Ny dille i Vestjylland: Døde hajer på cykelstier – men der er forskel på Ringkøbing og Thisted

Getting your Trinity Audio player ready...

En ny dille ser ud til at sprede sig i Vestjylland med døde hajer på cykelstier.

 

Den 2. maj blev der fundet en halvanden meter lang død haj på en cykelsti i Ringkøbing, og nu har fænomenet bredt sig til Thisted.

 

Her blev der i morges fredag fundet en død haj på omkring en halv meter på en cykelsti ved Thisted Søbad.

 

Der er formodentlig tale om en pighaj, vurderer Michael Madsen fra JyllandsAkvariet i Thyborøn ifølge TV2 Midtvest

 

Hajmysteriet i Ringkøbing opklaret

I mellemtiden er hajmysteriet i Ringkøbing blevet opklaret.

 

Det oplyser Midt-og Vestjyllands Politi i et opslag på Facebook:

 

”HAJMYSTERIUM OPKLARET”

Det var en hundelufter, der torsdag morgen ringede til os og fortalte, at hun var stødt på en død haj på en cykelsti i Ringkøbing-området.

Døde hajer er ikke sædvane på vestjyske cykelstier.

 

Det er nok også derfor, vi har fået så mange spørgsmål fra både lokale, regionale, nationale og faktisk også internationale medier, der har villet vide mere om hajen.

 

Den store opmærksomhed har også hjulpet efterforskningen godt på vej.

 

I hvert fald fik vi et tip, der ledte os frem til gerningsmanden – en herre fra lokalområdet, der erkender at have smidt den døde haj på cykelstien.

 

Manden var kommet i besiddelse af den døde haj på havnen i forbindelse med formentlig noget bifangst eller fiskeaffald.

 

Han tog den med sig og lagde den derefter på cykelstien for at lave lidt sjov, har han forklaret.

 

Manden vil nu få en bøde. Hvad sigtelsen helt præcist kommer til at lyde på, og hvor stor bøden bliver, er endnu ikke afklaret.

 

Men mysteriet om, hvordan en haj endte på en vestjysk cykelsti, er i hvert fald opklaret, slutter politiets opslag på Facebook.

 

Midt- og Vestjyllands Politi har efterfølgende oplyst, at bødestørrelsen vil blive omrking 3.000 kroner.

 

Uenige om hajtypen

Medens Michael Madsen fra JyllandsAkavriet mener, at hajen i Thisted er en pighaj, er der uenighed om hajen i Ringkøbing.

 

Kattegatcenteret fortæller til Dagbladet Ringkøbing-Skjern, at det formentlig er en gråhaj.

 

Derimod mener Bo Skaarup, museumsinspektør og hajekspert ved Naturhistorisk Museum i Aarhus, at der formentlig er tale om en blåhaj.

 

Alle tre typer findes i danske farvande

Hajer er almindelige i danske farvende, hvor der findes 15 – 16 forskellige typer.

 

Lige fra den lille sorthaj, der bliver maksimalt en halv meter lang og til en af verdens største hajer, brugden, der kan blive op til 12 meter lang.

 

Udover sildehajen er pighajen fra cykelstien i Thisted den almindelige.

 

 

Den bliver omkring 1,6 meter lang og fiskes og sælges som konsumfisk under navnet ”kongeål”.

 

Ringkøbinghajen er enten en gråhaj eller en blåhaj, og de er også begge almindelige i de danske farvande.

 

Gråhajen kan blive op til to meter lang, medens blåhajen kan måle op til fire meter.

 

Det skal understreges, at ingen af hajerne i de danske farvande er farlige for mennesker.

 

Så selvom en trekantet finne under badning skulle dukke op i horisonten, er der ingen grund til panik.

 

Kilder til denne artikel:

https://dbrs.dk/ringkoebing/42-aarig-faar-boede-for-sin-haj-happening-det-var-bare-for-at-lave-lidt-sjov-siger-han

 

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2024-05-10-ny-haj-fundet-paa-cykelsti

 

https://illvid.dk/dyr/havdyr/hajer/hajer-i-danmark-faa-overblik-over-de-danske-hajer#Hajer-fanget-i-Danmark

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…