|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
I 1701-tallet anlagde indvandrerede kristne Christiansfeld som en idealby der styrker ligeværdighed og fællesskab.
Brødremenigheden spredte sig i verden fra Tjekkiet. Fire byer, Bethlehem i USA, Herrnhut i Tyskland, Gracehill i Nordirland og Christiansfeld i Danmark, er alle anlagt i perioden 1720-1780 ud fra Brødremenighedens vision og koncept for en idealby. Byplanen og arkitekturen afspejler menighedens principper om ligeværdighed og fællesskab. Nu er byen anerkendt som transnational kulturarv.
Åbenhed og naturglæde
Byen er konstrueret med åben byplan, så man kan se det omgivende landskab. De vigtigste bygninger er placeret omkring en central kirkeplads, herunder store fælles bolighuse for menighedens ugifte mænd, ugifte kvinder og enker samt en stor kirkebygning, gæstehuse, præsteboliger.
Jeg nyder at komme i Christiansfeld. Byggestilen befordrer ro og harmoni og man følers sig velkommen.
Byen er tæt, og alligevel åben med grønne pletter og kig – man skjuler sig ikke for hinanden.
Desuden har butikkerne, som sælger kvalitetsvarer, fulgt med tiden. Når man sidder i Salshuset (kirken) afspejler den ligeværdigheden, idet præsten ikke er oppe på en prædikestol og stolerækkerne står på langs, så flest mulig er tæt på.
Det menneskelig fælleskab er det vigtigste, derfor heller ikke nogen lidende kristus på et kors i den kirke. Salshuset bruges kulturligvis også til andet, fx koncerter.
En hierarkisk religion
Byggestilen i arabiske, pakistanske, marokkanske, tyrkiske småbyer og andre samfund hvor islam hersker, som jeg har besøgt, er helt anderledes lukket og “mistroisk”: Porte med minimale døre med kighul, som man skal kante sig ind af, høje mure med pigtråd og glasskår på toppen. Ydergård og lukket indergård.
Arkitektur fortæller meget om de mennesker der bor et sted, og hvordan de lever med hinanden.
