Indlæg fra læserne: Norge ruster sig mod terror i kirkerne i påsken # Nyt i sagen om Københavns Kommune og israelsk professor # Malplaceret kritik af Mads Fuglede # Fødselstallet falder, men befolkningstallet stiger

Getting your Trinity Audio player ready...

Terror mod kirker

Norge ruster sig mod terror i kirkerne i påsken. Mere politi  med våben er udkommanderet, for at skabe tryghed. Mon det er buddhister eller hinduer man trues af? Animister eller ateister? Jøder?

 

“Alle regeringer siden 2015 har haft det som mærkesag at bekæmpe islamismen i Danmark (…) vi kan i særdeleshed takke dansk politi og efterretningstjenester for, at de optrevler så mange terrorplaner, før de bliver til virkelighed. Ellers ville vi have haft en helt anden situation i Danmark i dag ” konstaterer Anders Ellebæk Madsen, Kirke & Tro redaktør, i sin avis på lederplads (Kristeligt Dagblad 26.marts 2024)

Jihad er en praksis

En dansk præst er dog bare fryd og gammen over importerede dogmer og de helt modstillede kerneværdier, der jo også har fået Danmark til igen at indføre en slags blasfemiparagraf. Af ren tolerance forstås. Hør bare Niels Hankelbjerg Mortensen, præst i Herning bykirke : ”At anerkende forskelligheden i tro og praksis beriger vores samfund og fremmer tolerance og forståelse mellem forskellige grupper”. (26. marts 2024 Kristeligt Dagblad ). Så vores samfund er blevet beriget med tolerance efter at tusinder af muslimer har bosat sig her. Hvor er empirien for det? Må jeg bede om det forskningsmæssige belæg for udtalelsen!

 

Kirsten Damgaard, kulturpsykolog

 

Kirsten Damgaard, kulturpsykolog


Hvad siger Pia Allerslev til det?

Af Finn Rudaizky

CPH Stage Festival og balladen omkring invitationen til teaterprofessor, israeleren Roy Horowitz. Den israelske avis, Yediot Ahronot, bringer i dag en artikel om den danske sag om Horowitz. Det er en nogen anden version, end vi ellers har hørt. Ifølge avisen var det trusler fra boykot-bevægelsen, der fik bestyrelsen med den tidligere borgmester Pia Allerslev (V) i spidsen, til at trække invitationen og i k k e et spørgsmål om sikkerhed. Det må forventes, at der journalistisk nu bliver “gravet i” om CPH Stage gav offentligheden de rigtige oplysninger eller førte offentligheden bag lyset.

 

———————————————————————————————————————

MALPLACERET KRITIK AF MADS FUGLEDES PARTISKIFT FRA V-MEDLEM!

 Af Flemming Jansen

 

Leif Tullberg har været medlem af Venstre i 50 år. Respekt for det, selv om det ikke nødvendigvis afspejler evnen eller viljen til også at tænke selv i stedet for til enhver tid at lade partitoppen tænke for én. Imidlertid giver det ham ikke ret til den personlige og unuancerede kritik, han giver af Mads Fugledes partiskift. Mads Fuglede er et selvstændigt tænkende menneske med en indbygget etik, der sætter grænser for, hvor meget han vil gå på kompromis med sin egen inderste overbevisning – det er helt i Grundlovens og folkestyrets ånd. Han har været loyal et meget langt stykke ad vejen. Han var i lighed med mange andre V-medlemmer og V-vælgere stærkt imod at gøre Mette Fredriksen til statsminister og blive en del af hendes regering. Venstre fravalgte borgerligheden til fordel for ministerposter i en ideologiløs teknokratisk midterregering. Statsministeren har bl.a. påført danske skatteydere en regning på kr. 30 mia. som følge af en ulovlig beslutning,  som hun takket være V nu ikke skal stå til ansvar for. Er det et retssamfund værdigt? Så kom afskaffelsen af en kristen helligdag og vedtagelsen af koranloven. Begge dele var Mads Fuglede inderligt imod, ligesom hav var imod, at Inger Støjbergs eget parti stemte for at sende hende for en rigsret, mens Mette F. slap fri.

 

Svigt af grundholdninger – hos V, men ikke hos Mads Fuglede og andre

 

Alt sammen bed Mads Fuglede i sig, mens både medlemmer og vælgere stod i kø ved udgangen, fordi deres parti havde svigtet sine grundholdninger. Så kom intentionen om en CO2-afgift på landbruget. Det var dråben, der fik bægeret til at løbe over for Mads Fuglede, hvilket ikke er udtryk for dårlig moral, men for at have modet til at være tro mod sine holdninger. Venstre er ikke til at kende igen, og det reagerer folk naturligt nok på. Det har jeg også selv gjort. Jeg kan ikke mere se mig selv som en del af det, Venstre i dag står for. Partiet er ikke mere sig selv, men en blålig variant af Socialdemokratiet. Det har både Mads Fuglede og andre ret til at reagere på uden at blive beskyldt for dårlig moral og svigt. De beskyldninger burde partitoppen vende mod sig selv. Er der slet ingen etiske grænser for, hvad Leif Tullberg kan stå inde for som V-medlem?

 

Er det blevet utroværdigt at kæmpe for alt, hvad man har kært? Er fundamentale grundholdninger til salg for ministerbiler? Noget tyder på, at det desværre er tilfældet. Det er ikke i hverken Grundlovens eller folkestyrets ånd.

 


 

Fødselstallet falder, men befolkningstallet stiger

Der fødes for få børn i DK, siger Moderaternes Løkke Rasmussen. Så der må mere gang i at avle børn. Fødselstallet falder, siger Løkke. Det skal til en forandring afhjælpes via skattesystemet, der er kendt for sin enkelthed.

Samtidig kan vi se, at såfremt den samlede verden brugte den samme mængde ressourcer pr. indbygger, som DK, ja, så skulle der mere end 4 jordkloder til for at dække behovet. Vi er altså ikke for få, men for mange.

Ser vi på DK’s  befolkningsudvikling var der i år 2000 5,34 mill. I 2015 var der 5,68 mill. og i 2023 var der 5,93 mill. Befolkningstallet går altså ikke tilbage, selv om fødselstallet er lavt. Tværtimod.

Så der skal lidt flere forklaringer til fra den avlsbekymrede Løkke Rasmussen for at forstå, hvad Moderaterne  mener/vil fortælle.  Men han må måske ikke forklare fænomenet grundet sit eget anslag mod ytringsfriheden via koranloven? Eller er utidssvarende konventioner i vejen for åbenhed og sund fornuft?

Svend E. Just

Del på Facebook