”Jeg er meget tilfreds med, at vi har kunnet skride til anholdelser i sagen i dag. Ved solid og vedholdende efterforskning er det lykkedes at optrævle et stort organiseret netværk af distributører af primært amfetamin, som var tilsigtet det danske marked.”