Hærværk mod mindesten på Israels Plads, der er hadeobjekt for venstrefløjen og rabiate muslimske palæstinensere samt Hitz Ut-Tahrir

Getting your Trinity Audio player ready...

Af Finn Rudaizky

 

Selvfølgelig havde  Palæstina-demonstrationen i søndags i København, sikret sig Københavns Kommune og Politiets tilladelse til at afslutte sin demonstration på netop Israels Plads.

 

Israels Plads har i 30 år været været et hadeobjekt for store dele af venstrefløjen, det radikale venstre, rabiate muslimske palæstinensere samt Hitz Ut-Tahrir.

 

Hadet til den jødiske stat Israel, har været så stort, at man med skiftende mellemrum i Københavns Borgerrepræsentation, har forsøgt at omdøbe pladsen til Palæstinas Plads.

 

At Palæstinas Plads skulle ligge lige nøjagtig der hvor Israels Plads ligger, tror jeg ikke er tilfældigt. Jeg kan kun tolke det på en måde. Der er mange københavnske stemmer til de politikere, som vil bruge ønsket om genvalg til at bortviske mindet om 2. Verdenskrig.

 

For på pladsen står der en mindesten, som symboliserer Israels tak til den menige dansker, som hjalp danske jøder til at flygte til Sverige, da nazisterne i oktober 1943, jagtede de danske jøder.

 

7000 blev hjulpet. De fleste blev sejlet illegalt med fiskerbåde. Jeg var en af dem som blev reddet.

 

Kun 1 1/2 år gammel og sammen med min storesøster, far og mor, kom vi, skjult i en kutter fra Dragør til Linhamn.

 

Mindestenen på Israels Plads er også mindet om de danske jøder, som omkom under flugten eller døde i de nazistiske KZ-Lejre.

 

Jeg har ofte spurgt politikere i København, hvor de gik hårdt efter at udviske det historiske minde. Jeg har aldrig fået svar.

 

Mindestenen blev i søndags overhældt med rød maling. Det var ingen overraskelse. Det er sket mange gange tidligere. Oftest når Nørrebros palæstinensere styrer demonstrationerne. Og ret ofte, også i hverdagen, har aktivister erstattet navneskiltet Israels Plads med Palæstinas Plads.

 

Der er ikke noget værre end at høre på politikere, som siger:  “Hvad sagde jeg”.

 

Jeg lover det ikke kommer til at ske igen, men søndag formiddag, 5 timer før demonstrationens start, skrev jeg på min facebook og andre steder, opfordring til Politiet, om at sikre det historiske mindesmærke, for det måtte anses for at være sandsynligt, at der ville komme antisemitisk graffiti-hærværk mod det jødiske mindesmærke.

 

Desværre fik jeg ret. Politiet kom først frem på banen, da skaden var sket.

 

Redningen af de danske jøder fandt sted 5 år før FN oprettede staten Israel.

 

Amalie Lyhne fra Berlingske skriver, “at skænde stenen, er at spytte på alle jøder – jøder af enhver politisk overbevisning, jøder i Danmark og i alle andre lande, jøder i fortiden og i nutiden. Altså jøder, som intet ansvar bærer for den aktuelle konflikt. Det er simpelthen frastødende”.

 

Min datter i Israel holdt i dag foredrag på et israelsk gymnasium om oktober 43. De unge skoleelever hørte om den historiske beretning, som københavnske, visionsløse politikere, er gået i spidsen for, at den bliver glemt.

 

Tak til familien Ragnhild og Svend Severin fra Arresøgade, som hjalp mig og min familie i sikkerhed. Jeg har stadig kontakt til slægten Severin. De har ingen planer om at historien slettes fra fakta og virkelighed. Heldigvis.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…