“På Torvet i Hillerød sås lørdag middag et lille firkantet åbent telt, hvorpå der stod ’Muslimer for fred’”

Af Visti Christensen

På Torvet i Hillerød sås lørdag middag et lille firkantet åbent telt, hvorpå der stod ’Muslimer for fred’. Det var overraskende, da det normalt kun er politiske partier, der stiller lignende telte op. Så dette var nyt, og førhen kun kendt i vor multikulturelle Hovedstad.

Fred og ingen fare
Fem yngre muslimske mænd stod ved teltet, og andre steder på Torvet stod et par grupper formentlige trosfæller, der tilsyneladende holdt øje med, at fredselskende muslimske missionærer ikke led overlast på jødernes ugentlige fridag. Der var nu ingen, der standsede op for at tale eller spørge dem om noget.

Hvilken fred?
Fred et vidt begreb. Og for lovreligionen islam er begrebet fred (Salaam) betinget helt af, om man vil underkaste sig Koranens ord. Nu nåede jeg ikke at komme ned og tale med dem om fred. Dels var de der kun en times tid, og dels havde jeg noget vigtigere for. Og så havde jeg helt sikkert ikke fået noget ud af det, udover hvad jeg som teolog ved i forvejen. Bl.a. at krigen i Mellemøsten kun er Israels skyld.

Demokratiets svaghed
En skæbnesvanger fejl i Vestens demokratier er, at vore politikere, af misforstået næstekærlighed, eller af åndelig blindhed, endnu ikke har indset, at demokratierne ikke kan undgå at opløses, når de beskytter muslimske demokratiudnyttere og demokratifjender. Israel og Ungarn har, som de foreløbigt eneste to lande, indset denne kendsgerning, og de klandres nu af alle andre for at holde demokratifjender ude.

Paradigmeskift
Dette begreb blev for år tilbage hentet frem af glemsel af DF. Og mange forventede gode forandringer. Især på Udlændingeområdet. Men de udeblev, da partiet blev stuerent, og bejlede til Socialdemokratiet, og fordi menige DF’ere ville bestemme over partiets kurs og program. Men et paradigmeskift betyder ikke forbedrende småændringer af bestående forhold. Ordet betyder en helt ny vægt at veje tingene på.

Udlændingepolitik
Men netop på det område savnes et paradigmeskift og en omkalfatring af regler. Demokratiet har vist sig vakkelvornt, og ikke modstandsdygtigt nok over for muligheder for misbrug, som vi ikke før indså i vort tillidsbaserede samfund. Der har vist sig sprækker, hvorigennem fremmede kulturers folk – under henvisning til, at et demokratisk samfund skal være åbent for alle, og hvor nye og fremmedartede krav derfor kan stilles, som viser sig undergravende for vort hævdvundne, frie, kulturkristne demokrati.