Normalt bør sådanne begivenheder være helt ukontroversielle. Men ikke når Israel skal deltage. Og slet ikke, når Israel er i færd med at udslette Hamas efter massakren den 7. oktober sidste år.

Som om det ikke var nok – skæbnens drejning vil begivenheden i år blive afholdt i Sveriges 3. største by, Malmø, en by med 380.000 indbyggere, hvoraf omkring 100.000 er muslimer, og hvor jødehad florerer, hvilket denne video lavet af Henrik Jönsson, iværksætter og samfundsdebattør og klummeskribent i Göteborgsposten, tydeligt beviser. HRS’s læsere anbefales at afsætte 23 minutter til at se, hvor slemt det er.

Hvad der muligvis kunne gå galt.

En uhellig alliance

For at sikre, at arrangementet kan gennemføres på en sikker måde, har Sverige mobiliseret, hvad det kan af politiet i Malmø, så mange, at de har bedt om hjælp fra de andre nordiske lande. Sikkerhedsordningen får bred dækning i medierne.

Hvad der imidlertid ikke siges, er, hvem man skal beskytte sig mod.

I Norge har vi et særskilt institut, der har til formål at forske i ekstremisme, C-REX. Instituttet, der blev oprettet i 2016 under Solberg-regeringen, oplyser på sin hjemmeside, at det har følgende formål:

C-REX forsker i højreekstremistiske gruppers ideologi og identitet på lokalt, nationalt og globalt niveau.

De skal have noget at undersøge. Torkel Brekke i C-REX har udtalt følgende i sin seneste bog Ingen er uskyldig:

Den anti-muslimske racisme fra grupper på den yderste højrefløj, såsom Stop Islamiseringen af Norge (SIAN) eller Human Rights Service (HRS), skaber stærke reaktioner. Den anti-jødiske racisme fra den yderste venstrefløj vækker ikke den samme type reaktioner.

Så vi afvejer, hvad C-REX gør. Med andre ord er det formålstjenligt at forske i det, der ikke altid betragtes som højreekstremisme. Også selvom det er venstrefløjsekstremisterne, der skaber sikkerhedsproblemer.

De af os, der har været til stede ved demonstrationer foran Stortinget til støtte for Israel, er vant til, at der altid er en meget højlydt moddemonstration, der holdes væk fra Israel-demonstrationen med hegn, og der er meget politi til stede. Til sammenligning; Når Palæstina-komiteen afholder lignende begivenheder, er det “fredeligt”, bortset fra støjen fra demonstranterne selv. Oftest marcherer de op ad Karl Johans gate og til Stortinget med palæstinensiske flag, mens de råber deres slogans.

Der er ingen moddemonstrationer. Hovedårsagen hertil er, at de, der støtter Israel, også støtter den forfatningsmæssige ytringsfrihed og derfor ikke ser nogen grund til at lægge hindringer i vejen for, at politiske modstandere kan tale. Desuden – at stå med et israelsk flag i nærheden af en palæstinensisk demonstration – er at bede om ballade. Og politiet har nok at gøre, som det er.

Så hvis nogen skulle være i tvivl; Det er naturligvis disse grupperinger, der får Malmö Arena, hvor finalen i Eurovision afholdes i dagevis, til at fremstå som en krigszone. Men norske læsere og seere vil aldrig vide det. Medierne siger ikke noget om det. Derudover; Gerningsmændene er ikke inkluderet i dem, som C-REX vil undersøge, selvom vi ikke kan huske, hvornår vi sidst kan huske en samling af dem, der falder inden for C-REX-forskningsobjekterne, gør byen usikker.

Og alt sammen på grund af en ung kvinde, der skal synge en sang.

Hamas har været i gang siden 2006

Vi begynder at vænne os til det, endda acceptere, at der er voldelige demonstrationer mod Israel. Ikke på grund af Israels interne politik, hvor de allerede har problemer nok, men på grund af den måde, hvorpå de vælger at forsvare sig mod ydre fjender.

Sådan har det været i årevis. HRS har selv besøgt politistationen i grænsebyen Sderot, som var en af de byer, der blev hårdt ramt af massakrerne den 7. oktober sidste år. Uden for politistationen var der stablet masser af raketter, som Hamas havde affyret fra Gaza gennem årene. Det blev oplyst, at raketterne var lavet af vandrør, som Israel havde lagt ned for at sikre vandforsyningen, indtil det trak sig helt ud af Gaza i 2005 og overgav området til palæstinenserne.

I 2006 blev der afholdt valg i Gaza, som Hamas vandt. Efterfølgende blev Hamas’ politiske modstandere fra det, der i dag er Det Palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden, dræbt ved at blive kastet ned fra tagene på de højeste huse i Gaza. Helvede begyndte.

Da Israel trak sig tilbage fra Gaza i 2005, efterlod det et stort antal drivhuse, der var beregnet til at dyrke grøntsager til lokalbefolkningen. Disse jævnede Hamas med jorden. Alt, hvad jøderne havde konstrueret, skulle ødelægges, intet spor skulle efterlades.

Hamas har således aldrig haft nogen skrupler med at ødelægge vandforsyningen i Gaza, som Israel havde sørget for til Gazas indbyggere, og derefter lave raketter af vandrørene, som så kunne sendes tilfældigt mod Israels civilbefolkning, herunder i Sderot. Der er rester af disse, der er udstillet uden for den lokale politistation.

Grov antisemitisme

I Malmø er der nu en ung jødisk kvinde – Eden Golan – som repræsenterer sit land Israel, eller mere præcist EBU-landet Israel, i en sangkonkurrence. Derfor er terrortruslen skruet så meget op, at hun er nødt til at blive på sit hotelværelse og ikke kan gå frit rundt i Malmøs gader, som de andre deltagere kan. De, der repræsenterer terrortruslen, er de samme, som får lov til at gå frit langs Karl Johans gate i Oslo med palæstinensiske flag og råbe fra floden til havet.

Ikke alene måtte Eden Golan sidde på sit værelse i en uge, hun blev også tvunget til at ændre de tekster, hun skulle udføre. Det blev kaldt “Oktoberregn” og indeholdt følgende verslinjer

“Der er ingen luft tilbage at trække vejret”, og  

«De var alle gode børn, hver eneste af dem».

Årsagen var, at arrangøren af Eurovision, European Broadcasting Union (EBU), mente, at teksten ikke var “politisk neutral”, fordi den henviste til massakrerne på 1.200 jøder den 7. oktober.

Hvornår blev en massakre politisk kontroversiel? Hvornår blev det politisk kontroversielt at synge om frigivelse af gidsler tilbageholdt af en terrororganisation? Ville EBU sige det samme, hvis teksten henviste til Holocaust? Er Holocaust politisk anfægtet?

Selv efter at henvisningerne til den 7. oktober er blevet nedtonet noget, er der stadig ingen tvivl om, hvad teksten handler om. Den video, der er blevet produceret, efterlader heller ingen tvivl om det budskab, Eden Golan vil præsentere for alle de millioner af seere, der følger tv-transmissionen fra alle EBU’s medlemslande.

Bortset fra at sangen nu hedder “Hurricane” (orkan).

Nyttige idioter

Herhjemme poserer norske kunstnere som Hamas’ nyttige idioter og har skabt “Action Group for Palestine”, der har kæmpet imod Israels deltagelse i Eurovision hele foråret.

Det er helt klart politisk og en legitimering af, hvad Israel gør i Palæstina, og netop derfor er det så vigtigt for Israel at deltage i Eurovision, siger den norske kunstner Marthe Valle, en af initiativtagerne til Aktionsgruppen for Palæstina, der har kæmpet imod Israels deltagelse i Eurovision hele foråret.

Jeg tænker meget over, hvordan det vil se ud i bakspejlet, at EBU tillod Israel at deltage med flag, fester og sjov, mens de er under efterforskning for et igangværende folkedrab,” siger Marthe Valle med henvisning til den igangværende undersøgelse, efter at Sydafrika indgav en klage over Israel til FN-domstolen i Haag for folkedrab.

Boykotaktionerne mod Israels deltagelse i Eurovision viser noget, vi ikke troede, vi ville se igen – at antisemitismens grimme ansigt igen har spredt sig over hele Europa. Også her i Norge, blandt folk man skulle tro vidste bedre.

Vi kan ikke kalde det andet, når en forenet norsk venstrefløj – herunder norske kunstnere – støtter en boykot af Israel og samtidig henviser til den sag, som Sydafrika har indledt mod Israel ved Den Internationale Straffedomstol (ICJ). Og henviser endda til sagen i ICJ, som om det er blevet fastslået, at Israel begår folkedrab i Gaza, mens sandheden højst sandsynligt er, at Iran har betalt Sydafrika for at bringe sagen for ICJ.

Den samme artikel fra VG citerer også Eden Golan:

Allerede i begyndelsen af april, under en årlig begivenhed arrangeret af den officielle israelske Eurovision Amateur Club, børstede Eden Golan ind i det samme tema.

Begivenheden åbnede med et øjebliks stilhed og var dedikeret til alle dem, der stadig holdes som gidsler i Gaza, skriver Jerusalem Post.

“Det er utroligt at se dig stå her med denne styrke, og jeg vil virkelig vise dette på scenen og lade vores stemme som land blive hørt for at vise alle, at vi er her, og at vi har brug for at få alle hjem, og ingen kan knuse os,” sagde Golan i et møde med forlovede til et af gidslerne.

Massakrerne udført af Hamas den 7. oktober på over 1.200 jøder, herunder over 400 unge ved en musikfestival, vil forblive i Israels kollektive hukommelse for evigt, ligesom Holocaust. Den kendsgerning, at de også tog omkring 250 gidsler, hvoraf omkring 130 stadig er fængslet i Gaza, gør katastrofen endnu værre. Hvis de stadig er i live. At Israel har valgt at slå så kraftigt tilbage, at de er sikre på, at dette ikke vil ske igen, burde ikke være overraskende, især når man ved, at Hamas har gjort dette i årevis.

Antiracisterne – vores nye fascister

Ikke desto mindre er Israels repræsentanter nødt til at blive på hotelværelset i den uge, hvor begivenheden finder sted, uden at kunne deltage i den oplevelse, det helt sikkert vil være for dem, der skal repræsentere deres lande i Malmø. Vi kan heller ikke se, at nogen af de andre kunstnere, der vil deltage, har dannet en cirkel omkring den israelske gruppe for at protestere mod den behandling, de udsættes for.

Tværtimod har alle, der kalder sig kunstnere, nærmest konkurreret om at fordømme Israel og kræve en fuld boykot af Israel i dette års Eurovision. Glemt er, hvad der udløste krigen mod Hamas i Gaza. De synes at være fuldstændig uvidende om, at de fleste palæstinensere – både på Vestbredden og i Gaza – har givet Hamas fuld støtte til de grusomheder, de begik den 7. oktober. En stor del af palæstinenserne føler sig endda stolte af, hvad der skete.

Det er ikke kun i Malmø, at det sker – vi finder det overalt i Europa. Og vi finder det her i Norge, i enhver “moddemonstration”, når der afholdes demonstrationer til støtte for Israel foran Stortinget, hvor hovedsloganet er frigivelsen af de gidsler, der holdes fanget af Hamas. Venstrefløjen, der står med råb foran Stortinget, protesterer i virkeligheden mod frigivelsen af gidslerne.

Dette får mig til at tænke på natten mellem den 9. og 10. november 1938 – den nat, der er blevet kaldt Krystalnatten. Fra da af kunne jøderne i Tyskland ikke gå frit i gaderne. Det kan de heller ikke nu af frygt for dem, der kalder sig antiracister, men som i virkeligheden er deciderede antisemitter.

Uanset hvem der skaber frygt i en gruppe mennesker – om de opfattes som højreekstremistiske eller venstreekstremistiske – for dem, der er ramt, er dette fuldstændig ligegyldigt.

Fascisme er det i hvert fald.

Der er ingen undskyldning for, at dette ikke er blevet nævnt med et ord i de norske medier, bare følg den internationale presse lidt. Eller læs om det her på HRS.

I aften kan du høre hende – og støtte Israel, gidslerne og de efterladte – i Eurovision.