Indlæg fra læserne 29. oktober: Kirkefremmede

Getting your Trinity Audio player ready...

Kirkefremmede

Af Visti Christensen

 

Det glæder da en pastor emeritus, at forhenværende chefredaktør for Ekstrabladet, Poul Madsen, på sine gamle dage er blevet far. Men endnu mere, at han tager sønnen med til Babysalmesang i kirken. 

   

Kirkebrug
Nu er Babysalmesang ikke en gudstjeneste, men et forsøg på at jævne vejen for folk, der måtte have svært ved at betræde Guds Hus. Jeg har selv skrevet børnesalmer, der bruges ved disse events, for alle forsøg på at lokke folk i kirke for at lære at dyrke Gud og styrkes i troen, skal da bakkes op.  

   

Aldrig sige aldrig
Om det så vil lykkes i Madsens tilfælde, bliver jo spændende at følge. Indtil videre ved vi kun, at der i forbindelse med hans besøg blev forkyndt en opfordring til at stille op til menighedsrådsvalget for at forhindre, at islamkritikeren Rasmus Paludan kom i Rådet.

   

Fremmede fugle
Folkekirkens deroute har bl.a. vist sig ved, at der er mangel på frivillige, der vil stille op til ulønnet job i Rådssammenhæng. Og det har man, især i Hovedstadsområdet, taget ad notam, hvilket har fristet flere ellers ikke-kirkeligt engagerede folk til at få blod på tanden, og finde talerstole. 

   

Kirkens misbrug

Poul Madsens oplevelse tilskyndede til – i Altinget – at beskrive sin forargelse over, at en mand som Rasmus Paludan skulle kunne misbruge demokratiet, og få mulighed for at danne en muslimhadende ’menighed’ inden for kirkens rammer. 

   

Regler overholdt

Nu er det ikke alle, der får lov at skrive i Altingets spalter. Derfor denne lille epistel, da ingen jo kan vide, om Poul Madsen kender til kirkens indre cirkler og regler for bl.a. menighedsrådsvalg. Men de regler er nu overholdt, selvom det ikke huer skribenten. 

   

Brug af muligheder
Der er ingen grund til at dæmonisere Paludan. I flere københavnske menighedsråd, er allerede indtrådt humanister og sociale grupper, der her har fundet en platform til at forkynde kønsreligion, klimapolitik, miljøforurening, rockkoncerter og andet, der ikke har med kirkens kerneopgave at gøre. 

Del på Facebook