Filmen er en hyldest til de stuntmen, der sætter livet på spil – jeg bliver helt udmattet

Getting your Trinity Audio player ready...

**  2 stjerner ud af 6  

 

THE FALL GUY er instrueret af David Leicht (f. 1975), der både er skuespiller og manuskriptforfatter. Han begyndte sin karriere som stuntman, fik sin debut som (med)filminstruktør på actionfilmen ”John Wick” (1914) og har siden instrueret ”Bullet Train” med Brad Pitt i hovedrollen og ”Atomic Blonde” med Charlize Theron i rollen som agent. 

 

I hans seneste værk, den romantiske thriller ”The Fall Guy”, trækker han på sine righoldige erfaringer fra 20 års stuntarbejde, hvis ’håndværk’ han kender indefra.  

 

Handling 

Colt Seavers (Ryan Gosling) er stuntman – eller rettere sagt ex-stuntman. Han har trukket sig tilbage efter en rygskade i forbindelse med et stunt, der gik galt. I 18 måneder har hans liv mere eller mindre stået på pause, fordi han skammer sig over at have fejlet. Han føler sig så meget som en fiasko, at han har afskåret forbindelsen til kæresten, filmfotografen Jody (Emily Blunt), og tjener til føden som p-vagt i familiefirmaet.  

 

En dag bliver Colt ringet op fra Australien af produceren Gail Meyer (Hannah Waddingham), der har brug for hans særlige ekspertise i en film. Han afslår pure, men skifter mening, da han får at vide, at det er ingen anden end Jody, der er instruktøren. Hun har fået sit livs chance til at debutere som instruktør på en storfilm. 

 

Colt er da også den helt rigtige mand på posten, fordi han til forveksling ligner den verdensberømte filmstjerne, Tom Ryder (Aaron Taylor-Johnson), der spiller hovedrollen – og som Colt tidligere har ageret fast stuntman for. 

 

Hvad Gail glemmer at fortælle er, at Jody ikke har været taget i ed angående opkaldet. Jody er slet ikke klar over, at Colt er på vej, så da han når frem, er hun himmelfalden og vender ham i første omgang ryggen. Jody er stadig dybt såret over bruddet og hans lange tavshed, så Colt skal i hvert fald ikke være en del af filmholdet.  

 

Herfra udvikler begivenhederne sig uforudsigeligt. Det viser sig, at Colt ikke bare er tilkaldt for at udføre de allermest spektakulære stunts. Han skal også opspore stjernen, Tom, der er forsvundet under mystiske omstændigheder. 

 

Den opgave fører en lang række uventede hændelser med sig – og til farlige sammenstød i både overført og bogstavelig betydning. 

 

Colt får brug for alt, hvad han har lært – mens han kæmper for at vinde Emily tilbage. 

 

Vurdering 

”The Fall Guy” må have været helt vildt dyr at producere. Der er fantastiske stunt-scener, der da også fylder en stor del af filmen, og medmindre det er muligt digitalt at fremstille scener med kunstigt ødelagte biler, både og alt mulig andet habengut, må David Leitch have superstærke økonomiske bagmænd.     

 

Selve historien er så skingrende utroværdig og logisk inkonsistent, at selv to dygtige favoritskuespillere som Ryan Gosling og Emily Blunt ikke kan kompensere for et tåkrummende manus. 

 

Hollywood-woke-manualen slipper tilskueren heller ikke for. Eksemplerne er legio, men ét må række her: Små, spinkle kvinder kæmper lige op med hærdebrede, granvoksne muskelmænd i en lind strøm af voldelige, laaaange og brutale slagsmål. Suk! 

 

En dokumentarfilm på 40 minutter med udvalgte stunts fra ”The Fall Guy” ville sikkert have været rigtigt fin, for selv ikke gudesmukke Ryan Gosling med samt hans sixpack har tilstrækkeligt appel til at få alle ikke-stunt-scenerne med deres latterlige dialoger og tegneseriefigurer til at glide ned. 

 

  1. Der er nogle få glimt af ironi i forhold til filmbranchen og dens forretningsmodeller, der dulmer idiotierne lidt, men de forsvinder som boblerne i bækken i det store billede. 

 

Som altid: Tag ikke mine ord for det! 

Længde: 116 minutter 

  • Medvirkende: Emily Blunt, Ryan Gosling, Winston Duke, Aaron Taylor-Johnson m.fl. 
  • Instruktør: David Leitch 
  • Manus: Drew Pearce – baseret på tv-serien af Glen A. Larson 
  • Censur: Tilladt for børn fra 11 år
  • Premieredato: d. 1. maj 2024 

The Fall Guy – I biografen 1. maj (dansk trailer 2) (youtube.com)

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…