Kirkelig udenomssnak

I den forhåndenværende kristelige svanesang har provster og biskopper travlt med at overgå hinanden i forklarende undskyldninger for, hvorfor folkekirken synger på sidste vers. F.eks. udtaler én, at der i nutiden er et politikerskabt bureaukrati, der truer med at kvæle folkekirkens demokrati. Udtalelserne er øget ifm. valg til menighedsrådene, hvor det kniber med at finde folk til ulønnet arbejdsdeltagelse.  

Kirkeskatten

Kirken er landets største organisation, og fra gammel tid én af landets rigeste ’foreninger’. Derfor er kirkeskatten, som reelt ikke er en skat, men et medlemskontingent, overalt holdt på så lavt et niveau som muligt, så det helst ikke skal være af økonomiske grunde, at folk melder sig ud af firmaet med tårnet på. Men ’kirkeskatten’ opkræves sammen med kommuneskatten af rent praktiske grunde.

Demokrati i kirken

Det er en underlig påstand, at der tales om demokrati i folkekirken, og at det er manglende penge, der er årsag til kirkens krise og manglende demokratiudvikling. Eller at lovgivningen tynger kirken på flere og flere måder. Der er snarere tale om, at folkekirken i disse år sætter flere og flere nye slags skibe i søen, for at bremse den voldsomme medlemsflugt, og tiltrække flere og nye kunder.

Medindflydelse
Menighedsrådsmedlemmer er med til at tilrettelægge og acceptere rammer for kirkelige aktiviteter, og har medindflydelse på kirkens moderne visioner og kurssætninger. Lige fra normale gudstjenester til pop- og temagudstjenester om klima mv., sådan som en grøn, bæredygtig kirke har fokus på. Men – hedder det – bureaukratiske regler spænder ben for frivillige kræfters overskud, der skulle løfte kirken ind i en ny tids udfordringer.

Eksistensberettigelse

Kirken har da rammer. Arbejdstidsregler, økonomilov, medarbejdermøder, sagsbehandlingstider osv. Men alt ændres med tiden, og løftede pegefingre om, at disse ting skulle ødelægge det kirkelige liv, er forkert. Folk, der gæster kirken frivilligt, og når familien har dåb, konfirmation, vielse og begravelse, er ikke i fare. En kirkes eneste eksistensberettigelse er Evangeliets forkyndelse. Dens budskab kan og skal øve indflydelse på samfundet, men samfundet og politikere skal ikke ændre ved kirkens kerneopgave.

Mening og sammenhængskraft

Folkekirkens velmenende forsvarere taler om, at kirkerne er som et ’kit’, der yder uvurderlig lokalt bidrag til samfundet. Men allerede her hopper kæden af. Det er ikke først og fremmest på de sociale og etiske område, kirkeinstitutionen skal bedømmes og støttes. Kirkens budskab pålægger den enkelte kristne at være et godt og socialt medmenneske, så alt andet er prioriteter i andet eller tredje spor.

Lov og Evangelium
Kirken som institution skal følge landets love og spilleregler. Men den har aldrig skullet være hverken bærer eller medudvikler af demokratiet, eller være social fødselshjælper. Det lokale kirkelige liv er en ramme, hvori kirkens budskab og undervisning skal inspirere til, at de kristne lever sammen, som vi har lært det af kirkens herre og mester. Og kristentroen er en praktisk efterlevelse af, hvad Jesus sagde, lærte, befalede og anbefalede. Dette giver mening og sammenhængskraft. Det gør nye tiltag ikke.