Getting your Trinity Audio player ready...
|
Åbent brev fra Finn Rudaizky til Mia Nyegaard, De Radikales kulturborgmester i Københavns Kommune:
Kære Mia
Jeg skriver dette åbne brev til dig, fordi jeg i stigende grad er bekymret for den politiske og etiske kurs på kulturområdet, som du lægger for København. En kurs som skaber usikkerhed om dit værdimæssige kompas.
Først og fremmest er der et problem med den måde, du viser politisk lederskab på. Du styrer direkte mod en konflikt, som med almindelig sund fornuft slet ikke skulle være nødvendig. Du er altså ikke administrerende direktør i en privatejet virksomhed, men er politisk folkevalgt i en kommune. Du har ikke enerådende beføjelser, når der f.eks. er tale om politiske beslutninger i et budgetforlig. Dit parti, Det radikale Venstre, er i København, for øjeblikket i budgetforlig med Socialdemokratiet, Venstre, Det konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Dine forligspartier skal simpelthen drages mere ind i beslutningerne. Du kan ikke sidde alene på kontoret og lægge en linje, som færre og færre forstår og er enige i.
Jeg har noteret mig, at du under hele processen omkring Copenhagen Pride’s bandlysning af sponsorer, som havde forbindelser eller sympati for Israel, har bakket Priden 100% op. Jeg har også bemærket, at da CPH Stage besluttede, at tilbagekalde en invitation til en israelsk teaterprofessor, var din reaktion i et brev: “Jeg tager beslutningen til efterretning”. Da du afsendte brevet, havde landets kulturminister, Frederiksbergs borgmester, SF, de konservative, socialdemokraterne og Dansk Folkeparti protesteret vild og inderligt, mod den tæt på racistiske beslutning fra formanden for CPH-Stage, Pia Allerslev. En beslutning der annullerede invitationen af den israelske professor. Protesterne hjalp. Og det var uden din medvirken. Tværtimod. Så jeg spørger dig: Hvor var det radikale frisind, tolerancen og forståelsen blevet af? Hvor var koordineringen med dine aftalepartier?
Man siger, at magt korrumperer. Jeg ved godt, at det er et stærkt udtryk. Men, det er sagt fra mig til dig, som tidligere har lavet en privat, men offentliggjort bedømmelse af, hvem jeg synes fagligt har klaret sig bedst som borgmester i de seneste 30 år. Jeg pegede på dig, da du var socialborgmester. Jeg har ikke fortrudt det, for du fik sat fokus på mange års forsømmelser på socialområdet. Hvis jeg skulle lave en tilsvarende tabel i dag, nu da du er kulturborgmester, vil jeg sige helt åbent, at du ville få bundkarakter, især på grund af mange uforståelige håndteringer af opståede problemsager.
Du er også ude på vildspor i dine seneste udtalelser om tilskud fremover til Copenhagen Pride. Jeg anerkender fuldt ud, at der mellem partierne skal være plads til forskellige synspunkter. Men, ens argumenter og især fakta, må være de rigtige fakta. Ellers fører man de københavnske vælgere bag lyset.
Borgerne i København bør vide, at du til Kristeligt Dagblad den 10/5 udtalte: “I forhold til kommende forhandlinger om kommunale tilskud til festivaler, så kommer jeg af princip ikke til at tilkendegive, hvem der får og ikke får støtte, før vi kender feltet af ansøgere og vi har forhandlet”.
Men, Mia. Det er urigtigt det du siger. Du og din forvaltning kender “feltet af ansøgere”. Ansøgningsfristen til din kulturforvaltning sluttede den 1/4. Og hvem du skal forhandle med “glemmer” du at orientere læserne om. Alle på Rådhuset ved godt, at to partier som ikke er med i budgetforliget samt den nye formand for Copenhagen Pride, som er ansat på dit borgmesterkontor, presser på for at de mange tabte sponsorkroner fra firmaer, nu forsøges bevilget fra københavnske skatteborgeres penge.
Du ved godt, hvad det vil betyde. Men du “glemmer” at fortælle det. Det betyder en kraftig reduktion i penge til de små festivaler. Det aspekt vil jeg gerne have frem til debat. Og så ser Dansk Folkeparti sig nødsaget til at sikre sig og budgetpartierne, at den fordeling af penge fra den på budgettet afsatte festivalpulje, bliver i overensstemmelse med partiernes ønsker og ikke nødvendigvis kun med Kulturborgmesterens velsignelse. Jeg ser frem til de kommende forhandlinger og også til langt mere åbenhed og rigtige fakta – til gavn for København.
Lad mig til sidst nævne to andre områder, som jeg synes du har håndteret meget dårligt. Du har bare set passivt til, at en stor del indkøbt kunst, ikke kom til nytte for borgerne, men blev oplagret på et støvet depot på Enghavevej. Nogle af kunstværkerne, har ligget uberørt i mere end 5 år. DF krævede ændringer, men du var på møder i Borgerrepræsentationen konstant imod. Først da du opdagede, at der var et flertal for Dansk Folkeparti’s ønske, om at udstille den støvede og dyrt indkøbte kunst i Rådhushallen, skiftede du og de radikale standpunkt. Det ville jo også være flovt for dig som borgmester, at komme i mindretal og dermed signalere, at du slet ikke havde styr på kommunes kunstpolitik.
I endnu en sag har du set mere end passivt til. Du er også idrættens borgmester. Et ungdomsfodboldhold fra den jødiske idrætsforening Hakoah i København, måtte til en turneringskamp spille med sikkerhedsvagter, men blev før og under kampen generet af modstander og tilskuere med antisemitiske slag- og skældsord. Du gjorde absolut ingenting. Heller ikke, da du blev opfordret til det. For dig og din radikale gruppe, kan det kun opfattes som en berøringsangst i relation til et københavnsk mindretal. Hvorfor pokker gik du ikke ud i medierne og tordnede mod den udvikling i den københavnske breddeidræt ? Jeg kan heller ikke få øje på, at du som borgmester, sørgede for, at sagen kom på dagsordenen i idræts- og kulturudvalget. Hvad er det du er bange for? Så jeg spørger dig endnu engang: Hvor var det radikale frisind, tolerancen og forståelsen blevet af?
Med venlig hilsen Finn Rudaizky